Altanliv

Stadig ingen baby. Måske både han og jeg hygger lidt for meget med ‘slutspurten’? Forestiller mig, at han vokser sig stor og stærk og for mit eget vedkommende, så har jeg det stadig så godt, at jeg heller ikke på den konto, har synderligt travlt med at få ham ud. Altså han kommer, når han kommer og får lov at blive så længe han lyster, så længe han (og jeg) har det godt og trives selvfølgelig.

Må indrømme, at jeg (når lige man ser bort fra uvisheden) virkelig nyder denne her barselstid med ham på indersiden. Går ture, fikser og ordner herhjemme (ja, det er en slags sindssyge det der redebygning), går i biografen med Nikolaj, læser, ser serier, læser blogs, dagdrømmer og har en spontan venindeaftale hist og her.

Og så bruger jeg rigtigt meget tid på vores altan her i sommervarmen.

Altanen slap nemlig heller ikke for lige at blive en del af redebyggeriet. Selvklart skulle den da have en lille makeover ikke?

Vi havde længe drømt om en rigtig lounge sofa derude (før havde vi to euro-paller med et par puder på) og så et mindre bord, samt stabelbare stole, så al pladsen ikke blev taget af det smukke, men store træbord, vi havde inden. Det har i øvrigt allerede fået et nyt og kærligt hjem.

Vi er endt med et klapbord, der kan fylde så godt som ingenting, men også bespise både 2 og 4 personer (og flere til med lidt god vilje) alt afhængig af om man slår det helt eller halvt op. Og så en rar bambussofa, der bliver brugt til serieaften stort set hver aften for tiden. Glæder mig til at sidde derude med Tarzan lige om snart ♥

 

Og så er der selvfølgelig alle planterne. De fleste af dem har jeg sået selv og alt står så fint lige nu. Morgenfruer og solsikker mangler stadig at blomstre, men det er nu også hyggeligt, at have noget til gode. Jeg ved ikke hvad det er, det gør ved en sådan noget planteliv. Men jeg kan sidde og kigge på dem og falde helt hen. Og det føles som terapi, at vande, nippe og nusse om dem, snarere end som en pligt.

Bierne har ladet vente på sig i år. Desværre. Sidste år var der hele sommeren rigtigt mange, der nød godt af min blomsterbuffet, men det er først i denne uge, at jeg har set bier i år. Blev helt rørt (ja, ja er også gravid og har hormonerne buldrende på højtryk). Så der sad jeg og græd lidt, da jeg så en bi og så en til. Brumbasser er der til gengæld masser af og de er også så velkomne.

(Visited 4.062 times, 4 visits today)

Skriv en kommentar

7 Kommentarer

  1. Sikke en skøn altan! Jeg vil lige benytte lejligheden til at ønske dig en rigtig god barsel, og så vil jeg også sige tak for du altid deler så fint om stort og småt herinde. Tak fordi vi må læse med.

    1. Ej hvor er det bare en sød besked Anne, tusind tak for den. Og dejligt at det er værdsat. Tænker sådan, at jeg netop gerne vil have, det er en blanding af det. Både de lidt større og af og til tungere ting, men også ‘bare’ inspiration, hverdagsglæde og gode ting. Stort knus E

  2. Det ser virkelig fint ud :-)
    Hvor har I købt de fine altan møbler?
    Har I overvejet en altan barnevogn til den bette fyr? – Det tror jeg, I vil få stor glæde af, nu hvor I bor så højt oppe!
    Alt held og lykke med den forstående fødsel :-)

    1. Tusind tak :)
      Bord og stole er fra Skagerak og sofaen er fra Ilva.
      Ja, vi har tænkt på det, men vores lejlighed er sådan, at man kan køre barnevognen derud, så vi prøver lige af om det fungerer først. Hvis det er for bikset (og måske grisset, når det bliver efterår), så køber vi en brugt barnevogn, der kan stå derude :) KRam E