
Billede herfra.
I dag går jeg på barsel. Med lidt under 4 uger til termin. Som udgangspunkt holder jeg barsel i 3 måneder. Måske længere. Det besluttede jeg ret tidligt i min graviditet. Både at jeg ville ‘gå fra’ før og at jeg ville have en periode, hvor jeg holdt ægte orlov fra at arbejde. For selvom jeg er selvstændig og barsel derfor på sin vis, er en by i Rusland, så har jeg sparet op og forberedt. Jeg vil gerne give mig selv og min lille familie ro til at finde os selv. Uden at jeg skal være et bestemt sted på et bestemt tidspunkt eller have andet hængende over hovedet. Det føles rart.
I praksis betyder det, at jeg har sat auto-reply på mailen, at jeg ikke har nogen arbejdsaftaler eller møder i kalenderen, ingen kampagner der skal afvikles, deadlines der skal overholdes eller opgaver der skal afleveres de næste 3 måneder og at jeg generelt tager den med ro resten af året. Og så tager jeg og vi den derfra.
For selvom man nemt kan blive godt gammeldags sur i skralden over forholdene, når man som selvstændig både skaber sin egen arbejdsplads og samtidig producerer en ny borger (og der er vitterligt ikke meget pænt at sige om barsel for selvstændige), så er det også et privilegium, at kunne råde over sin egen tid. Det fortæller jeg i alle tilfælde mig selv, så jeg ikke misunder lønmodtagerne deres (i mange tilfælde) lækre, lange barsel ;) Og så har jeg heldigvis også min skrappe og kærlige mor til at minde mig om, hvordan barselsforholdene var, dengang hun fik mig. Hun var på vagt på Intensiv Afdeling på Riget bare 3 måneder efter at have født mig, og sad og pumpede mælk ud i pauserne. Så har jeg det jo som blommen i et æg i forhold, hehe.
For nok kommer jeg til at arbejde allerede et par måneder efter fødslen, men det bliver på mine og min drengs præmisser. Nikolaj har ikke noget barsel, så Tarzan og jeg bliver et team og min arbejdsdag (til den tid) derefter. Jeg kommer således ikke til at tage en skrive- eller konsulentopgave ind eller lave en kampagne på bloggen med mindre, jeg virkelig føler for det og har lyst og overskud. Og tidligst efter tre måneder. Det bliver så fint at skære ned og måske tjene mindre for en periode. Vi når nok det hele alligevel. Generelt synes jeg altid den slags skift og forandringer fører noget fint med sig og det vil jeg gerne kunne omfavne. Jeg har ikke travlt og glæder mig til bare at nyde den specielle tid og lære mit barn at kende ♥
Jeg regner dog ikke med at forsvinde fra jordens overflade. At blogge og dele med jer er (stadig) mindst lige så meget min hobby og interesse, som det er (en del af) mit job, så I kan godt regne med jævnlige opdateringer herinde. Både henover sommeren og når han er kommet til verden. Måske lidt mindre end sædvanligt og måske bliver her ret stille umiddelbart efter fødslen. Til gengæld kommer her slet ingen annoncer eller kampagner (med en enkelt rigtig god undtagelse næste lørdag) de næste tre måneder. Og det giver mig så meget frihed, at jeg ikke har noget der skal op dér og dér, men at jeg blot kan dele når og hvis, jeg har lyst, tid og overskud.
Jeg ønsker jer en helt vidunderlig weekend ♥
Klem fra barselsboblen
Emily