I går havde jeg termin. Sådan en dato er jo blot et skøn. Min især, idet den var baseret ud fra en scanning i uge 8 og ikke sidste menstruations første dag. Selv tror jeg den er sat en my for tidligt. Og egentlig er den jo også lidt ligemeget, for ens baby kommer jo på sin fødselsdag og når den selv er klar. Med mindre man går meget over tid, men det er en anden snak.
Alligevel var det altså forbundet med en omgang sommerfugle flaksende i maven og ikke mindst en god dosis forventningsfuldhed, at jeg ramte min terminsdato i går. For uanset hvad, er det jo den dato, der har været skæringspunktet så længe. Den i kalenderen med et stort kryds og et hjerte ved. Den man har sagt igen og igen, når folk har spurgt. Derfor er den også uundgåeligt noget særligt.
Egentlig gad jeg godt vente en lille uges tid til. Jeg er klar, men har ikke travlt. Men det er jo ikke noget, jeg bestemmer. Overhovedet. Og måske heldigvis for det. Som en af jer skrev, så er al denne uvished en god forberedelse på forældreskabet.
I går troede jeg, at den var der. At fødslen så småt var ved at gå i gang. Også selvom det jo kun er en lille procentdel, der rent faktisk nedkommer på selve terminsdatoen. Men jeg fik nogle helt nye og spændende smerter over lænden, plukveer og sammentrækninger og ikke mindst en ny tyngde ned i bækkenet. Der gjorde det til en helt ny og særlig oplevelse at gå, hehe.
Så vi tog den med ro. Hyggede hjemme, trak vejret og ordnede lidt ting og sager. Men slappede mest af alt af. Hen over middag tog sammentrækningerne til og smerten i bækkenet ligeså. Men så aftog det ud på eftermiddagen og selvom der kom lidt igen om aftenen, så var det ikke med samme intensitet. Hvilket gav plads til en meget tiltrængt lille strandtur med afkølende dyp i havet og senere en mindst lige så tiltrængt gåtur til Ismageriet. Sidstnævnte dog med mange pauser og i sneglefart. Det føles vitterligt, som om der sidder noget helt nede mellem mine ben. Nogens hovede måske… Måske han bare ‘skruer sig ned i bækkenet’ og det er det, jeg kan mærke og som gav anledning til postyret i går. Maven ser også anderledes ud. Lavere ligesom. Og jeg har en følelse af at have fået mere plads foroven igen. Så et eller andet er i gang.
Det er så spændende ♥
Billederne her har dygtige Kiri fra ByBoserup taget. Jeg var sådan i tvivl, om jeg skulle få taget såkaldte maternity-billeder. På en måde føltes det lige vel meget til den amerikanske side, men jeg blev enig med mig selv om, at det nok ville være et minde, jeg ville blive så glad for at have. Og at jeg jo ikke behøvede at vise dem til nogen, hvis ikke jeg havde lyst. At de fint kunne ligge i skuffen som mit eget private minde om en for mig helt utrolig og magisk tid.
Men manner, hvor er jeg glad for at jeg gjorde det. Kiri og jeg mødtes på Amager Fælled -altså lige omme i min ‘baghave’ – en lun sommeraften for ikke så længe siden med det mest utrolige lys. Jeg er så vild med de billeder og er lykkelig over at have fotominder fra min graviditet i tillæg til alle de minder, jeg gemmer på i hjertet. Både fordi det her på alle måder har været en meget speciel tid for mig, men også fordi jeg ikke ved, om jeg kan blive eller skal være gravid igen.
Generelt har jeg efterhånden lært med billeder, at man primært fortryder dem, man ikke tager eller får taget…
