Skønheden i alting

Valnøddekage med flødeskum i godt selskab.

Phew hvor er jeg træt i dag. Nu har jeg tudet jer ørerne fulde af, hvordan min energi ellers er helt i top, ja nærmest bedre end vanligt, her under graviditeten, så jeg skylder jer vist også at fortælle, når jeg ikke føler mig som en Duracell-kanin på coke. I dag er jeg træt, træt, træt. På den der måde, hvor man føler, man går rundt i en glasklokke og bare er sådan lidt pjevset og ved siden af sig selv.

Nuvel, det er ikke så underligt. Jeg er netop hjemvendt efter fem helt igennem pragtfulde dage i Irland, hvor jeg har lavet, alt det jeg elsker og lidt til. Og oplevet og oplevet. Der er fyldt godt på i mindebanken og oveni har vi tilbagelagt mange, mange kilometer hver dag i bil i ‘den forkerte side af vejen’ med mig som chauffør, så jeg er mentalt mast. Vi havde i øvrigt lejet en hybridbil og jeg er helt blæst bagover af hvad den formåede. Irland rundt (næsten) på en enkelt, lille tank. Sådan en vil jeg spare op til. Vi fik også en masse kilometer i benene på vandreture i den storslåede natur. Det hele skal nok få sit eget indlæg.

Men ovenpå alle oplevelserne og de (herlige!) strabadser er jeg altså lidt flad. Og skal lige fordøje. Så det skal jeg bruge aftenen på. Og så ellers tidligt i seng. Dog skal jeg selvklart også lige se Game of Thrones. Er helt klar med snacks og mit lille ‘Team Jon & Arya’-flag.

Her i indlægget er der gode øjeblikke og hverdagsskønhed fra de seneste par uger. Bliver altid så glad og benovet, når jeg går kamerarullen igennem og kan se tilbage på hvor meget fint, stort som småt, der har været på min vej.

Denne uge bliver ikke nogen undtagelse, tror jeg. Og den bliver en god blanding af alt muligt rart. Fra scanning onsdag (håber den lille fyr har taget fint på) til ELLE Style Awards fredag og så til koncert lørdag og loppemarked søndag (kom og sig hej, lopper den på Islands Brygge Loppemarked 10-16) og sikkert en masse fint derimellem. Hundeørenusning, yoga og pizzaspisning blandt andet…

Jeg håber, I får en mægtig, ny uge ♥

 

På weekendtur med gode veninder på Tisvildeleje Strandhotel. Se lige det magiske lys.

 

I Operaen at opleve Tosca. Prøver at lære mig selv det med opera. Tænker det lidt som at lære at drikke vin eller kaffe. Og jo mere jeg øver mig, jo mere nyder jeg. Synes det giver mig noget, at udfordre mig selv. Også kulturelt.

Det andet billede er fra sidste uge, hvor jeg i selskab med to af mine bryllupsbogskompaner, var en del af en ELLE-talk (om det at holde bryllup og/eller være bryllupsgæst) i Magasin. Sådan en hyggelig aften.

Weekendmorgen i sofaen.

 

Vi har vendt vores bordplade og jeg er vild med det lidt lettere, lysere udtryk. Den kommer ikke til at være sådan for evigt (min gemal foretrækker den mørkegrønne side), men det er nu rart med muligheden for lidt forandringen uden at skulle skaffe nyt.

 

Sovende solstrålevaps og ‘hjemmelavede’, smukke påskeæg fra sødeste Signe.

 

date night i Tivoli. Med churros og gåtur i den smukke, gamle have. Jeg ville gerne have prøvet et par af yndlingsforlystelserne, men det må man ikke, når man er gravid. Det kunne jeg nok have sagt mig selv. Altså at det ikke er smart at blive svinget sådan rundt. Tænker en del over hvor mange ting, der frarådes, når man er gravid (og jo, Dæmonen og Det Gyldne Tårn giver selvfølgelig god mening!), samtidig med at man (jeg gør i alle tilfælde) gladeligt cykler rundt. Og det er ikke ligefrem til at spøge med at cykle i København. Specielt ikke her i turistsæsonen eller i myldretiden.

 

Er fortsat tidligt på den og har derfor (som regel) tid til at nyde morgenmad og -matcha i ro og mag tilsat avislæsning eller en bog.

 

Taco Tuesday. Jeg craver mexicansk (eller tex mex, hvis vi nu skal være korrekte) og tror vi spiser tacos en gang om ugen for tiden. På vegetarisk facon med enten en vegansk fars eller røde linser i chili’en.

 

Kig op. Virkeligheden ser helt uvirkelig ud for tiden.

 

Penny og jeg indviede badesæsonen i påsken. Er så heldig at passe min lille udeboende hundebasse denne uge (passer hende således hjemme hos mine forældre) og det er altså helt vidunderligt sådan at have hende HELE tiden i en håndfuld dage. For jeg savner virkelig at være fuldtidshundemor.

Fejring af Nikolajs fødselsdag med morgenbord og gaver.

 

Postkort fra Irland. Apropos det der med, når virkeligheden ser helt uvirkelig ud. Der var SÅ utroligt smukt snart sagt alle steder.

(Visited 2.984 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

13 Kommentarer

  1. Jeg var i Irland på min studietur i 3.G. Vi var i Dublin og en af dagene var vi i Wicklow Mountains. Det var simpelthen den smukkeste natur! Der var også kirkegård og jeg var simpelthen SÅ imponeret over hvor meget, der bliver gjort ud af gravsten. De var så detaljerede – hvis du nogensinde skal til Irland igen, så hold evt. udkig efter dem, for det er virkelig imponerende. <3

    http://nouw.com/satinawandel

    1. Lagde godt mærke til det. Synes altid det er så spændende hvor forskellig kirkegårdskultur, man har fra land til land. Wicklow Mountains har jeg til gode, men lyder helt vidunderligt. Kram E

  2. Hej Emily,
    Jeres hjem er simpelthen det hyggeligste.
    Hvor er den mega fine dug fra?
    – Karina

    1. Hvor er du sød, mange tak :) Den er fra Ligne Particulier og er købt hos min yndlingsbutik A Door på Istedgade. Kram E

  3. Udover en guide til Irland, så kunne det være virkelig fedt med en guide/inspiration til sommerferie/weekend-steder på Sjælland. Min kæreste og jeg har valgt at holde vores sommerferie i Danmark i år. Som du ofte skriver, så er det så mange skønne steder tæt på, men vi rejser ofte langt væk for at finde dem. I år vil vi (to jyder), gerne opleve sjælland, for at opleve nogle dejlige sider af vores kære Land <3 Hvad skal vi se, hvor skal vi bo, hvad skal vi opleve? Jeg tænker du er den helt rette at spørge. Knus fra Vestjylland!

    1. Det var da en god idé med sommerferie herovre :) Umiddelbart elsker jeg jo Nordkysten lige fra Hornbæk over Dronningmølle og Gilleleje og hen til Vejby og Tisvildeleje. Men der er også herligt nede sydpå. Især er jeg selv betaget af Møn. Skal nok se på om jeg kan brygge en hel lille guide med forslag. Kram E

      1. TAK! Vi har snakket om Møn og Tisvilde, vil glæde mig til en mulig guide. God weekend ☺️