Godmorgen fra sommerresidensen og fredagsskål i iskaffe. Nuvel, morgen er det ikke heeelt længere (selvfølgelig afhængig af hvornår I læser dette), men det var det, da vi tog billederne her og siden ramte jeg ind i lidt tekniske problemer i form af svigtende net til at uploade billeder. Lige det med internethastigheden kan altså godt svinge, når man ligger i telt. Men ellers så har vi det altså noget så bekvemt her i det ‘lille’ telt, der igen i år agerer sommerhus.
Konkurrence: Der er 3 sæt à en OSA Water Mist og en Micellar Water fra Bioeffect på højkant. Se hvordan du deltager nederst i indlægget.
Vi planlægger at bruge gode bidder af juni her, ligesom det meste af juli også skal tilbringes i ‘sommerhuset’ i Hornbæk, hvis ellers vejret holder. Sidste år lå vi i telt i en ret stor del af den umådeligt kolde og våde sommer og jeg kan godt afsløre, at det altså er noget sjovere i solskin og tørvejr. Hvis det ellers skulle komme som en overraskelse for nogen ;)
I august tager vi med campingvogn rundt i Danmark og dér som i teltet, er det altså et hit, ikke partout at være afhængig af vand, når ansigtet skal renses morgen og aften. Derfor er jeg også så glad for, i den seneste måneds tid, at have fået lov at teste Bioeffects helt nye rensende Micellar Water og fugtende facial spray, OSA Water Mist, da de er aldeles telt- og campingkopatible. Den lækreste, effektive rens og pleje, der ikke kræver vand – altså andet end det (utroligt) rene, islandske gletschervand de allerede indeholder.
Jeg kan ellers godt være lidt forbeholden overfor micellevand, for selvom det unægteligt er nemt og smart, så indeholder det som oftest afarter af sæbestoffer og eftersom man jo ikke fjerner dem igen (noget vil unægteligt blive siddende på huden), så kan man godt blive irriteret eller endda få sådan en lidt ‘sæbet’ eller fedtet fornemmelse på huden bagefter.
Det oplever jeg heldigvis ikke med denne fra Bioeffect, der indeholder 3 miceller, der agerer magneter for olie og snavs og makeup, men uden at efterlade huden med en klistret fornemmelse. Den bliver bare ren. Sådan rigtigt ren (og mascaraen tager micellerne også) og så føles den tilmed fin og fugtet takket være fugtgivende ingredienser som bl.a. glycerol og sorbitol. Et hit med andre ord. Men den er også – ret skal være ret – en kostbar sag, så den skal altså også være lige i skabet. Aldrig har jeg sparet så meget på en rensevand.
Efter rens holder jeg meget af en god fugtende ansigts-mist inden serum og creme. OSA Water Mist er lige akkurat dét. Udover det rene, rene islandske vand indeholder den bl.a. fugtstjernen hyaluronsyre, der vist ikke behøver nærmere introduktion i disse dage, og så ‘OSA’ – orthosilicic acid, der stimulerer hudens collagenproduktion (ja tak) og elasticitet. Her på de lækre, varme solskinsdage har jeg også haft den som fast følgesvend i håndtasken og givet mig selv et pift, når huden har haft brug for en opkvikker. Så rart.
Jeg er i øvrigt i almindelighed kæmpe fan af Bioeffects produkter, der er lige så innovative og effektive, som de er rene og ‘grønne’ forstået på den måde at deres produktion er bæredygtig, ligesom produkterne er uden hormonforstyrrende, miljøbelastende eller allergifremkaldende stoffer. Hurra! De er også uden parfume.
Hvis man, ligesom jeg, gerne vil have god anti-age (hader stadig det udtryk, men så forstår I hvad jeg mener) og styrkende og fugtbevarende hudpleje, men uden at smøre sig ind i tvivlsom kemi, så er det altså et mærke, der er værd at holde øje med.
Jeg flotter mig en gang om året og bruger deres 30-Day Treatment og det er nærmest som at få ny hud. Til daglig bruger jeg i perioder EGF Day-Serum og Eye Serum, der er ren guf til huden og der, som navnet antyder, indeholder det potente protein EGF, der fornyer og forfiner huden. Bioeffect EGF kommer i øvrigt fra byg (ja, byg!) fra en CO2-negativ (!) produktion, så der er hverken mennesker eller dyr involveret.
Konkurrence
Men nok lovprisninger for nu (men ja, jeg er kæmpe fan!), for I skal da selv have lov at prøve herlighederne. Ville ønske, det var jer alle, men jeg har fået lov at sætte i alt 5 sæt med Micellar Water og OSA Water Mist fra Bioeffect på højkant. 3 sæt her på bloggen og så 2 ovre på min Instagram. Så vil man smide et ekstra lod i puljen, kan man også deltage der.
For at være med, skal man blot lægge en kommentar til indlægget her. Hvert sæt har en værdi af 850 kr.
Konkurrencen slutter på fredag d. 15. juni kl. 12.00 og vinderne får direkte besked på mail.
Held og lykke :)











