Kan man godt give noget brugt i julegave? Eller noget hjemmelavet?
Altså med andre ord noget der, som udgangspunkt, ikke kan byttes?
Jeg må indrømme, at jeg for år tilbage tænkte nej. Hjemmelavet til nød, men ikke brugt. For hvad nu, hvis modtageren ikke blev glad for gaven og den så ikke kunne returneres?
Først og fremmest er der jo ikke nødvendigvis lighedstegn mellem de ting (det er der eksempelvis ikke hos GreenMind, som dette indlæg er lavet i samarbejde med, der kan man bytte julegaven helt frem til 31. januar) og heldigvis er det også som om, der er sket et skred i vores opfattelse af brugte eller – endnu bedre – preloved ting, om man vil. Mange er så opmærksomme på, at der bliver produceret alt for meget nyt i denne verden, meget af det ligger og hober sig op og er i så fin stand (secondhand er langt fra lig med bulet eller ‘i stykker’) og som fint kunne få nyt liv hos nogle andre, der mangler det, fremfor at ligge og samle støv et sted.
Vælger man at forære eller ønske sig brugte ting (og det synes jeg bestemt man skal overveje – begge dele) kan det dog kræve, at man sætter sig lidt grundigere ind i modtagerens ønsker og behov. Og måske endda snakker lidt sammen med resten af familien/vennerne, så man undgår dubletter. Især hvis det ikke er noget, der kan byttes.
En god gavegiver
Men, når det er sagt, så er det måske også en god mulighed for at genoverveje måden vi giver og modtager gaver på. Hvad handler gavegivningen om for dig? Er det at finde noget særligt, som modtageren bliver virkelig glad for (og måske ikke nødvendigvis selv havde tænkt på) eller er det vigtigt at det er en direkte udveksling af ting til præcis samme værdi (og som kan ombyttes til andet eller penge/gavekort). Kan det være spændende at give brugt, fordi du på den måde kan få mere for pengene og give en gave, du ellers ikke ville have råd tid? Der er ikke rigtigt og forkert, men hvis du selv er (mere end) frisk på at få noget brugt i gave, så er nogle af dine venner eller din familie det måske også. Ellers kan det måske være hyggeligt at spørge ind til og tale om :) For mit eget vedkommende blive jeg nemlig mere og mere lun på at gentænke mit forhold til hvad en gave er, jo mere jeg netop grubler over det og taler med andre om det.
Jeg har en veninde, der er VIRKELIGT god til at give gaver. Hun giver sjældent noget af det, der står på folks ønskesedler. Og ofte kan det ikke byttes. Hun giver både nye ting, brugte ting og hjemmelavede ting. De nye ting er ofte købt i så god tid (altså når hun lige falder over det) eller i udlandet, så derfor opfylder de heller ikke præmissen om at kunne returneres. Alligevel tænker jeg på hende, som den suverænt bedste gavegiver, jeg kender.
Men hvordan gør hun det så? Først og fremmest er hun opmærksom, tror jeg. Hvis jeg, eller nogle af de andre, hun giver gaver, nævner dette eller hint, jeg mangler, drømmer om eller bare godt kunne tænke mig, så noterer hun det eller finder det og så gemmer hun det ellers til jul eller fødselsdag. Ligeså hvis hun på en rejse falder over en bog eller et stykke tøj i en vintagebutik og er overbevist om, at dén bliver modtageren glad for. Findes det hun gerne vil forære, ikke til at købe hverken nyt eller brugt, så laver hun det selv. Det er så inspirerende og jeg prøver virkelig at blive lidt mere sådan en gavegiver. Også selvom jeg alt, alt for ofte i stedet er hende, der først skal hitte på, hvad jeg vil give i 11. time…
Det kan du med fordel overveje at give eller ønske dig brugt
- Legetøj. Det er meget lidt legetøj i vores del af verden, der bliver slidt op. Og Mødrehjælpens gode genbrugsbutikker og Børneloppen og lignede steder, bugner af lækkert legetøj, hvor man ikke bare sparer masser af penge på legetøj i meget pæn stand, men også kan spare miljøet for, at der skal produceres endnu en ny legedims, når nu der eksisterer så rigeligt i forvejen.
- Elektronik. Der findes efterhånden en del steder, blandt andet GreenMind, der sælger secondhand-elektronik i prima stand og endda med både garanti (3 år hos GreenMind, hvilket er en bedre garanti end man som oftest får, når man køber nyt) og mulighed for at returnere. Og så kommer det også i en lækker æske, hvilket især er rart i gaveøjemed OG man får alletiders kompetente vejledning (hvis man ønsker den) med i købet.
- Tøj og sko. Denne er måske mere tricky, fordi det er noget rod, hvis ikke det passer. Dog tager mange etablerede genbrugsbutikker faktisk retur, ligesom man kan være meget specifik, når man ønsker sig noget mht. størrelse, modelnavn osv. Man kan også lave en ønskeliste med billeder af tøj, man drømmer om (og ved passer) fra ens yndlingsvintagebiks. Lidt sikrere er det med tasker og andre accessories og her er der virkelig mulighed for at gøre et godt køb og give en unik gave.
