Læseklub: Helle Erobreren

Jeg satser egentlig på, at vi lige kan nå endnu en bog (altså efter denne) i læseklubben, inden jeg skal føde, men under alle omstændigheder, så napper vi Helle Erobreren af Marie Louise Tüxen og Anders Morgenthaler til en start. Og så, håber jeg, en til efterfølgende inden vi lader læseklubben holde sommerferie og undertegnede holde barsel.

Hvad der skal ske derefter, bliver spændende. Nogle har stort held med at læse, når de ammer. Andre not so much. Så jeg tager det, som det kommer, men håber da inderligt, at læseklubben kan vende stærkt tilbage på den anden side af sommeren.

Men nok om mine skrupler. Lad os i stedet snakke om den bog, vi skal læse nu. Selv er jeg halvvejs (skal jo lige tjekke, hvad det er jeg lokker jer til) og jeg er lige dele betaget af de mange finurlige betragtninger og flad af grin (og ved at krumme tæerne af), så jeg tør næsten godt love jer, at det bliver godt.

Vi læser Helle Erobreren fra nu af og frem til søndag d. 16. juni, hvor jeg poster diskussionsoplæg på bloggen. Er man længere tid om at læse den, så er det intet problem, man læser som vanligt i eget tempo og det er en helt frit for, om man vil deltage i diskussionen.

Ps. Og nej, bogen har intet med badeænder, pusleborde eller børnebilleder af Nikolaj at gøre, men det er bare der, jeg er lige nu ;)

Fra bogens bagside:

LYV HURTIGERE END EN GRIS KAN RENDE

Helle Anja Janning var en gudsbenådet slagter. Hun kunne lægge et snit på en svineskank, som var det en finere kunstart, og hun drømte om at erobre verden med sine evner, så hun kunne give sin datter, Michelle, et godt liv. Men så gik det galt.

I dag er helle arbejdsløs, Michelle er flyttet hjemmefra i vrede over sin mors svage karakter, fogeden banker på, og Helle skal i endnu en trist jobaktivering – denne gang på Nykøbing F. Sygehus.

Helle står foran akutmodtagelsen, da ambulancerne pludselig vælter ind, og i tumulten bliver hun forvekslet med den sygemeldte polske turnuslæge Natalia Nowak. Så er spørgsmålet: Hvad gør man, når man er faret vild i sit eget liv, og man pludselig får chancen for at blive en anden?

Helle Erobreren er en hæsblæsende og rørende svindlerhistorie om den stordrømmende slagtermester Helle, som for at vinde sit liv, sin værdighed og sin datter tilbage udgiver sig for at være kirurg på Nykøbing F. Sygehus.

Uddrag fra bogen:

“Helle kigger igen på de links, hun fandt, da hun googlede ‘Grey’s hvide verden’. Der er masser af fanfora. Hun finder et fanforum under Reddit, der hedder Real-MD-Greys-Fans. Det er et forum for de fans, der tilfældigvis også har taget en tiårig medicinsk uddannelse, rigtige læger, der ser fjernsyn.

Helle laver en profil, MD_Pony_popcorn, og har det som børnene i Narnia-fablerne. Hun er gået igennem et magisk skab (= Nykøbing F. Sygehus= og er nu trådt ind i et fantastisk rige (= operationsstue 7), hvor utrolige skabninger kæmper med liv og dø. 

Der er forskellige emner med lange diskussioner om, hvad rigtige læger ville have gjort ved overdosis, amputerede fødder, mærkelig tør hoste og minsandten, bortoperation af lederet milt. Der er fotos fra serien og fra virkelighedens operationer. Et kort øjeblik bliver Helle forarget over, at læger har brugt kostbar tid og risikeret folks liv for at tage foto til et fansite for deres yndlings-tv-serie, men på den anden side skal hun måske ikke kaste med sten, når hun bor i en slagter, der tror, hun kan klare sig som læge.”

(Visited 1.600 times, 2 visits today)

Skriv en kommentar

2 Kommentarer

  1. Glæd dig; den er så fin, finurlig, sjov og tankevækkende… Og bare rigtig sød.
    Kram L

  2. Den bog må jeg læse.
    Jeg bor i Nykøbing F og med alle de klager – historier man hører om sygehuset ja så er den måske næsten sand…….
    Tak for en fin blog og dejlige billeder på IG
    Hanne