
I samarbejde med Visit Sweden.
I sidste uge var vi på forlænget ski-weekend i Idre Fjäll i Sverige. Sådan nogle hyggelige dage, så herligt med et skud ordentlig vinter og jeg nød virkelig at være på ski. Det bliver nok sidste gang på plankerne for denne sæson, så derfor værdsatte jeg det måske også ekstra meget. Men udover godt alpint skiløb og ditto terræn, bød Idre Fjäll også på andre fine oplevelser for os.
Således blev jeg helt vild med at stå på langrend og så fik vi utroligt dejlig mad, herunder min svenske livret: Elgkødboller med kartoffelmos, tyttebær og flødesovs. Nå ja, og så fik vi også både vafler og kanelbullar, som det hører sig til på de kanter, når vi holdt fika-stop og tankede skibenene op med ny benzin.
Virkelig en hyggelig og anbefalelsesværdig skidestination, der tilmed er relativt tæt på og jeg påtænker, at vi skal tilbage, når den skibaby, jeg er ved at bage, er gammel nok til at skulle stå på egne ski. Det var nemlig sådan et oplagt sted at tage hen med børn.
Men det fungerede nu også helt igennem herligt uden og vi havde en rar og (med fare for at lyde som en fra Landmand søger kærlighed) romantisk weekend deroppe i sneen.
Kæmpe turist ;)

Pernilla Wiberg Hotell
Pernilla, der ejer og lægger navn til hotellet, er en af Sveriges mest succesfulde skiløbere og hun har vitterligt formået at skabe et hotel, hvor der udover en virkelig god restaurant og en rar, lille spa, er tænkt på hver eneste detalje i forhold til de skiløbere, der gæster hotellet. Først og fremmest ligger det lige ud til pisten, såkaldt ‘ski-in ski-out’, der er god og let tilgængelig skiopbevaring (med ordentlig plads!) og så er der tørreskabe på badeværelserne foruden værelser med god opbevaringsplads for at nævne det væsentligste.
Er man øm efter en lang dag på ski, kan man få massage og andre velværebehandlinger på hotellet og deres restaurant PW Bar & Kök er virkelig et besøg værd. Her kan man også spise, selvom man ikke bor på hotellet.
Læs mere her.

Hytteliv
Der findes også mange, mange hyggelige hytter i området.
Vil man leje sådan en, kan man se mere her.

Skiløb
Vi blev så positivt overraskede over skiområdets størrelse og der var noget både for hende, der elsker lange, lækre skovpister (mig) og ham, der ønsker lidt mere udfordring (Nikolaj). Der er i alt 40 pister af forskellige sværhedsgrader og 26 lifter, der fører op til dem, så det er et fint stort område.
Der er også en snowpark med rails, hop, bokse m.m. til de freestyle-sultne.
Skianlægget, lifter m.m. har åbent frem til og med d. 28. april.
Se pistekortet her.

Spisesteder
Vildmarksnästet
Her endte vi med at spise frokost hele to gange, fordi det var så godt og stemningen så hyggelig eller mysig som det jo hedder i søsterlandet. Og jeg fik det samme begge gange: Kødboller (af elg selvfølgelig) med tyttebær, kartoffelmos og flødesovs. Som ‘nationalretten’ hos Ikea, bare 10000 gange bedre.
Ligger lige ved Skidstadion.
Læs mere her.
P W Bar og Kök
Den restaurant der hører til hotellet, hvor vi boede. Virkelig, virkelig lækker mad! Jeg fik en mini-croissant med hummersalat (genialt i al sin enkelhed) til forret og siden en meget dejlig svamperisotto og Hr. Vang, der ellers er notorisk svær at imponere, var også mere end fornøjet over sin ret med rensdyr. Til dessert delte vi en chokoladedessert. Den kunne vi godt have spist én af hver ;)
Læs mere her.
Fäbodcafét / Våffelcafé
Gode, friskbagte vafler OG masser af bondegårdsdyr man kan snakke med à la geder, shetlandsponyer osv. Sådan ca. himmelen hvis I spørger mig eller de fleste børn. Ligger tæt på Skidstadion og så en gåtur op ad en lille bakke.
Læs mere her.

Torget Grill och Bar
Har man lyst til burger, fritter, bøf eller deslige, på den lækre måde vel at mærke, er det her lige stedet. Og der er altså intet grillbar over det på trods af navnet. Halloumiburgeren med sweet potato fries var vildt god. Eneste jeg fortryder var, at jeg blev for mæt til at prøve deres churros til dessert.
Læs mere her.

Restaurang Utsikten
Oppe i terænnet. Her er der, som navnet, antyder en virkelig smuk udsigt over fjeldene, der omgiver Idre Fjäll. Maden er god men det er høflig selvbetjeningen og der er godt med folk. Alletiders til en hurtig frokost eller varm kakao, når man skal have varmen eller ny energi.
Læs mere her.
Tip: Med undtagelse af Utsikten ligger de andre spisesteder, jeg anbefaler, nede i byen/i gåafstand fra byen. Med nogle af dem kan det dog være svært at finde dem på kort/adresse, da det meste i Idre har samme adresse (Po. Box 202). Men bare spørg om vej, så er de meget søde og hjælpsomme lokale klar på at pege dig i korrekt retning.
Tip: Generelt er det nemt og tilgengæligt med vegetariske og veganske alternativer, ligesom der findes også glutenfri valgmuligheder de fleste steder.

Langrend
Der er mange, velpreparerede langrendsruter i og omkring Idre Fjäll og der er tilmed to (næsten) flade ruter for langrends-rookies som undertegnede. Vi lånte udstyr i Mountain Sports Testcenter, der ligger lige ved Skidstadion. Og så begav vi os ellers ud på ruten Plattan 2. Knap 6 kilometer lang, overvejende flad og meget smuk. Og så stille. Langrend og alpint skiløb er to meget forskellige oplevelser og lige så meget som jeg elsker sidstnævnte lige så meget kunne jeg blive forfalden til de tynde turski.
Der er 12 langrendsspor fordelt på 82 kilomenter i Idre. Og en hel del af dem er tilmed belyste, hvis man er tidligt oppe eller sent ude.
Læs mere her.


Hundeslæde
Vi var ikke ude at køre med hundeslæde i denne omgang (jeg havde jo ham den allergiske med og at sidde i slipstrømmen fra 4 hunde, går ikke for hans luftveje), men det er der altså rig mulighed for i Idre Fjäll. Og denne crazy dog lady måtte selvfølgelig også liiiige forbi at hilse på hundende og forevige dem. Da vi var ude på langrend krydsede vi også hundeslæderuten og det så, så herligt ud. Jeg har prøvet det tidligere i Tromsø og kan varmt anbefale det. Sådan en vidunderlig oplevelse.
Læs mere her. Er man mere til at opleve fjeldet på hesteryg eller i kane så kig her.


Kex må der definitivt til. When in Rome og sådan…

Nikolaj var meget sød, at forære mig et par ski-overalls til jul, der kan åbnes i siderne, efterhånden som jeg bliver tykkere. Ret så smarte. Måske også bare som ‘efter-jul-skibuksen’ ;)


Overvejer alvorligt at flytte nordpå og købe 10 slædehunde. Solnedgang og te på vores altan fejlede ikke noget.

To på ski ♥

Tak for denne gang Idre Fjäll og på gensyn ♥






