{Vaffel, peanutbutter, dulce de leche, æble og kanel = himmerigsmundfuld}
Glædelig 1. december. Som I nok har gættet ud fra sidste uges juleamok her på bloggen, så bliver der julet igennem på min lille matrikel. Og har også allerede nydt både lakrids- og chokoladejulekalender i morges. Er lidt vild med, at det er helt legitimt at spise slik om morgenen (og småkager til mellemmåltid) i denne måned.
Sidste uge var en af de travlere og alle gode intentioner om at holde fri om aftenen røg mestendels i vasken. Men der blev trods alt plads til venindehygge (og trøstning af et knust hjerte, en venindes, ikke mit) i løbet af ugen, bøffer og rødvin fredag og tatar (så har jeg vist også fået dækket mit oksekødsbehov for den næste tid) og årets første gløgg på Taxa i lørdags.
Apropos knuste hjerter, så er I efterhånden et par vakse typer, der har spurgt om min kæreste er ude af billedet, siden jeg er stoppet med at nævne ham. Og ja, det er forbi (det var det jeg omtalte mellem linjerne her). Skal nok spare jer for detaljerne, men vil blot sige at mit hjerte altså langt fra er knust, men snarere meget lettet. Af og til passer livssyn og værdier simpelthen så dårligt sammen, at man ender med at blive dårlige for hinanden og man må give op. Også selvom man er en lille optimist, der helst vil se det bedste i alt og alle.
Den kommende uge byder på spændende møder, bl.a. et med mit forlag og den første omgang julearrangementer og -hygge og ellers ser jeg frem til weekenden hvor jeg skal til julebryllup :)
Jeg håber, at I også får en dejlig uge.
Ps. Så fedt at I er mange, der har deltaget i bogklubsdiskussionen i går, glæder mig til at læse alle kommentarerne og fortsætte ‘snakken’ i eftermiddag!
ENGLISH RECAP: The little things that made the past week extra precious. Mouthwatering breakfast waffle, flowers in jars all over the house, a beautiful new bag, writing Christmas cards and a great lunch with a friend.


{Adventshygge og julekortskrivning i går… og kaffedrikning}

{Mit lille kontor. Her har jeg brugt rigtig mange timer den sidste uges tid på både årsregnskab og så alt det sædvanlige}

