
Tak søde mennesker for al jeres venlighed, omsorg og kærlighed. Det varmer sådan. Tusind, tusind tak ♥
Kurt gennemgik en stor operation i fredags og det er uden sammenligning de længste tre timer i mit liv. Den gik godt og efter planen, og vi er meget taknemmelige og lettede.
Desværre fik han det virkelig skidt de efterfølgende dage og selvom han er i bedring nu, så er jeg helt flosset. Ovenpå operationen og nærværende indlæggelse i særdeleshed, men også den seneste måned i undtagelsestilstand.
Hvis blot man kunne tage deres smerte og pinsler. Ønsker sådan at alt er ovre nu eller at jeg kan gøre en byttehandel med ‘djævlen’ (eller hvem der nu gør små børn syge). Gav gladeligt egne arme, ben og diverse, hvis bare jeg kunne skåne Kurt for mere.
Selvom en del af mig er helt hudløs og jeg er ked og så, så træt, så jeg også noget nær lykkelig (underlig kombination, I know). For i går fik vi et lille smil og vi har fået mange siden da. Og han er også så småt begyndt at spise igen. Det går fremad og han er i bedring ♥
Og der er heldigvis også masser af andre små (og store) ting, at være taknemmelig over. Når bare man lige kigger efter.
Her er nogle fra min taknemmelighedsliste disse dage:
- Den gammeldags æblekage fra Café Arcade på Riget
(altså den er ikke værd at køre efter, men hvis man nu er her på ‘ophold’ alligevel, så er den god). - Et bad i går.
- Lille gåtur i efterårsfarverne i Fælledparken.
- Vores sundhedssystem og de dygtige mennesker, der passer på vores søn.
- Jogging-bukser.
- Strikketøj. Fremragende til at kanalisere nervøs energi.
- ‘Serieaften’ i går på gulvet på vores stue med et afsnit Elsk mig og en øl.
- Udsigten ind over København fra den afdeling, hvor vi er indlagt.
- Al den kærlighed og støtte vi møder både fra venner, familie og ‘fremmede’. For I er jo ikke rigtigt fremmede. Omend vi ikke kender hinanden ude i virkeligheden.
- Gurli Gris.
- Kaffe.