I dag har jeg kørt på den helt store huslige klinge. Handlet og preppet lidt til hele ugen (sker ellers aldrig, men jøsses hvor føles det godt, når det gør) og så har jeg lavet granola og bagt cookies. Sidstnævte er uden raffineret sukker og så er de også uden smør og æg og dermed helt og aldeles veganske. Ikke at jeg fornægter smør (men det ved I ;)) osv. men jeg elsker at eksperimentere og varriere og synes de her er blevet noget så vellykkede.
Og så er det ret så dejligt med en cookie, som man rent faktisk kan spise til morgenmad eller som mellemmåltid med god samvittighed, fordi den er fuld af gode, nyttige sager som havre, nødder, rosiner, æble og mørk chokolade. Crunchy udenpå og bløde indeni. Haps!
Ps. Jeg ved det er misvisende med alle de blodappelsinskiver på billedet, når der ikke er appelsin i. Men de var bare så pæne!
Pps. Man kan snildt komme 1 tsk revet appelsinskal (usprøjtet!) i cookies’ne. Så bliver det choco/orange og dét er også lækkert.
Pps. Kagerne her minder mig lidt om chokorug (hvilket er et plus i min bog) og smager altså hverken så sødt eller så syndigt som eksempelvis de her bad boys. Bare så vi lige har forventningsafstemt.
Choco cookies med rosiner og chokoladestykker
– 16 styk
150 g havregryn*
100 g rosiner (tørrede tranebær er også lækkert)
200 g æblemos eller -puré
75 g nødder blendet groft (jeg brugte pecannødder og mandler)
6 spsk dadel- eller kokossirup
1 spsk tahin eller mandelsmør (peanutbutter går også, men så får man peanutsmag)
2 spsk kakaopulver, gerne raw der smager af mere
1/4 tsk salt
50 g 70% chokoladeknapper (eller 100 g hvis man er uartig)
- Forvarm ovenen til 170 grader (150 grader varmluft).
- Kom alle ingredienserne i en skål og rør sammen til en jævn, klistret masse.
- Beklæd en bageplade med bagepapir.
- Form kugler af 1 spsk dej ad gangen og sæt kuglerne på bagepladen med lidt mellemrum.
- Pres kuglene flade. De flyder ikke ud, når man bager dem.
- Lad cookies’ne bage i ca. 20-25 min.
- Tag dem ud og lad dem køle af på en bagerist. Spis en mens den er lun.
- Opbevar dem i en lufttæt beholder (når de er kølet helt af). De kan holde sig i 5 dage.
*Brug glutenfri havregryn, hvis du vil have glutenfri cookies.


