For nyligt holdt jeg madklub for et par veninder på opfordring fra mine venner hos Nespresso. Om morgenen. Morgenmadsklub kunne man nok så mundret kalde det. I min venindeflok er der flere, der har små børn og således kan det af og til blive svært at få kalenderkabalen for aftenkomsammen til at gå op med puttetider og deslige. Så er det altså nemmere med morgenmøder. Både de tidlige over en kop kaffe i hverdagen inden arbejde eller dem der strækker sig over en hel weekendformiddag (og mange kopper kaffe). I lørdags var det sidstnævnte.
God tid, snak og rare ting på bordet. Croissanter, snegle, godt brød, ost, grønt, bær, en smoothie med banan og kaffe og knas på toppen, blødkogte æg, grapefrugt, juice med jordbær og så selvfølgelig lækker morgenkaffe i lange baner.
Kaffen er lungokaffe brygget på Nespresso’en. Sådan er det altid om morgenen, uanset om det bare er mig eller der er kalas. Morgenkaffen skal være ‘lang’ og med et skvæt mælk. Ikke noget med en lille espresso eller mælkekaffer som cappuccino og flat white (der ellers er min yndling senere på dagen) som morgenkaffe. Der skal det være en ordentlig, men hurtig kop. Resten af selskabet havde det heldigvis lige sådan, så jeg kunne nemt lade maskinen gøre arbejdet og så vupti, var der varm kaffe, efterhånden som behovet for en ny kop opstod. Vi var til gengæld ikke enige om, hvilken kaffekapsel der er bedst og så er det jo heldigt, at man laver dem individuelt, så enhver kan få sine kaffeønsker opfyldt.
Jeg kan bedst lide den blå kaffekapsel, Vivalto Lungo, mens de andre foretrak den orange Linizio Lungo og den brune Envivo Lungo. Har I en favorit?
Jeg holdt menuen relativt simpel, så der bare skulle koges æg, skæres brød og frugt og blendes en smoothie. Weekend-nemt og med tid til gæster fremfor i køkkenet. Smoothien var en dessertagtig sag med kaffesmag. Opskriften finder I nedenfor.
Kaffe-banan smoothie
– 4 personer
2 frosne bananer
2 dadler
Revet skal og saft af 1/2 citron
1/2 tsk kanel
1/2 tsk vanillepulver
evt. 1/2 tsk stødte nelliker
2 dl yoghurt eller mandelmælk (eller andet i den genre)
110 ml Nespresso lungokaffe, jeg brugte Envivo Lungo
Evt. 1 spsk kakaonibs
- Bryg kaffen og lad den afkøle
- Kom bananer, krydderier, citronskal, yoghurt eller mælk og kaffe i en blender og kør til det har en ensartet, cremet konsitens.
- Rør evt. kakaonibs i til sidst.
- Servér med det samme i små skåle eller glas og gerne med en knasende granola, nødder eller andre toppings.
Hvis smoothien skal være ekstra kaffeagtig, kan man blende 1-2 tsk kaffebønner i også for smag og knas. Alternativt kan man komme lidt fintmalet kaffe i. Åbn evt. en Nespresso-kapsel til formålet og smag til.
Det kan altså anbefales med sådan en morgenmadsklub. Ikke at aftenmøder ikke er et hit, men sådan en omgang morgenhygge kan altså også noget. Nu glæder jeg mig til næste omgang i klubben. Og drømmer allerede om, hvad jeg skal servere, næste gang jeg skal holde.