Med under en uge tilbage af vores lille barselseventyr står jeg i det sædvanlige ferielimbo, hvor man på én gang føler, man lige er ankommet, og samtidig kan se tilbage på snesevis af gode oplevelser og ikke mindst gentagne gange har tænkt “Jamen altså hvor føles det som længe siden, vi sad og spiste frokost i solen den første dag” og “Jeg synes det er 100 år siden vi var i svømmehallen”.
På mange måder har vi nået, gjort og oplevet mere end jeg havde forestillet mig eller turde håbe på. Jeg gjorde mig nemlig umage for ikke at have for mange forventninger, nu hvor vi for første gang, var på rejse med baby. Tænkte, at det var bedst at lade det udvikle sig, som det nu engang gjorde. Helt vidunderligt og også helt anderledes end at være på ferie ‘bare’ som sig selv.
Det viste sig at være en meget god tilgang, for jeg er eksempelvis blevet positivt overrasket over, hvor meget jeg rent faktisk har fået stået på ski. Til gengæld har jeg ikke fået læst alle de bøger (altså den bog, så realistisk var jeg dog), jeg har med. Og jeg har bestemt heller ikke fået sovet, så meget som jeg havde håbet. Lige på det punkt er der altså ikke meget ferie over det, hehe.
Men at nattesøvnen nu er en fragmenteret sag, er alt andet lige lidt mere spiseligt, når dagene byder på helt utroligt smukke naturscenerier, skiløb, gåture i sneklædt skov og ikke mindst de yndigste, rosa solnedgange. Nå ja, og croissantspisning og andre yndlingsdiscipliner.
Dagene glider lidt sammen efterhånden. Den seneste uge har vi stået på ski hver for sig eller sammen (vi har to venner, der bor sammen med os resten af ferien og som er så rare at babysitte) et par timer om dagen og så har jeg gået masser af ture i byen og skoven, snakket en hel del med hunde, vi har passeret (#crazydoglady), spist crêpes med citron i januarsolen og store macarons med fyld af fløde og bær hjemme. Hørt lydbøger i læssevis som alletiders substitut for de papirbøger, jeg ikke får læst. Været på mexi-bar og drukket virkeligt gode alkoholfrie øl og spist vegetarburritos. Sunget “Hoved, skulder, knæ og tå” og læst VOV! utallige gange. Fundet, spist og kåret byens bedste croissant (#toughjob). Talt en hel del fransk og endda diskuteret lidt med en dame på apoteket. Det endte i øvrigt lykkeligt.
Nærværende uge er vores sidste hernede og jeg begynder så småt at glæde mig til at komme hjem. For der er mange, jeg savner. Familie, venner og min lille hundeven ej at forglemme. Men jeg kommer virkelig også til at savne vores lille bjergbobbel her og de simple dage og al den tid vi har nydt sammen, alle tre. Det var virkelig en god beslutning – for os – at holde barselsferie på denne måde.
Nu drømmer jeg i det små drømme om en hel sæson hernede, når Kurt er lidt større. For jeg er (om muligt) blevet bidt endnu mere af bjerglivet ♥
