I mandags talte jeg om at lette på låget i forhold til at grave lidt i nogle af de ting, jeg har bakset med det seneste halve års tid. Og I var så søde til at komme med gode, virtuelle skulderklap, skuldre at græde ud ved og tilmed stor forståelse for, at det ikke er alt der skal eller bør deles. Men jeg er kommet frem til, at jeg rent faktisk gerne vil dele. I alle tilfælde noget af det, der har plaget mig (ok, det lyder voldsomt, så slemt er det trods alt heller ikke). Både fordi noget af det, der har været sværest ved at have det skidt, har været at have et job, hvor jeg ‘skal’ forholde mig til mig selv og hvad jeg laver, men også – og måske i særdeleshed – fordi der nok sidder en eller flere af jer derude, der kan relatere til eller måske ligefrem lære af min historie. Og så fordi det her føles som et rart, trygt og forstående forum. Tak for det ♥
Når man blogger på den måde, jeg gør, hvor alting tager udgangspunkt i ens egen personlighed og virkelighed, så er det verdens bedste job, når man har det godt og oplever sjove og inspirerende ting. Det er til gengæld et virkeligt nederen job, når man er ked, udkørt og slet og ret ikke har lyst eller overskud til at dele.
For når man hverken vil spille komedie og lade som om man har det godt, når man ikke har det, men også er alt for flosset og skrøbelig til at dele ud, så havner man i et ubehageligt limbo. Og således mistede jeg på sin vis også lysten til noget af det, jeg ellers holder allermest af: At dele stort og småt herinde.
Jeg ønskede af flere omgange, at jeg havde et helt andet job, et hvor jeg ikke skulle bruge mig selv som person, men i stedet kunne ‘nøjes’ med at bruge mine kompetencer. Det er også derfor, der har været en eklatant mangel på ‘dagens outfit’ gennem en lang periode. Jeg følte simpelthen ikke for at posere og stille mig op og se ‘smart’ ud, mens jeg følte mig alt andet end det. Og hvis der er en ting, jeg efterhånden har lært gennem mine 9 år i faget, er det at man skal lade være, hvis ikke man føler den. Ellers snyder man sine læsere, men mest af alt sig selv.
Jeg kom udenom det. Fandt emner jeg havde lyst til og kunne dele uden at gå på kompromis, bloggede generelt lidt mindre og tog mig tid til at fikse det, der var galt i stedet for kun at lappe.
Men lad os tage fat ved nældens rod. Det startede tilbage i efteråret sidste år. Jeg kunne se tilbage på mit livs travleste og på mange måder også bedste år. Jeg var jo lige blevet gift for filan. Det hele kørte for mig både professionelt og privat. I alle tilfælde på papiret. Jeg følte mig SÅ sund og stærk og fit. Det var sådan en underlig fornemmelse, for jeg gik fra at være grundglad helt ind i knoglerne til bare at være SÅ uendeligt træt og på en måde også lidt ligeglad. Og det var det med at være så træt og ligeglad, der foruroligede mig mest og tilmed gjorde mig trist. Jeg kunne slet ikke kende mig selv.
For at være ærlig, kunne jeg heller ikke så godt finde ud af det. Jeg er god til at være glad, god til at have energi og formå og overkomme. Men jeg kunne slet ikke finde mig selv i den trætte, trætte underskudsperson, jeg pludselig var. Jeg kunne slet ikke identificere mig med ‘at være nede’ og det gjorde næsten bare det hele værre. Dét og at jeg ikke forstod, hvad der var galt.
Det skete selvfølgelig ikke fra den ene dag til den anden, men over tid. Men de første par signaler opfangede jeg slet ikke og det var først, da jeg var så træt, at jeg næsten ikke orkede, at stå op om morgenen eller når jeg måtte slæbe mig gennem gåture med Penny, som jeg normalt ikke ville regne for noget (kort tid inden løb jeg 30 km om ugen fordelt på 3-4 ture), at jeg tænkte, at noget var helt galt fat. Jeg husker særligt en dag, hvor jeg skulle til et frokostmøde og hvor jeg havde lagt mig på sengen umiddelbart inden. Og blev overrumplet af følelsen af bare ikke at orke NOGET. Jeg måtte give mig selv en mental opsang, for overhovedet at komme ud af døren. Hvilket tog 40 minutter. Jeg var mere end en halv time forsinket, da jeg endelig nåede frem og kunne kun tænke på at komme hjem på sengen igen. I den periode aflyste jeg så mange aftaler, at jeg får det helt dårligt over at tænke på det. Men det var nødvendigt.
