Rodet morgenhår. Og ombré igen. Lige som jeg kan lide det.
Jeg har skrevet mangt og meget om frisørskræk på nærværende blog. Og selvom det er over 10 år siden, at jeg blev skamklippet, så var det så traumatiserende, at det først er nu, jeg rigtigt begynder at kunne slippe skrækken. Dengang fik jeg mere eller mindre en mullet. Og klippede efterfølgende i afmagt alt det lange af med en køkkensaks i et desperat øjeblik. Og var således en noget mere korthåret student end planlagt…
De seneste par år har jeg dog samlet på gode frisøroplevelser og har virkelig været i hænderne på nogle yderst kompetente og dygtige damer. Men jeg har også hoppet lidt rundt. Nu tror jeg dog, at jeg for alvor har fundet min frisør-soulmate. Det er hende, der har klippet og farvet mig de sidste par gange.
Hun hedder Hanna og er hos Gun-Britt og har en eminent forståelse for Ronja-Røverdatter-hestehår med fald. Måske fordi hun også selv har sådan noget.
Første gang jeg sad i hendes stol og bad hende om forslag til hvor jeg skulle henad med klip og farve, hev hun nogle billeder frem af Gisele Bündchen (ja, ja smart trick, I know) og sagde, at hun syntes vi skulle arbejde hen imod et ombré-look à la Giseles, men med lysere spidser. Det var lige det, jeg gerne selv ville, så har Hanna mistænkt for også at være tankelæser og faldt således allerede lidt for hende inden hun overhovedet havde rørt mit hår.
Det var hun heldigvis også god til. Både klip og farve. Fra frisørskræk til frisørlykke :)
Lidt mere lyst i spidserne, mens bunden holdes i min egen farve.
Ret så rare omgivelser i salonen i Ny Østergade.
At der så også bliver serveret Valrhona-chookalde, smoothies og kaffe i følgeskab med magasinstakken, gør heller ikke noget.
Lige væltet ud af sengen søndag morgen. Det er altså en god klipning i mine øjne, når håret bare sidder, uden at man overhovedet har gjort noget.
