
Som forudset, får jeg ikke læst helt så meget på papir, efter jeg er blevet mor. Til gengæld får jeg ‘læst med ørerne’. Også i dén grad. Og det er altså herligt. Så slipper jeg for at gå glip af ventede eller anbefalede læseoplevelser og kan holde mig nogenlunde opdateret på den litterære front (noget jeg sætter stor pris på) og samtidig også få ‘læst’ bøger, jeg længe gerne har villet stifte bekendtskab med.
Jeg lytter især, når jeg går ture med barnevognen eller på anden måde er på vej og så når jeg ammer. Det bliver sammenlagt til nogle timer om dagen. Hvilken lytteluksus!
Måske I også er på barsel? Eller lytter på turen til og fra arbejde? Eller som godnathistorie? Uanset om det er det ene eller andet eller noget helt fjerde, har jeg samlet en række anbefalinger til efterårslytningen her i indlægget. Både bøger jeg har hørt allerede og kan anbefale og så dem, jeg selv har i kikkerten og på læselisten.
Rigtig god lyttelyst ♥



Jeres boganbefalinger
Og som sædvanligt, når jeg laver boganbefalinger, bliver jeg mere end glad for også at høre jeres. For det kan altså være lidt af en jungle. Så har du lyttet til noget dejligt og med en god oplæser for nyligt, så tip endelig mig og de andre.
30 dages gratis adgang til Mofibo
Lige nu kan du få 30 dages gratis adgang til alle de mange e-bøger og lydbøger på Mofibo med koden ES2019 ved at signe up her. Tilbuddet gælder nye brugere og løber frem til d. 30. november 2019.

5 lydbøger jeg har ‘læst’ og kan anbefale
- Moderskab og Mødrehjælp – Otte portrætter og 100 års historie af Pia Friis Laneth. Denne her ‘anbefalede’ Mofibo mig selv og hurra for det! Medrivende og spændende historisk portræt af foreningen Mødrehjælpen og dermed kvindeliv og -kamp, moderskab og kønspolitik de seneste omtrent 200 år. Krydret med 8 personlige portrætter af vidt forskellige kvinder, der af den ene eller anden årsag, har fået hjælp af Mødrehjælpen. Fik en klump i halsen og våde øjne over hvor hårde vilkår og få muligheder, man havde som enlig mor i slutningen af 1800-tallet og kuldegysninger, da jeg læste om såkaldte englemagersker, kvinder der tog spædbørn i pleje (mod betaling) for så at slå dem ihjel, så der ikke var endnu en mund at mætte. Det hele er dog ikke gys og gru og der er også masser af solstrålehistorier og spændende betragtninger. Kæmpe anbefaling herfra.
- Vådeskud af Katrine Engberg. Nyeste skud på stammen fra en af mine yndlingskrimiforfattere. Og den lever bestemt op til de forgængerne og lidt til. Velskrevet, med et snørklet plot, der leverer udover blot at følge den gængse ‘krimiopskrift’. Og oplæst glimrende og indlevende af forfatteren selv. Jeg glæder mig allerede til den næste i serien.
- Patrick Melrose-trilogien (Glemt det, Dårligt nyt, En smule håb) af Edward St Aubyn. Har længe haft bogen stående i reolen, men er aldrig kommet i gang på trods af mange anbefalinger. Men nu er det lykkedes. Og fy for den lede. De halvbiografiske romaner skildrer Patrick Melroses liv i en britisk overklasse familie med en væmmelig, herskesyg far og en underkuet, alkoholiseret mor. Og hvad der kommer ud af sådan en opvækst af misbrug og svigt. Ikke for sarte sjæle, men vanvittigt velskrevet og til tider endda morsom midt i alt det grusomme.
- Alle Roland Triel-krimierne af Dennis Jürgensen. Vildt spændende og blodigt og bestemt ikke for børn. Grusomheder og kriminialgåder fra gode gamle Jürgensen, der stadig er mere end relevant. Serien udmærker sig ved, at der udover hver bogs afsluttede handling også er en overordnet forbrydelse at opklare, der er fortløbende gennem romanerne, nemlig mordet på Roland Triels egen kone og mishandlingen af hans datter.
- Stolthed og Fordom af Jane Austen. En klassiker og en af mine yndlingsbøger, som jeg har læst indtil flere gange og nu også lyttet til. Alletiders bedste kærlighedshistorie!




5 lydbøger jeg har på efterårslyttelisten
- Vinterbørn af Dea Trier Mørch. I fortalte, at jeg helst skulle vente, til efter jeg havde født, men nu skal det så også være!
- Gale Kvinder af Gabriela Mistral. Har stadig denne nobelprisvinder i litteratur (1945) til gode og glæder mig til bekendtskabet.
- Jeg slukker nu! af Cathrine Price. Fordi jeg til stadighed søger et mere afbalanceret forhold til min telefon. Jeg elsker de muligheder og den inspiration, den giver mig. Men jeg gider ikke være dens slave. Punktum. Det kan denne bog forhåbentlig hjælpe mig lidt med.
- Moders mælk til sidst af Edward St Aubyn. Fordi jeg ikke har fået nok af St Aubyn efter ovennænvte trilogi af samme.
- Faldende masker af Dennis Jürgensen. Denne har i øvrigt eksklusiv forpremiere på Mofibo og kan derfor ikke lyttes/læses andre steder før midt i november. GLÆDER mig til nyeste skud på stammen af Roland Triel-krimier og håber sådan, at blive klogere på, hvem der har dræbt Triels kone og skamferet Andrea. Kan næsten ikke vente. Lyt endelig til de andre krimier i serien først, hvis ikke du allerede har hørt dem.
Fotos: Alona Vibe
Glæder mig til at læse jeres returanbefalinger ♥
