Nydning à la badetur og medbragt kaffe.

At markere særlige begivenheder og nyde øjeblikkene, store som små. De to ting synes jeg egentlig jeg er ret god til. Altså normalt.

Når alting spiller og kører, og der er nogenlunde overskud på energikontoen, er jeg flink til at stoppe op, hylde og værdsætte små som store begivenheder. Og til at proppe lidt daglig nydning (nej, det er ikke et ægte ord, men Bamse bruger det flittigt og jeg ligeså) ind alle steder, jeg kan.

Men når der er rod i hovedet, jeg er overvældet eller bare bagud, så er jeg edderdårlig til det. Jeg føler ikke jeg kan unde mig (eller os, Nikolaj ryger med i svinget) at stoppe op og fejre veloverstået flytning eller deslige, når det hele sejler.

Og det er altså synd og skam og en dum spiral. For der kommer jo ikke lige pludselig en lille nisse forbi med en pose med tid og en med energi. Man må selv hugge tid ud til det man gerne vil (eller ikke vil, hvis det er en pause, det handler om) og energi avler som bekendt energi, så man bliver nød til at fylde på den pokkers kop, for at der er noget at hælde af.

Alligevel var der vips gået over en måned og vi havde ikke sådan for alvor fejret, at vi nu er husejere, at vi var flyttet, havde malet og fikset (og overlevet). For slet ikke at tale om alle småtingene.

På samme måde har jeg boet 5 minutter fra min yndlingsstrand (i hele verden) i 5 uger, uden endnu at have stukket en tå i havet.

Da først jeg tænkte over det, blev jeg lidt ked. For det ville jo være for surt at kigge tilbage på om et par måneder. At det at flytte – og endda ret langt væk og i hus – en stor livsbegivenhed, slet ikke rigtigt blev markeret. Kun speed-nydt i stjålne øjeblikke.

Så i går hakkede vi bremserne i. Man bestemmer – til en hvis grænse – heldigvis selv hvor hurtigt eller langsomt, man vil leve. Jeg tog ned og badede i yndlingshavet på yndlingsstranden fra morgenstunden. Og inden vi skulle spise aftensmad sad vi i sandkassen i haven og nød det fine vejr sammen og skålede og lykønskede hinanden med det hele.

Og så planlægger jeg en ægte fejringsaften à la gode gamle (hjemme)date-night i næste uge. Nikolaj læser meget sjældent med herinde, så tør godt skrive det, selvom det lidt er en overraskelse. Egentlig var det, det jeg havde i tankerne, til den allerførste aften, efter vi havde fået nøglerne, men så skulle vi i gang med at male og 117 andre ting og så skete det bare ikke. Havde ellers lige set en dødsromantisk aften for mig med picnic på stuegulvet i stearinlysets skær. Med puder og tæpper og godter på tallerkenen og bobler i glasset. Havde tydeligvis ikke prøvet at flytte med et lille barn før, hehe. Men nu, nu gør vi det, mens momentet trods alt stadig er der.

Så hermed en venlig reminder til de af jer, der kan bruge det, om (også) at huske at købe skoene, drikke vinen, spise kagen og ikke mindst stoppe op og glæde jer over og fejre, hvad der nu engang er at glæde sig over. Stort som småt ♥