- Interiør og møbler. En af mine personlige favoritter. Næsten alle mine yndlingsting herhjemme er brugte sager eller endda gamle vintageskatte og når det kommer til den genre, er det som om ingen (længere) rynker på næsen af brugte ting. Skal man rigtigt gøre et kup er DBA eller Facebook Marketplace et hit. Og ellers findes der efterhånden også mange små og store bikse med håndplukkede boliglækkerier fra en nær eller fjern fortid.
- Bøger. Noget der vitterligt sjældent bliver slidt op (bortset fra mit eksemplar af Stolthed og fordom), så kan varmt anbefale at gå på gavejagt i et antikvariat eller lignende, hvor man også kan være heldig at finde særligt fine udgaver af modtagerens yndlingsbog.
Andre idéer til mere bæredygtige julegaver
- Spiselige gaver. Ved ikke om jeg er alene om denne, men noget af det bedste jeg ved, at få i gave, er ting, jeg kan spise. Og selvklart gerne noget jeg værdsætter og har i rotation i køkkenskabene på forhånd. Denne jul ønsker jeg mig hjemmelavet mad til fryseren til når lillebror kommer, gavekort til måltidskasser fra Aarstiderne og de sidste mange år har jeg haft nødder i store pakker og nøddesmør ikke mindst på ønskelisten. Begge dele er i den dyre ende, men også noget vi gladeligt konsumerer en del af herhjemme og derfor er det så luksus at få i gave. Chokolade, vin og spiritus er også gode gaver. Synes jeg ;)
- Svanemærket kosmetik eller hudpleje. Det er selvfølgelig allermest væsentligt, at det er noget, som modtageren rent faktisk bruger (så spørg dem gerne, eller kig diskret på deres badeværelseshylde, når du er på besøg). Og dermed bruger op. Ubrugte ting er generelt ressourcespild. Men personlig pleje (der bliver brugt) og som i tillæg er produceret og emballeret på en måde, der er venligere ved miljøet (kig evt. efter Svanemærket, der er garant for begge) er slet ikke så tossede endda.
- Keramik fra små, ‘slow’ produktioner. Det her er jo også en af mine personlige favoritter og jeg elsker at drikke kaffen eller teen af unikke kopper, der er drejet og glaseret i en lille produktion og gerne i min nærhed. Generelt er ‘småt’, ‘made to order’ og/eller ‘lokalt’ ikke de værste tommelfingerregler, at gå efter.
- Smykker i ædle metaller og gerne hvor guldet og sølvet er genanvendt. Smykker i rene, ædle metaller bliver uhyre sjældent smidt ud og bliver derfor i ‘loopet’ og med minimalt spild. Endnu bedre er det således at købe (eller få lavet) smykker i genanvendt guld, sølv, perler eller ædelstene. Det kan være fra et mærke der udmærker sig heri, eller man kan finde arvesmykkerne frem og bruge materialerne herfra.
- Noget hjemmelavet. Kan være førnævnte mad til fryseren (men det er næppe alle, der bliver lige så begejstrede for den slags som mig), men i mere klassisk gaveforstand, så er en hjemmestrikket sweater eller hue, noget der bringer lykke hos de fleste. Altså alt afhængig af strikkerens smag og kundskaber måske ;)
Kurts julegave
På billederne her kan I se den brugte iPad, vi har købt til Kurt hos GreenMind og som han får i julegave af os (han får også en løbecykel, men det er en helt anden historie). Jeg synes i dén grad at flere voksne skal overveje secondhand elektronik, men især til børn giver det så god mening – og mindre flossede nerver, når/hvis skærmen ryger i gulvet.
Og apropos børn og skærm, så skeler jeg meget til og læner mig op ad de anbefalinger, der er på området. Men må også indrømme at jeg, der kommer fra et meget skærmforskrækket hjem, og som ikke troede mit barn skulle se fjernsyn eller deslige før han var 14 også kan se, at noget skærm med måde (og ideelt set sammen med os) kan være meningsfuldt. Således ser han Minisjang (i nogenlunde afmålte doser), spiller små sproglæringsspil vi har fået anbefalet i vuggestuen og så facetimer vi med bedsteforældrene og ser dyrevideoer hos vores yndlings-instagramprofil @zookeeperguy.
Det er også lige gået op for mig, at børn – i alle tilfælde i vores kommune – for udleveret en bærbar computer, når de starter i 0. klasse, så tænker også, at det er ok at opbygge et (forhåbentligt) sundt forhold og gode vaner ift. skærm inden da.
Hvordan gør I hjemme hos jer? Jeg synes det er så interessant, og er jo ret så grøn i gamet, så prøver at finde vores egen balance i det og dét, der fungerer for os som familie.
