Hjemme igen og det har aldrig føltes bedre. For selvom jeg er evigt taknemmelig over den behandling vi fik på Rigshospitalet, så er der ikke noget herligt over at være indlagt med et lille barn. Jeg tror vitterligt aldrig, jeg har været så træt og tyndlidt før og bare det at være hjemme hos os selv, føles som et varmt kram.
At sidde i sin egen sofa, sove i sin egen seng, lave kaffe på sin egen kaffemaskine, tisse på sit eget toilet… Luksus ♥
Jeg vil ikke ønske for nogen, at deres børn bliver alvorligt syge eller at de skal igennem indlæggelser, operationer eller deslige med dem. Men når nu det er sket, og man så (næsten) er ude på den anden side, så skal jeg ellers lige love for, at man lærer at værdsætte selv de allermindste ting. Og at ens perspektiv på dette og hint får et sundt skub. Pludselig er det meget let at se, hvad der virkelig er vigtigt for en. Hvad der har betydning og bringer glæde. Hvor lidt der egentlig skal til, når ellers ens kære har det godt. Dén følelse vil jeg gerne forsøge at holde fast i.
Kurt har fået fjernet en stor tumor i maven og når vi har fået de sidste (forhåbentlig gode! – kryds alt hvad I har) prøvesvar og vi selv har fået fordøjet den seneste måneds mareridt og lige er landet lidt på benene, så vil jeg gerne dele med jer i detaljer. Skal bare lige have eget hovede (og hjerte) med først.
Og så glæder jeg mig ellers (igen, igen 2020 er virkelig ikke min ven på dén konto) til at blogge lidt mere normalt og kontinuerligt her på domænet igen. Og svare på kommentarer. Komme tilbage til hverdagen på alle tænkelige måder.
Elsker, elsker, elsker hverdagen. Nu mere end nogensinde.