
Forleden skrev en af jer noget pænt om mine hobbitben ift. jeansvalg. Tak for det. Til gengæld er vi ude i et grænsetilfælde her. Sådan lige på vippen, for hvor stor en kassebuks, man kan ‘worke’, når nu man ikke har kilometervis at gøre godt med i underetagen. Eller metervis for den sags skyld.
Jeg syntes ellers jeg så smart ud. Sådan i spejlet altså. Men vi er også velsignet/forbandet med lidt af et snydespejl. Sådan et, hvor man nok ser liiiiidt længere og smallere ud, end man egentlig er. Og således ser alt tøj smart ud på én i det spejl. Lidt ligesom næsten alt ser smart ud på en model. Måske det er pga. det spejl, at både Nikolaj og jeg har lidt for meget selvtillid, haha.
Ej, spøg og spejl til side. For mit vedkommende skyldes det nok primært min mor (og min mormor) og hendes opdragelse. Altså det med selvtilliden. Og ikke mindst hendes egen tilgang til krop, udseende og selvværd. Håber, at jeg kan give den tankegang og ‘hvilen i sig selv’ videre til mine børn.
Men inden det bliver alt for højtravende – det kan være jeg skal skrive om, hvad (jeg tror) min mor gjorde så godt en anden god gang – så skulle det her handle om, at jeg fik et chok (i den meget milde ende af skalaen forstås), da jeg så de her billeder. For det så altså ikke ud hverken som i spejlet eller i mit hovede. Kender I det?
For jeg skal være den første til at sige, at man må og kan gå i lige hvad man vil og har det godt i. Det styrer man selv. Men derfor kan det jo godt ske alligevel, at man tror noget ser anderledes ud (på én) end det rent faktisk er tilfældet…
Bukser med lidt vidde i benet (og højde i taljen) er ellers en god idé for at skabe et optisk bedrag af længere ben. Men her bliver det nok lidt for meget af det gode og så får det modsatte effekt. Eller hvad synes I?
Ja, ja pyt skidt. Det kan nok løses med et bælte, et par høje hæle og så skal jeg måske overveje, at få dem lagt lidt op. Alternativt må de videre til en af mine langbenede veninder. Og så har jeg (forhåbentlig) lært lektien til en anden god gang.
Bukser og bluse Baum und Pferdgarten// taske Bottega Veneta// støvler Ganni
FOTO: Danica Chloé





