Guide: På julemarked i Skåne

I samarbejde med Visit Sweden.

I weekenden stak jeg en lille smule nordpå sammen med to veninder. Missionen var klar; vi skulle i julestemning i det skånske. Jeg er jo noget forgabt i Sverige og derfor måske ikke ligefrem et sandhedsvidne, men hvis der er én ting, de fleste kan blive enige om, at svenskerne er gode til (udover musikhits og start-up-virksomheder), så er det jul. Jo, jo det er en disciplin vi nordboere i almindelighed mestrer, men det er som om svenskerne lige er en tand bedre til julehygge og ikke mindst -oppyntning. For slet ikke at tale om luciaboller (såkaldte lusekatter) og pepparkaker. Og knäck! Det er en slags karamel og virkeligt lækkert. Til gengæld må de gerne beholde deres julemiddag med skinke og koldt bord for sig selv, lige der vinder den danske altså, men det er en helt anden snak.

For nu skal vi til Skåne. Oppe ved Båstad, ca. 2 timer fra København, var vi nemlig på Norrvikens julemarked. Og siden på Skansen, det legendariske bade- og tennishotel hvor vi spiste dejlig middag og overnattede, og siden på Norrvikens igen inden vi drog videre til endnu et julemarked ved Hässleholm (vi kunne ikke få nok) og derefter hjemover med et lille fika-stop i Helsingborg.

Det var så uendeligt hyggeligt og jeg har en lille smule lyst til at snuppe en tur til anden weekend i december, måske bare en dagstur, når det legendariske Katrinetorp julemarked ved Malmø løber af stablen for 16. år i træk.

På julemarked i Sverige og jul i Malmø

Hvis du også vil på julemarked hinsidan så har Visit Sweden lavet alletiders oversigt over julemarkeder i Skåne her, de bedste julemarkeder i hele Sverige her og sidst men ikke mindst forslag til julerier i Malmø her.

Husk svenske kroner

I næsten alle boder kunne man betale med kontanter og Swish, den svenske ækvivalent til MobilePay, dog skal man have en svensk bankkonto for at kunne bruge Swish, og da det kun var ganske få steder, man kunne betale med kort, så er mit bedste tip til at tage på julemarked i søsterlandet, at man har vekslet til eller hævet lidt svenske kroner på forhånd.

Eventyrlig stemning på Norrviken

Vi var på Norrvikens julemarked både sent lørdag eftermiddag og igen søndag formiddag. Og der var helt magisk, især efter mørkets frembrud. Både den lille herregård og hele den omkringliggende park er smukt julepyntet med masser af lys og der er tilmed højtalere rundt omkring bag træerne, så man bliver indhyllet i eventyrlig stemning og julemusik, når man bevæger sig rundt på området. Her er julemand, dans om juletræet, eventyrfortælling, juletog, ponyrydning og i det hele taget en del aktiviteter, der især er gode, hvis man har børn med. Derudover er der en række arrangementer man kan tilkøbe, deriblandt en ølsmagning, som vi deltog i lørdag aften.

Der er også en lækker og anbefalelsesværdig julebuffet i spisesalen inde på selve herregården, som man kan nyde til frokost. Til gengæld er der ikke særlig mange boder med julepynt og deslige, så et julemarked i klassisk forstand er det ikke helt i mine øjne, men man kan bestemt få en dejlig juleoplevelse og komme i ditto stemning, især hvis man har børn med. Jeg købte et par bivokslys og lidt konfekt og overvejede også en julerose, men var ikke sikker på, den ville bryde sig om en lun tur hjem i bil. Entréen står i hele 120 kr. pr. voksen. Dog heldigvis svenske kroner, så man kan trække ca. 30% fra. Julemarkedet har også åbent næste weekend (altså 1.-2. december).

Læs mere: Jul på Norrviken

Boder i massevis på Hässleholm julemarked

De boder vi savnede på Norrviken var der til gengæld i tifold på Hässleholm julemarked, som vi kørte lidt ind i landet for at besøge efter frokost på førstnævnte. Her var der rigtigt meget kunsthåndværk, og således mulighed for at købe julegaver, hvis man skal købe en gave til en, som er vild med det. Vi hyggede os med en kop varm gløgg og marcipanstænger og købte blandt andet nogle søde julekort med en buttet Penny-hund med hjem.

Julemarkedet bød mest på kunsthåndværk og lidt mindre på julepynt, men der var masser af boder med spiselige lækkerier og vi kom også herligt i julestemning, så vi havde en rigtig hyggelig weekend uden at shoppe amok, og det er nu engang heller slet ikke så tosset.

Hässleholm julemarked er blot denne ene weekend om året. Hvis man vil besøge andre julemarkeder i Skåne har Visit Sweden en fin oversigt her.

Spa, middag og morgenbuffet på svensk på Skansen

Lørdag overnattede vi på Skansen i Båstad, hvor vi både nød et par timer i deres fine, lille spaafdeling og en lækker middag inden vi røg på hovedet i seng, mætte, glade og trætte på indtryk. Søndag stod vi tidligt op og løb en tur langs vandet og heldigvis for det. Båstad er den hyggeligste kystby fuld af de yndigste træhuse i alskens farver og smukt julepyntede ikke mindst. Efter en tur i en god og velassorteret morgenbuffet var vi genopladede og klar til at indtage et julemarked eller to.

Læs mere: Hotel Skansen i Båstad

Fika inden hjemturen i Helsingborg

Er man alligevel taget over broen eller med færgen, så kan jeg varmt anbefale at man gør en dag (eller måske endda en weekendtur) ud af det og også stikker et smut forbi Malmø eller Helsingborg. Vi valgte sidstnævnte og fik kaffe og kage hos Fahlmans konditori i Helsingborg. De havde desværre lige solgt den sidste lussekat , men der var heldigvis vildt gode snurrer med både kanel og kardemomme og så havde de også færdig peberkagedej, lige til at rulle ud og bage småkager af, som jeg købte med hjem. Det fik jeg meget billige point for hos Nikolaj senere ;)

Læs mere: Konditori Fahlmans i Helsingborg 

Malmø er også så dejlig og lægger man turen forbi dér, så er der tips at hente i min Malmø-guide her.

(Visited 3.795 times, 9 visits today)

Skriv en kommentar

8 Kommentarer

  1. Virkelig dejlige billeder! Kommer helt i julestemning selvom jeg sidder i sydens sol og varme :D

  2. Jeg må bare lige sige noget.. jeg synes, det her samarbejde med Visit Sweden har været et af de allerbedste, du har lavet. Så gennemarbejdet og dejlige billeder. Og så har det åbnet mine øjne for Skåne så meget, at jeg har bestilt en lille weekendtur i foråret. Tak for det :)

    1. Sikke en ros. Tusind, tusind tak. Jeg synes virkelig også selv det er et spot on og helt vildt skægt samarbejde, så det er så rart, hvis I har det lige sådan. Håber I får den bedste tur til foråret. Kram E

  3. Jeg kan kun give Emilie ret! Dine Skåne ture giver så meget inspiration, at man nærmest får lyst til at kopiere og tage afsted med det samme. Tak for rigtig god indpiration til at udforske nabolandet, der har så meget at byde på inden for kort afstand.

  4. Tag til Katrintorp lørdag! Så ses vi måske :-D

    Tak for dejlig juleinspiration – og tillykke med bogen! <3