
Intentioner og ønsker. I marts vil jeg…
- Drikke min specielle morgen-matcha-bryg igen og dele opskriften med jer. Jeg har ikke rigtigt haft lyst til den før nu her halvvejs i graviditeten, men nu smager den mig så godt igen.
- Forære mig selv denne smukke kop til at drikke førnævnte matcha af.
- På Louisiana at se bl.a. Dea Trier Mørchs pragtfulde, grafiske tryk.
- Starte et nyt hvalpehold op i den klub, hvor jeg underviser. Hundehvalpe og forår, så er der ikke et øje tørt.
- Spise ‘kampdagsfrokost’ med et godt damehold på fredag, for at fejre at det er Kvindernes Internationale kampdag.
- Blive lidt flinkere til at få taget og dele outfitbilleder igen.
- Meditere om morgenen. Da jeg havde voldsom morgen-/døgnkvalme blev der rodet helt rundt i mine morgenrutiner, men nu kan jeg godt klare 10 minutters meditation inden morgenmaden igen.
- Gå 10.000 skridt om dagen. Måske mere.
- Tale pænt til min krop og mig selv hver dag. På trods af eller måske især ansporet af de store udseendemæssige forandringer, den går igennem lige nu. For min egen skyld og for babys. Var for nylig til en yoga-workshop som havde følgende to intentioner: You are worthy og You are enough. Simpelt og godt.
Jeg ser især frem til…
- Forårsoprydning som prep til børneværelse.
- Kombineret yoga- og skiferie i Østrig. Omend det nok bliver mere yoga, gåture og langrend for mit vedkommende.
Månedens outfit…
… forhåbentlig farverige kjoler à la denne uden alt for meget over eller under. Men lad os nu se, hvad vejret tænker om det.
Jeg skal spise…
… jeg gad godt komme ind i en god gænge med madplaner og lurer lidt på Plantekassen, der er en ugentlig vegansk og glutenfri madplan inklusiv indkøbsliste. Ikke fordi jeg lever 100% vegansk eller glutenfrit, men jeg ved det bekommer mig vel, når majoriteten af min kost er plantebaseret og når jeg holder glutenindtaget nede på en pizza her og en croissant dér. Nå, ja og Spice Tuna Sandwich fra Joe & the Juice, som jeg er MEGET forfalden til for tiden. Dog max. 1 pr. uge selvfølgelig pga. tun og tungmetaller. Var det ikke et issue ville jeg muligvis spise 1 om dagen. Lidt dum craving…
Det skal jeg lytte til…
… seneste afsnit af Martiny Podcast, hvor jeg selv er gæst og taler om bl.a. balance og PCOS. Jeg skal lige tage tilløb, for synes altid det er så skørt at høre sin egen stemme.
Det skal jeg se…
… Russian Doll på Netflix.
Jeg skal læse…
… Vinterbørn af Dea Trier Mørch og Den kinesiske forlovelse (andet bind af Crazy Rich Asians-trilogion) af Kevin Kwan. Så er jeg vist også dækket ind hvad angår både sprog, tid, stil og genrer ;)
Månedens drøm…
… at se et sundt og raskt barn til misdannelses-scanningen.
Jeg er taknemmelig over…
… min familie, både min egen lille, den vi er ved at skabe og den jeg har ‘fået’ gennem Nikolaj.
… sure æbler med mandelsmør. Og sure vingummier uden mandelsmør.
Jeg gider ikke...
… brok og quinoa. Sidstnævnte fordi jeg er det (tilsyneladende) eneste menneske i Danmark (Verden?), der ikke kan tåle det forbandede lille frø, der efterhånden er i ALT. Og den smøre kan vist kategoriseres som brok…
Jeg lukker bare mig selv ud ;)