Har I fået juleferie og er I klar på jul? Jeg er! Juletrøjerne er lagt frem, flæskestegen til flæskestegssandwich i aften er klar til at komme i ovnen og jeg har lavet en julet islagkage også til i aften, som jeg håber smager lige så godt, som den ser ud. Is rørt med brændt nougat, kanelcookies og amarenakirsebær og så lagt på nøddebunde. Det kan da kun blive et hit ikke?
Som I måske har kunnet fornemme, har jeg haft et lidt hårdt efterår. Og tungt. Sådan helt bogstaveligt talt i nogle henseender. Det skal jeg ikke kede jer med nu, men jeg vil gerne fortælle om noget af det snart. Skal bare lige have tid og ro til at bearbejde det selv først. Men udover nogle dumme måneder, så har det alt i alt været et mere end vidunderligt år og det er heldigvis højdepunkterne, der fylder mest, når jeg kigger tilbage. Dem skal jeg nok fremhæve og udspecificere til nytår i en art ‘Året der gik’. Tror egentlig bare jeg lige ville sige tak for at I er her i medgang og modgang og for at I er så søde og forstående altid ♥
For nu skal det blot handle om den seneste uges op- og nedture.
Ned:
Mandeforkølelse.
Når man troede man var smart, at bestille gaver online og ender med at bruge en hel dag på at hente pakker i diverse pakkeshops i hele Storkøbenhavn. Havde været så meget hurtige at gå i fysiske butikker…
Negle der knækker kollektivt.
Indbakke og vasketøjskurv ude af kontrol.
At december er ved at være slut. Synes aldrig helt jeg fik startet.
Buksebensædende cykelkæder.
Op:
Love Actually og The Holiday.
At køre hundeslæde. En barndomsdrøm der gik i opfyldelse.
Nyheden om at min mand skal speake OL og vi derfor kommer til at tilbringe en del af februar i Aarhus.
Glyptoteket. Dejligste oase i København.
At se solen igen efter 4 dage i mørke i det kolde nord. Vild oplevelse.
Alle pakker kom i hus. Trods alt.
Juleislagkage.
Jul.
Jeg er altså en kende bagud både på kommentarer og indlæg, men jeg glæder mig til at catche up mellem jul og nytår. Altså efter et par helt og aldeles off-line juledage, hvor jeg ikke skal lave meget andet end at spise konfekt, se julefilm og stå på skøjter.
Jeg ønsker jer en rigtig, rigtig glædelig jul. Må den blive hvid (sagde jubeloptimisten), fuld af kærlighed og dejlig mad. Og må I allesammen vinde mandelgaven.
En ekstra stor krammer til de af jer, der synes julen er en svær tid. Måske fordi I savner (dét gør jeg) eller fordi det føles særligt ensomt eller familien gakker ud. Mange tanker og kærlighed til jer i særdeleshed ♥
Selvom jeg går på juleferie fra nu og frem til d. 27. december, så er der selvfølgelig adventskalender i morgen. Så kig endelig ind forbi og deltag i konkurrencen om den herligste, blomstrende præmie.