Opskrift: Cremet pasta med spinat og ærter

I den bedste af alle verdener havde jeg fundet kameraet frem og taget et smukt billede. Altså det rigtige kamera. Det her er hapset i al hast med telefonen, sekunder inden vi spiste. For pasta skal spises varm og resten af den lille familie var skrupsultne, så mobilbillede blev det, men det gør altså ikke retten mindre lækker.

Eller hurtig. Det her er efterhånden en klassiker herhjemme, når det skal gå rigtigt stærkt og vi har altid de fleste af ingredienserne på lager, så den eller variationer af den, kan bikses sammen i et snuptag, når man kommer sent hjem og har glemt/ikke gider at handle. Den tager 20 minutter at lave, lige præcis. Et kvarter, hvis man er meget vaks. Så med mindre man bor ovenpå et pizzeria, så kan det ikke gøres hurtigere, tror jeg.

Der er tilpas med grønt i til, at det godt kan forsvares som hverdagsmad og tilpas med smag og ‘cremethed’ (er det et ord), til at det ikke bare føles som kedelige pastaskruer og kogte, frosne ærter. Hvilket det ellers mestendels er. Og så er det også en billig ret. Alt afhængig af hvor meget ost man river på toppen selvfølgelig. Men jeg er eneste i familien, der får så obskøne mængder som på billedet her, så det går, uden at sprænge husholdningsbudgettet.

Samtidig med at jeg koger pastaen, koger jeg også gulerodsstave (de bliver nemmere og hurtigere møre i stave, lille mor-hack) til Kurt i samme gryde, som han får til retten.

Cremet pasta med ærter og spinat

Fuldkornspastaskruer til 3 personer (eller anden pasta, skruer er bare nemt for Kurt at spise)
1 fed hvidløg, hakket eller i skiver
1-2 spsk olivenolie
Evt. 1-2 spsk hakket persille eller ramsløg
1 pose babyspinat, skyllet
1-2 dl fløde eller vegansk flødealternativ
250 g frosne ærter, kogte

Revet ost at komme på toppen, jeg bruger Vesterhavsost

  • Kog pastaen al dente og med salt i vandet, hvis det ikke er til små børn. Er der små medspisere så uden/med mindre salt i vandet (jeg salter vores efterfølgende) og til den er helt mør. Man kunne koge i to gryder, det gør jeg af og til. Men for det meste orker jeg ikke ;)
  • Hæld vandet fra pastaen i et dørslag og tør gryden hurtigt af. Sæt den tilbage på blusset og kom olie, hvidløg og persille/ramsløg i og lad det stege lidt ved middel varme. Bare til det dufter dejligt, men ikke så hvidløget begynder at tage farve.
  • Hæld pastaen tilbage i gryden og kom også spinaten ved. Lad det få varme til spinaten falder sammen.
  • Tilsæt de kogte ærter og fløden og lad det simre et minuts tid eller to. Rør i det af og til undervejs.
  • Servér straks (lad afkøle til små børn selvf) med masser af friskkværnet sort peber og rigelige mængder revet ost ;)

Mængderne er cirka-angivelser, jeg laver det på slump/med hvad vi har.

Vi fik også en grøn salat med olie/eddike-dressing ved siden af og Kurt og jeg fik også lidt avocadoskiver i pastaen. Mest fordi vi havde en moden avocado, der skulle spises, men det smagte overraskende lækkert i, så det kan anbefales.

 

(Visited 6.095 times, 8 visits today)

Skriv en kommentar

2 Kommentarer

  1. Hej Emily. ??☀️Ser så lækkert ud. Er ikke den store kød spiser så endnu en pasta ret er så påskønnet ?? hvor køber du vesterhavs ost. Er det også en ost som er god til brød? Må bare ikke være stærk? knus fra Tanja

    1. Hej Tanja, jeg spiser heller (næsten) ikke kød, så skal nok komme med flere vegetariske retter løbende :) Jeg er glad for Thises vesterhavsost, som jeg køber i Irma eller Brugsen og som også er dejlig på brød. Det er en hård og salt ost med en rund smag, men ikke sådan stærk/lagret. Den smager lidt i retning af Primadonna. Klem E