Jeg har pirket lidt i det allerede, men jeg bliver altid lidt kulret, når kalender siger efterår. Altså kulret på gode, men også ret forandringslystne, måde. Jeg bliver helt vild efter at rydde op, lave om, forbedre, gøre ved og ændre.
Og mens jeg slet ikke rigtigt er fan af nytårsforsætter, så er jeg topmotiveret til den slags på denne her tid af året. Ovenpå sommer, sol, saft og kraft, så føles det enkelt og lige til at give tingene én over frakken og prøve nyt.
Eller sådan har jeg det i alle tilfælde.
For ikke bare at rende rundt om mig selv som en forvirret høne, har jeg forsøgt at lave en lille liste over mine efterårsforsætter. Så jeg har et par konkrete mål og så jeg har noget at holde mig selv op på.
Hvis I har lyst til at være med på legen, så del gerne jeres forsætter nedenfor :)
Mine efterårsforsætter
- Få klippet pandehår. Har talt om det i flere måneder efterhånden og nu skal det altså snart være. Hvor galt kan det lige gå? Og hvis det går galt, så vokser det jo heldigvis ud igen.
- Løbe mere kontinuerligt. 2-3 gange om ugen. Og tage fat i de lidt længere ture igen. Savner lørdagens 10’er, som jeg ikke har været ude på i mere end et halvt år.
- Bestille gardiner til vores stue og køkken. Vi har levet uden i to år. Med den dårlige undskyldning, at de skal laves på mål og at det var noget biks. Men nu må der gardiner, solafskærmning og privatliv til.
- Gå mere med læbestift.
TænkerHåber, det vil se smart ud sammen med mit nye pandehår. Sådan på den franske måde. - Tilbage i en god yogapraksis ovenpå sommeren. I starten af sommeren kunne jeg virkeligt mærke hvor meget det rykkede for mig både indeni og udenpå, men så kom ferien og jeg var væk hjemmefra. Nu vil jeg love mig selv at komme til Vinyasa, Hatha eller Yin minimum 2 gange om ugen.
- Dyrke mit yndlingslook, så længe den går: Chunky strik og bare ben/fødder.
- Have flere gæster. Tilsammen har Nikolaj og jeg en ret stor venneskare og vi bliver ofte inviteret ud. Nu vil jeg gerne gengælde og invitere hjem til os. Både til hurtige hverdagsmiddage og større weekendfestivitas à la aften eller brunch.
- Planlægge en lille efterårsrejse. Til et sted vi kan køre til eller nå med tog. Måske Berlin? Der har jeg ikke været længe og det er en af mine yndlingsbyer.
- På jagt efter 4-6 brugte Wegner Y-Stole. Og sælge de spisebordsstole vi har nu.
- Gøre mere af det, der gør mig glad. Til eksempel er jeg for nyligt begyndt at undervise i hundetræning igen og selvom det ikke giver direkte mening i forhold til tid og deslige (det er frivilligt foreningsarbejde), så elsker jeg det bare og henter så meget glæde i det. I at gøre en (lille) forskel for nybagte hundeejere og deres hvalpe.
- Kysse mere ♥
Foto: Julie Bjarnhoff
Reklamelinks:
Strik | Bash Paris (fra butikken i Illum, gave)
Kjole | Second Female
Taske | Goyard
Sko | New Balance
Jakke | Anine Bing