Psssst…Få 5% rabat på køb hos GreenMind: Brug koden elektronikmedomtanke ved udtjekning :)
Tak for et godt og tankevækkende indlæg. Jeg er en af dem, der har syntes det var ‘no go’ at give brugte ting i gave, men kunne måske godt overveje det i nogle tilfælde fremover. God jul!
Okay SMART med brugt iPad til børn, det havde jeg ikke overvejet var en mulighed og vi har også tænkt os, at forære vores store pige en iPad i julegave.
Hilsner fra Kamilla
Jeg har ønsket mig bøger i år, som jeg pointere gerne må være brugt. Den ene – en gammel chicklit bog, jeg har læst i stykker – er udgået, og her understreges det, at den kun kan købes brugt ♥️ Og min storesøster og nogle enkle veninder har jeg før købt genbrugsguld til, fx smykker fra @sandrasloppecirkus på instagram, bøger eller stel fra Blå Blomst, som kun fås brugt.
Det er aldrig faldet i dårlig jord🎄
Vores tante, der ofte skifter boligstil, videresælger også sine sager til en god pris, hvor vi også har “arvet” noget i julegave fx.
Herlig ordning.
Selv har jeg desuden en håndfuld dejlige mennesker, der kommer og henter ubrugte ting af mine, som er fejlkøb (hvilket jeg kun formår ar lave få gange årligt) – det gælder en køkkenting, plejeprodukt og lidt tøj. Det er supernemt via julehjælpens hjemmeside, at få videregivet den slags, og det er utroligt så glade folk bliver. Man ligger det bare op som en annonce, og så finder de ens matchende børnefamilie til en, og så skal man blot aftale afhentning på sms. I denne omgang har jeg således kunne glæde en flok teenagers, med mindre søskende, med udflyttergrej osv. Hertil har jeg købt lidt juleøl og guf til familierne, og pæne juleposer at hente det i, og det er selvfølgelig blot et tilvalg for hyggens skyld🤩
Ellers er det en genbrugsgave af den bedste slags, og intet slår glæden ved at give, når de forældre afhenter. Det er altid tiden og koordineringen værd, for de bliver simpelthen så glade.
– A
Vi har en lille en, der virkelig ikke gider skærmtid, selvom forældrene har forsøgt at prøve – bare en lille smule. Fx ifm. flyvetur til Rhodos. Det gik heller ikke der og blev en liiiidt lang tur…
Anyways – jeg giver ikke op – så ville bare høre, hvad det er for nogle sprogspil? Han er nemlig så småt begyndt at snakke og viser i hvert fald helt sikkert interesse for det. :-)
Vi har hentet Minisjang appen til vores iPad. Det kan man indstille børste til at gå i seng efter et tidsinterval 👍
Tak for et super indlæg med gode ideer – især brugt elektronik til børn er jo genialt. Vi er på udkig efter et par hørebøffer til vores store dreng, som elsker lydbøger :)
Da jeg startede med at læse dette indlæg, tænkte jeg, at jeg også ville være en sød og betænksom gavegiver, men fandt ud af undervejs, at det tror jeg faktisk ikke jeg gider.
Det er alt for krævende og så meget betyder gaver simpelthen ikke for mig. Jeg vil da gerne give noget fornuftigt og har også prøvet at aflyse gaver med nogle familiemedlemmer(desværre uden held), men orker faktisk ikke den der tvangsgave ide.
Kan ikke huske, at jeg nogensinde har synes det var hyggeligt eller sjovt at købe gaver til en voksen.
Puha det er ærgerligt, for det ødelægger faktisk meget af julen for mig, at jeg hader gaver lidt. Kan heller ikke ret godt lide at modtage noget.
Men super dejligt for dem som kan.
Mvh C
Mit barn skal ikke bruge skærm har jeg hørt mig selv både tænke og sige mange gange i tidernes løb.. Well, sådan blev det ikke helt! Har også en toårig og han ser ting på fjernsynet og lidt på vores computere. Jeg har dog et princip om, at han ikke må se ting på vores telefoner eller bruge iPad og han får derfor heller ikke sin egen iPad. Måske er det lidt ureflekteret og firkantet, jeg ved det ikke, men jeg er nok lidt bange for et barn, der sidder med sin egen skærm og spiller eller ser noget. Bange for afhængighed, for at han ikke lærer at lege, læse alt det som det tager tid fra. Omvendt ved jeg godt, at man jo godt kan skabe nogle fornuftige rammer omkring det og at man ikke kommer udenom skærme i dette samfund!
Dét forstår jeg så godt. Og kan også nikke genkendende til den med ‘at mit barn skal ikke bruge skærm’ ;) Her bruger vi nok snarere iPad som tv og til at se eller lave noget sammen. Men er enig i at de som udgangspunkt slet ikke skal sidde alene med det. Knus E