Jeg tog selvfølgelig til lægen, der tjekkede mig for alt det mest sandsynlige. Blodprocent, infektionstal, vitaminer og mineraler. Alle prøver kom tilbage og var perfekte. Endda D-vitamin som stort set alle danskere ellers mangler.
Samtidig var min menstruation også pist væk (og var det i over 90 dage!) og når man gerne vil have børn indenfor en overskuelig fremtid, er det ikke ligefrem et drømmescenarie. Jeg har PCOS (en hormonel lidelse hvor man kan have sjældne ægløsninger og dermed menstruationer, forhøjet testosteron-niveau m.m.), men i mild grad og har altid formået at holde det nogenlunde i ave med kost og motion. Men nu var det som om også PCOS’en var gakket helt ud.
Jeg kom til lægen igen. Hun tog flere prøver; stofskifte, hormoner, hele baduljen. Jeg blev sendt videre til en gynækolog. Min PCO i mild grad var en saga blot, nu var den full blown og en scanning viste da også, at jeg nu havde cyster på æggestokkene som perler på en snor, hvor jeg tidligere næsten havde set ‘normal’ ud på scanninger. Gynækologen gav mig kunstige hormoner for at fremprovokere først en menstruation og så en ægløsning. Og så fik jeg det ellers dobbelt så dårligt. Hvis min krop havde kæmpet bravt med at få balance i sine egne hormoner, så blev den vippet helt af pinden af de kunstige. Jeg blev anbefalet flere hormoner i tabletform “for at få sat gang i det hele”, men det føltes så forkert, at jeg valgte at afbryde forløbet.
Det her billede er taget, da det hele startede. Jeg var hundeangst og så frustreret, da jeg bandt så meget væske, at jeg havde taget 4 kg på og nærmest ikke kunne passe mine sko.
Mens de kunstige hormoner stadig rodede rundt i mit system, blev alting værre. Jeg tog på, jeg bandt væske som en gal og jeg blev om muligt endnu trættere. Og samtidig fik jeg også seneskedehindebetændelse i begge håndled og ondt i skinnebenene. Det kan sagtens være et tilfælde, men det virkede så påfaldende enten som symptom på hormonerne eller på at min krop generelt bare sagde stop. På det tidspunkt havde jeg aldrig tidligere haft en skade i forbindelse med min træning.
Det kan godt være, at jeg bliver nød til at hoppe på hormonerne igen, den dag jeg vil være gravid, det er der ingen skam i, men den tid den sorg og så vil jeg i alle tilfælde gøre alt hvad jeg kan, for at min krop er i balance og ro INDEN.
Indtil flere gange blev jeg spurgt, om jeg var stresset. Men helt ærligt, jeg følte mig ikke stresset. Jeg var god til at lave og nå mange ting, men syntes egentlig, at jeg havde ret godt styr på min life/work-balance. I dag er jeg ikke enig og sætter afslapning meget højere end jeg nogensinde har gjort før, ligesom jeg forsøger at skatte det langsomme i stedet for det travle. Selvom mit hovede tilsyneladende godt kunne følge med, så kunne min krop og dermed mine hormoner ikke klare presset. Alt hvad jeg lavede foregik i højt tempo og jeg sad aldrig rigtigt stille. Typen der hele tiden lige skal rydde lidt op og ordne noget også selvom jeg egentlig bare skulle sidde og se en film. Jeg elskede al min motion og træning, men det var også alt sammen i højeste gear og set i bakspejlet, så manglede der noget modvægt til løb/crossfit/HIIT. I dag har jeg masser af rolige gåture og yoga med i mit træningsmiks, ligesom jeg holder pauser hvor jeg mediterer, skribler i en notesbog, laver hyggelige ting for mig selv (varmt bad, læse bog og drikke urtete med beroligende egenskaber m.m.) altsammen for at ventilere stress.
I takt med at jeg mistede tilliden lidt til gynækologen og han mistede tålmodigheden med mig, besluttede jeg at undersøge alt hvad jeg kunne selv og ikke mindst lytte til min krop. Min trætte, trætte krop. Det var omkring det tidspunkt, at jeg ved lidt af et tilfælde igennem dette indlæg stødte på Alissa Vitti’s bog Woman Code og samtidig begyndte jeg at gå hos en ernæringsterapeut, med henblik på at få min PCOS og mine hormoner i balance igen. Gennem kost og tilskud fremfor kunstige hormoner.
