- Jeg har fået mit hjerte knust en gang. Da jeg var 21. Jeg var nærmest et år om at komme mig og meget, meget ulykkelig. Vågnede hver morgen og græd. I dag er jeg egentlig glad for at have oplevet det. Så stor hjertesorg er også en erfaring.
- Sodavand er ikke min kop te. Har aldrig rigtigt kunne lide det.
- Jeg er krebs. Og ja, jeg er lidt forfalden til den slags. I alle tilfælde nok til, at jeg selvfølgelig tjekkede om krebsen og tyren (Nikolajs stjernetegn) var kompatible, dengang vi begyndte at date. Ikke at det havde gjort den store forskel, hvis stjernerne havde sagt mig imod. Jeg var allerede solgt.
- Min mor og jeg er meget tætte og taler i telefon sammen hver dag, hvis ikke vi ses. Det gør vi også ofte. Hun er den sødeste, mest omsorgsfulde, jeg kender. Og den, der snakker mest og længst. Det sidste kan jeg af og til blive irriteret over, men jeg øver mig i at lade være og i stedet lytte. Sådan rigtigt. Det føles godt.
- Nøddesmør er noget af det dejligste, jeg ved. Peanutbutter og mandelsmør er favoritterne. Det kan af og til ses på størrelsen på min numse, når forbruget er blevet lige vel højt. Til gengæld er mit gode humør også proportionalt med indtaget.
- Jeg er aldrig rigtigt røget med på reality-bølgen, men periodevis ser jeg utroligt mange vlogs på Youtube.
- Min far døde, da jeg var 16. Udover at minderne og små, uhåndgribelige ting udviskes (kan ikke længere huske hans stemme eller lugt), så gør det mig også ked af det, at jeg nu har levet længere tid uden ham end med. At han ikke har været der og set mig blive voksen.
- Lige nu har jeg syv tuber tandpasta på lager. Købt på tilbud forstås. Noget af det værste jeg ved, er at løbe tør for helt almindelige ting. Tandpasta, toiletpapir, showergel. Derfor drømmer jeg også om et spisekammer/depot det næste sted, vi skal bo. Så kan jeg rigtigt hamstre.
- Jeg er enebarn. Og synes (utroligt nok ;)) ikke helt, at vi fortjener det dårlige ry. Vi er gode til at dele (jeg fik et granatchok første gang jeg som barn var hjemme hos en ven med søskende, og vi fik fredagsslik, og skålen blev støvsuget på 5 sekunder) og vi er ikke så konkurrence-mindede. Det sidste kan altså også være en god ting. Selv – måske i særdeleshed – i vores moderne samfund. Til gengæld er vi lidt bekymrede over konflikter og selv bliver jeg ret perpleks over voldsomt (men kærligt, vist nok) drilleri mellem søskende eller venner.
- Der er netop flyttet et par uldhjemmesko ind på matriklen. Til mig. Jeg er nu, officielt, et hundrede år gammel. Men halleluja hvor jeg, og mine kolde fødder, elsker de sutsko.
(Visited 11.245 times, 5 visits today)

