Godt nok var det planen, at jeg skulle blogge mindre, men havde nu ikke tænkt at det skulle være helt så lidt, som det er blevet over de sidste par uger.
Men jeg snegler mig tilsyneladende tilbage i sporet og mens det ikke er emner (har guides til Bryggen og stiklinger, shoppeindlæg, grønne makeupfavoritter, anbefalelsesværdige bøger og meget andet godt på tapetet) eller lyst, der mangler, så har den ene augustdag, bare taget den anden. Det går med andre ord mægtigt med alle mine slow living-forsætter.
Især den seneste uge, hvor vi har været på camping rundt i Danmark. Her har der været mere ‘natur- og samværstid’ og lidt færre timer foran skærmen end jeg ellers havde planlagt.
Lige nu er vi hjemme at vende for en kort bemærkning (og har været meget, meget tidligt oppe i morges for at nå herover i tide) for vi skal til bryllup. Og jeg glæder mig. Bryllupper er og bliver de bedste fester. Sidste lørdag var vi også til et helt vidunderligt bryllup hos en af mine barndomsveninder og der havde jeg den drøm af en rød kjole på, som I kan se her.
Lånte fjer, fordi det er sagen, når vi snakker kjoler, man måske kun har på en enkelt gang, men derfor følte jeg mig ikke desto mindre meget fin og lidt som et lamettaindsvøbt juletræ. Altså på den gode måde.
Jeg ønsker jer den bedst tænkelige weekend og glæder mig til at blogge (lidt mere) for jer igen og ikke mindst få svaret ordentligt på alle jeres gode kommentarer ♥
Bryllupper og kolde fadøl. Begge dele er ret højt på min hitliste.