


Sunde vafler til morgenmad? Jo, det er helt og aldeles muligt og vi er kæmpe fans herhjemme, efter at søde Anne introducerede mig for banan-vaflen. Vi spiser dem med skyr eller græsk yoghurt og frisk frugt, hakkede nødder og evt. tørret frugt (på billederne er det morbær) og så er man altså rigtig mæt lige til frokost, når man har spist sådan en moppedreng.
Og hvis man er rigtig fræk kan man jo også komme lidt peanutbutter på eller min yndlings ‘guilty pleasure’ for tiden: Dulce de leche. Mulighederne er mange både til toppings og i forhold til hvad man kan komme i selve dejen. Nedenfor er grundopskriften + mit forslag til hvad man ellers kan komme i, men prøv jer endelig frem og design jeres egen supervaffel.
MORGENMADSVAFFEL – pr. person (1 vaffel)
1 banan
1 æg
20 g (ca. 2 spsk) boghvedemel
evt:
10 g kokosmel (1-2 spsk)
1 spsk birkes (eller kakaonibs)
revet citronskal
1/4 tsk kanel og/eller kardemomme
- Tænd vaffeljernet og lad det varme op, mens du laver dejen.
- Mos bananen med en gaffel og pisk ægget i.
- Bland boghvedemel og eventuelle ‘extras’ i.
- Steg vaflen til den er gyldenbrun evt. i lidt smør eller kokosolie, hvis ikke vaffeljernet har slip-let-belægning.
- Nyd og bliv mæt og glad!
Velbekomme :)
Pssst… Det er i dag kl. 20.00 at fotoshoot-konkurrencen udløber, skynd dig at være med lige her.
Tallerkener fra RICE. Billederne er taget med Nikon D7000// 50mm 1.8.