Hormoner er stort set alting i vores krop. Det er ikke bare kønshormoner, som nok er det man ellers forbinder med ordet, men også stress, søvn, fordelingen af energi i kroppen, ja, alting. Og når der er rod i en afdeling, så kan det meget vel smitte af på resten af arrangementet.
Min manglende menstruation var helt klart et symptom på, at noget ikke spillede med mine kønshormoner, men måske det også var en indikator på, at der var noget galt andre steder i kæden. I Woman Code læste jeg om adrenal fatique (binyretræthed) og uden at skulle kede jer med for meget med det, så passede det til punkt og prikke på mine symptomer og jeg kan huske, hvordan jeg læste om det og havde et vaskeægte aha-øjeblik.
Og kuren for det (sænke stress vha. mindre koffein, afmålt og rolig træning, regelmæssig søvn, stabilt blodsukker og afslapning) virkede som en drøm for mig. Det var ingen mirakelkur og det tog tid, men langsomt fik jeg det bedre og blev mindre træt og mere glad.
Nu føler jeg mig som mig selv igen, ja måske endda bedre. Med sædvanlig energi og overskud, men også med en langt større ro og meget, meget mere i kontakt med min krop og mine behov. Da først jeg begyndte at lytte, fandt jeg ud af hvor utroligt meget min fantastiske krop fortæller mig. Blandt andet fortalte den mig, at jeg VIRKELIG behøver en stress-ventil (og at jeg skal huske at bruge den), ellers ramler korthuset.
Jeg er helt med på, at det er en alternativ approach, men det virkede for mig, selvom jeg stadig har nogen vej igen. Men jeg ser det som en rejse og det er en rejse, jeg er virkelig glad for at være kommet på, også selvom jeg bestemt ikke brød mig om den i starten. En rejse der ikke bare har gjort mig opmærksom på hele vores endokrine system og hvordan alting er nøje orkestreret og spiller sammen (når ellers det fungerer som det skal), men også har åbnet mine øjne for mere spirituelle ting som meditation og alternativ behandling som akupunktur.
Jeg er blevet så opmærksom, på hvad jeg gerne vil: Ro, nærvær, fordybelse, nydelse, bevælgelse, at jeg har fået lettere ved at give slip på det, der ikke har lige så høj værdi for mig, ligesom jeg ikke er helt lige så bange for at gå glip af noget, som jeg har været. For jeg kan ikke det hele og det er helt okay.
PCOS rammer så mange kvinder efterhånden og kan vise sig på helt utroligt mange forskellige måder. Rod i kønshormonerne, overvægt, acne, insulinresistens, ekstrem træthed, øget kropsbehåring, humørsvingninger og infertilitet som følge af manglende ægløsning/menstruation er nogle af dem. Man kan have et symptom eller flere. Desværre kan man som patient meget nemt løbe panden mod muren og få at vide, at der ikke rigtigt er noget at gøre, udover at tage kunstige hormoner i form af eksempelvis p-piller. Heldigvis findes der efterhånden masser af andre mere eller mindre alternative ressourcer. Ligesom nettet bugner af solstrålehistorier om kvinder, der gennem kost, motion og livsstil i almindelighed holder deres PCO så meget i ave, at den virker til at være kureret.
Jeg vil gerne være en af de solstrålehistorier. Og jeg vil gerne dele den med jer.
Det kan være knusende, at få en PCO-diagnose, da det er en lidelse, der ikke kan helbredes, men som kun kan holdes i skak, men jeg finder stor trøst i, at der trods alt er rigtigt meget, man selv kan gøre og at meget af det jeg allerede gør, har en positiv effekt.
Sidst men ikke mindst må jeg hellere lige understrege, at hvis man er syg eller der er noget galt, bør man altid søge lægehjælp. Men man er altså også i sin gode ret til at forholde sig kritisk og til at få en second opinion. Især når det kommer til en hormonel lidelse som PCOS, hvor der stadig er meget sparsom viden på området og hvor lægens lette lappeløsning i mange år har været at udskrive p-piller. Der findes heldigvis også mere proaktive gynækologer, der har en større viden og behandler PCOS med en kostplan i stedet for kunstige hormoner, de hænger desværre bare ikke på træerne.
I sidste ende, så tror jeg, at man selv er den bedste ekspert, når det kommer til ens egen krop. Hvis ellers man lærer og formår at lytte til den.