Min bedste wokret med rød karry

Forleden nævnte jeg, at vi skulle have min wok-hofret til aftensmad og så var I et par stykker, der skrev og spurgte om ikke jeg ville dele opskriften. Selvfølgelig vil jeg det. Glemmer ofte at dele den slags mere hverdagslige aftensmadsting herinde og i stedet bliver det mest til morgenmad og godter. Det vil jeg gerne prøve at lave lidt om på.

‘Min’ wokret er næsten altid med rød karry og kokosmælk, men hvad der ellers ryger i er lidt efter humør og indhold af køleskabet, så man må freestyle lige så tosset man har lyst. Den er alletiders til lige at få tømt grønsagsskuffen.

Da jeg lavede den i denne uge, blev det med kylling, men tigerrejer, marineret tofu eller slet og ret masser af grøntsager fungerer også mere end glimrende. Ville også gerne have haft babymajs i, men kunne ikke finde dem nogen steder. Er det en uddød 80’er ting?

I aften skal jeg til årets næstsidste julefrokost på Sanders, som jeg glæder mig til at prøve, med et hold helgode damer. Og så skal jeg ellers bare sove tre gange inden jeg stikker næsen mod det helt kolde nord i Tromsø. Hvem ved? Måske jeg render på Julemanden deroppe… Ellers tager jeg også fint til takke med et hold slædehunde og glæder mig uanset hvad som en gal :)

Wok med rød karry, kylling og cashew
– 3-4 personer

Tager bare 20 minutter at lave (minus tilberedning af ris) og er lidt af en hverdagsfavorit. På min ingrediensliste her er der masser af grøntsager, men man kan snildt klare sig med en enkelt eller to alt afhængig af hvad man har i køleskabet. Eksempelvis bare broccoli og rød peber. Eller squash og gulerødder.

1-2 spsk kokosolie
2-4 spsk rød karrypasta (alt efter hvor meget gang i den der skal være)
1 løg, skåret i tynde både
2 kyllingefiletter, skåret i mindre stykker
2 gulerødder, skåret i strimler
1 rød peber, snittet i strimler
1 broccoli, skåret i små buketter
1 squash, skåret igennem og så i skiver
1/2 – 1 rød chili, snittet fint
1 håndfuld usaltede cashewnødder
1 dåse kokosmælk
1 pakke sugar snaps eller sukkerærter
1/2 bakke bønnespirer
Soya og evt. fiskesauce
1 lille håndfuld thaibasilikum eller alm basilikum
Kogte ris til servering
Lime til servering

  • Start med at koge ris efter anvisningen på pakken. Det tager altid en hulens tid, men så kan man snitte mens de koger.
  • Svits karrypastaen og løgene i wokken i kokosolien.
  • Tilsæt kylling og steg den godt igennem.
  • Her kan man tage kyllingen op, for så at tilsætte den senere, men hvis man er doven som jeg, så lader man den være og tilsætter blot grøntsagerne og nødderne og svitser dem med. Undlad bønnespirer, basilikum og sukkerærter, der først skal I til allersidst.
  • Hæld kokosmælk over og lad det simre lidt. Hæld evt lidt vand ved, hvis saucen er for tyk.
  • Smag til med soya og evt. fiskesauce.
  • Kom sukkerærter, bønnespirer og thaibasilikum ved umiddelbart inden servering. Lad det simre et minut og server den varme karryret med ris til.

Ps. Jeg elsker at lave den med MASSER af grøntsager. Er man lidt grøntsagsforskrækket skruer man bare ned.

(Visited 26.374 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

3 Kommentarer

  1. Lyder lækkert!

    Kokosmælken mangler vist i ingredienslisten – bruger du en hel dåse? :)

    1. Hov den er da også svipset. Godt du er vågen :) Og ja, en hel dåse, er tilføjet nu. Knus Emily

  2. Hvis man skyller de ukogte ris i koldt vand af omgange, så kan man nøjes med at koge dem i 5 minutter.