Okay, det her er den skæggeste, vildeste og mest vanvittige bog, jeg længe har læst. Og helt ærligt, så åd jeg historien råt. Jo, jo det er gakket og usandsynligt. Og så alligevel ikke, for det nervepirrende og rablende, gakkede plot holder hele vejen. Synes jeg.
Berlingske Tidende var ikke enig og gav bogen bundkarakteren én stjerne. I Politiken fik den diplomatiske tre hjerter. I Jyllands-Posten blev den kaldt “halvsjov” og fik ligeledes tre stjerner. Weekendavisens anmelder (den ellers skrappe Lars Bukdahl) var til gengæld begejstret. Og det er jeg altså også. Måske jeg er alene (sammen med Lars), så derfor glæder jeg mig sådan til at høre, hvad I synes.
Jeg kunne altså ikke lade være med at knuselske uheldige/heldige, skøre Helle. Også selvom hun jo egentlig er en værre skurk og svindler. På trods af det vil man (jeg i alle tilfælde) hende det bedste, og jeg kunne ikke lade være med i mit stille sind, at heppe på hende. Nå, ja og krumme tæer, så jeg nærmest fik krampe i benene, fordi jeg var så bange for, at hun blev opdaget.
Det er altid lidt spændende, det der med et forfattermakkerpar. Det kan der både komme makværk og glimrende bøger ud af (ja, det kan der selvfølgelig også, når det blot er en forfatter). I dette tilfælde tror jeg bestemt, at det har været en styrke. For jeg kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet over Morgenthaler og Tüxens kringlede hjerner. Og tænker, at det er herligt, at den ene måske kunne gribe og forme idéerne, når den andens fantasi løb løbsk. At der var en til at få sproget til at blive appetitligt og blomstre, mens den anden holdt styr på hoved og hale i plottet. Eller omvendt. Jeg aner jo ret beset ikke noget om deres arbejdsgang, men jeg har mine anelser.
Syntes alt i alt, at det var sådan en morsom bog om ganske store, eksistentielle emner og den får to tommelfingre opad og mine varmeste anbefalinger som sommerferielæsning. Hvis I da ikke allerede har læst den.
Det håber jeg selvfølgelig I har og at I har lyst til at fortælle mig om jeres læseoplevelse.
Hvad kunne I allerbedst lide ved bogen?
Jeg elskede hvordan den fallerede Helle, blev noget så handlekraftig og tog affære, da hun pludselig fik muligheden for at være en anden. Selvfølgelig var det drønforkert, men for mig var det spændende at se, hvor meget hun egentlig kunne finde hoved og hale i tilværelsen, så snart der blev skruet en lille smule på knapperne. Fik lyst til at kunne tale med hende og sige “Se nu der Helle, du kan jo godt, nu skal du bare tage al den energi og hitte-på-somhed og føre den over på noget, der ikke er moralsk og etisk forkert. Eller helt og aldeles kriminelt.”
Og så kunne jeg godt lide hvordan Mikael Bo fik tørt på, mens Helle samtidig kunne være så omsorgsfuld overfor Gerda, Alfred og (til dels) Pavel.
Var der noget, der irriterede eller generede jer?
Helle, Helle, Helle. Man havde lidt lyst til at ruske hende, havde man ikke? Samme handlekraft som jeg holdt af, havde jo også en skyggeside og hun tog hele tiden overilede (og snotdumme), impulsive beslutninger.
Slutningen/epilogen blev dog liiiidt for meget af det gode for mig (jeg er ret rummelig, men alligevel). Altså der blev det næsten for godt til at være sandt. Helle nu som heltinden Clémentine i Afrika. Ej hva?
Følte I, at det var den vildeste røverhistorie nogensinde, eller ‘købte’ I plottet. Kunne I måske endda spejle jer lidt i Helles historie?
Jeg købte den. Både fordi det for mig lidt er præmissen for at læse med. Men syntes også det på utrolig vis holdt. Altså de var så menneskelige allesammen. Også selvom de fejlede. Eller måske netop derfor. Og så var det så forståeligt, samtidig med at det var forkert. Kan godt lide betragtningen fra bagsiden: “Hvad gør man, når man er faret vild i sit eget liv, og man pludselig får chancen for at blive en anden?”. Tænker at det også er så menneskeligt. Det med lejlighedsvis (lidt) at prøve at være en anden. Omend i noget mindre skala ;)
Og nu glæder jeg mig sådan til at høre, hvad I syntes om Helle Erobreren? Tag udgangspunkt i spørgsmålene ovenfor eller fortæl om noget helt andet eller tredje, der gjorde indtryk på dig.