Jeg prøver at starte eller slutte hver dag med at tænke på noget, jeg er taknemmelig over. Stort som småt. I perioder glemmer jeg det og måske det lyder tumpet og lidt new age-agtigt, men jeg synes altså det er en rar, lille øvelse.

Især i disse tider, hvor der er en større tendens til at sammenligne og fokusere på hvad man ikke har, i stedet for at sætte pris på hvad man rent faktisk har.

*

Forleden bladrede jeg i sidste uges Alt for Damerne, der havde dedikeret en masse sider til forskellige kvinders oplevelse af, hvad hverdagslykke er. Og Sonja Richters svar på dette var så uendeligt fint og ramte mig virkelig:

“I mine uens hverdage prøver jeg at finde et sted at sidde og falde til ro og finde taknemmelighed for noget så simpelt som en vandhane eller min varme jakke eller et træ. Det gør mig lykkelig, fordi jeg synes, at der er en tendens til, at vi hele tiden skal videre, væk fra det vi har og hen til noget andet. Som om lykken ligger foran os, og vi at vi går glip af den, hvis vi ikke får det, vi er i gang med overstået og kommer videre. I stedet for at skulle få alting ‘overstået’ prøver jeg at ‘opleve’. Der var engang en, der sagde til mig, at jeg skulle prøve at se, om jeg kunne få øje på kærligheden, lige meget hvor jeg var. Så det prøver jeg på, og den er altså de mærkeligste steder.”

Så det prøver jeg også. At opleve. Og at se kærligheden (og skønheden og de ‘små ting’) lige meget hvor jeg er. Og jeg er taknemmelig over at sidde her netop nu og skrive dette. I sofaen med en snorkende hund ved siden af mig. Og med varme strømper på ♥