Som I måske kan fornemme på billederne her (som jeg i øvrigt knuselsker!), så er det et stykke tid siden, de er taget. Et halvt år efterhånden. Og det siger ikke så lidt om hvor meget og længe, jeg har taget tilløb til det her. For selvom Penny ikke har boet herhjemme i lang tid, så bliver det på en måde mere virkeligt, når jeg deler det med jer. Og når det bliver mere virkeligt, gør det mig også endnu mere ked af det.
Det er sjovt nok meget sværere for mig at tale om, end alt det der ‘bare’ vedrører mit eget helbred, som jeg delte med jer i sidste uge. Ja, det er lidt af en Pandoras æske, jeg har åbnet op for i disse dage.
Men – dyb indånding herfra – Penny er flyttet hjemmefra. Lige på ét punkt er Drømmemanden nemlig ikke særligt drømmemandsagtig. Overhovedet. Han har nemlig astma og allergi og kan ikke tåle hund. Og selvom vi håbede på det bedste, så går den ikke længere. Det slår sig på luftvejene og giver voldsomme astmaanfald og den slags skal man altså ikke døje med dagligt. Vi prøver selvfølgelig at finde en løsning, fikse ham, kurere ham. Men den slags tager tid, hvis det overhovedet er muligt i dette tilfælde.
Så nu bor Penny hos mine forældre og mens jeg er ret ulykkelig over ikke at have min elskede, allerbedste hundeven hos mig hele tiden, så er jeg glad helt ind i hjertet over, hvor godt hun har det. Hun nyder pensionisttilværelsen og sit daglige morgenspejlæg og al tiden og turene og nusningen. Og godnatkiksene.
Hun bliver med andre ord snotforkælet og jeg står stadig for meget af hendes motion og træning. Jeg går ture med hende dagligt (heldigvis bor mine forældre ikke så langt væk, medmindre de er i sommerhus) og har således fået en rolle à la weekend-far i hendes liv. Det er mig der kommer og tager hende i skoven/på stranden og laver fis og ballade, leger med hende, køber åndssvagt legetøj osv. Og når mine forældre er ude at rejse, flytter jeg hjem til dem og passer hende.
Hun har altid været meget hos dem, men nu er det så med omvendt fortegn og hun har det vitterligt så dejligt. En mere rutinepræget hverdag (noget hun elsker) og hun er sjældent alene hjemme. Og det trøster mig sådan, at hun er glad, når jeg savner hende og føler jeg har svigtet mit ansvar. Tårerne stiger op i øjnene på mig, mens jeg skriver det her. Jeg savner så utroligt meget, at have hende om mig. De af jer, der har hund kan nok forstå det.
For selvom jeg ser hende så ofte og hun stadig er en stor del af mit liv og omvendt, så er det ikke det samme som at have sin hundemakker hele tiden. At de er vidner til ens liv og man til deres. At stå op sammen og gå morgentur og nyde deres glade hundesmil og små finurligheder. At de lige kommer og lægger hovedet på ens lår og skal kæles lidt. Og så videre og så videre. Listen over gode hundeøjeblikke i løbet af en helt almindelig dag, er lang, hvis I spørger mig.
Jeg har haft flere hunde før, både som barn, ung og voksen, men jeg har aldrig før følt så stor samhørighed med en hund som Penny. Hun er min doggy soulmate og uden tvivl en once in a lifetime dog, som det hedder populært i hundeverdenen. Hun forstår altid præcis, hvad jeg mener eller hvordan jeg har det og omvendt. Uden at det skal lyde alt for flippet, så føles det faktisk som om vi kan tale sammen. Eller om ikke andet kommunikere uden misforståelser. Og selvom det er en frygtelig stor sorg, ikke at kunne have hende hos mig, så er jeg utroligt taknemmelig over, at have været heldig nok til, at hun blev min hund og ikke mindst over at mine forældre har givet hende verdens bedste hjem, hvor jeg stadig kan hænge ud sammen med hende. Bedste, lille pletnæse ♥
Jeg håber og ønsker så inderligt, at der kan gøres noget ved Nikolajs allergi og ellers så drømmer jeg i mit stille sind om at flytte i et delehus eller lignende med mine forældre (altså dele et hus, hvor vi kunne have en hundefri etage), så jeg igen kan have Penny i min hverdag. Vi får se. Indtil videre fungerer denne løsning i alle tilfælde og hundedyret har det godt og manden ligeså og det er det vigtigste ♥
Billederne har bedste Julie Bjarnhoff taget til Pennys (og min) store glæde. Julie har nemlig også et stort hundehjerte og jeg elsker hvordan hun har formået at forevige vores bånd og ikke mindst Pennys hundesmil.
