I weekenden var min mor og jeg (og pletnæsen) på Dragsholm Slot at overnatte, spise den dejligste middag og morgenmad (og eftermiddagskage). Og på svampetur (sammen med en masse søde børn og deres forældre og en hundehvalp) at lære om, hvad der gemmer sig i skovbunden i efteråret. Og ude at løbe en lang tur (med smart løbekort, der lå på værelset). Og ligge til opløsning og afslapning i boblebad. Inklusiv krimilæsning (har jeg fortalt, at jeg elsker at være i karbad OG læse samtidig?). Og ude at gå indtil flere dejlige ture med pletnæser og mødre i den fantastiske omkringliggende natur. Og på rundvisning på slottet at høre røver- og spøgelseshistorier fra en herlig gammel knark, der var på fornavn med Den Grå Dame. Som vi også lige fik hilst på.
Lige nu sidder jeg på et lige så fabelagtigt hotel (omend langt mere moderne og noget helt andet end Dragsholm) i Singapore, hvor jeg er på blogger-/pressetur, bl.a. med hende her og hende her. Mere om det, men nok først for alvor, når jeg er hjemme igen. Det er nemlig ikke altid til at lave ordentlige indlæg, når man også skal indtage en ny by (og har et vældigt program), men har masser af andre rare indlæg oppe i blogærmet, så hæng endelig på. For Singapore-aktualiteter er det bare at følge med på Instagram (@emilysalomon) og ellers kommer I til at høre meget mere om min tur til Sydøstasien, når jeg er hjemme igen i næste uge og har haft tid til at bearbejde indtryk (og indlæg).
ENGLISH RECAP: Photo diary from a great stay at Dragsholm Castle in Denmark last weekend.




















