Idéer til date night

Stort set hver eneste onsdag, siden vi blev gift for snart to år siden, har vi holdt ‘date night’. Egentlig startede det for at komme de bryllups- og honeymoon-blues til livs, som der nemt følger i kølvandet på at have oplevet sit livs fest og måske også ferie. Selvom vi ikke var hårdt ramt, så havde vi redet på en kærlighedsbølge i en måneds tid og så føltes det altså lidt tamt bare at slutte alt det sjove og romantiske helt brat dér.

Så vi besluttede, at vi hver onsdag ville dedikere tid til at fejre hinanden og kærligheden. Jo, jo, det gør vi da også i hverdagen almindeligvis, men ligesom for alle andre, så går der altså også vasketøj og logistik i den her, og så har vi også begge to mange aktiviteter og venner at passe hver for sig, så det føltes rart, at vi også tilskrev en dag om ugen til hinanden. Og selvfølgelig er vi også sammen langt de fleste andre dage, også selvom det ikke er onsdag, men om onsdagen, så ærer vi aftalen og der er ikke noget med lige at arbejde over (hvilket vi begge er slemme til) eller lave andre aftaler.

 

 

Vi gør lidt ekstra ud af det hele, gemmer telefonerne væk (når jeg har taget et billede, hehe) og laver noget særligt. Af og til kan det være særligt nok at servere spaghetti for den anden og se en film i fjernsynet og holde i hånd, men det er også dér, hvor vi prøver de ting af, man ellers ikke lige får gjort og udfordrer hinanden med mere eller mindre heldige aktiviteter. Og så er der også ‘bare’ rigtig mange gange, hvor vi er ude at spise og/eller i biffen. Det er altså en vinderkombination, jeg aldrig bliver træt af.

Det behøver selvklart ikke være en fast dag, men for os fungerer det altså godt, at vi altid ved, at det er om onsdagen. Og jeg håber, at vi kan holde fast i det i nogen grad (og selvfølgelig på en ny måde), når vores søn er kommet til verden.

 

Nedenfor har jeg listet nogle af de ting, vi har lavet sammen på vores date nights. Det behøver ikke være et stort arrangement hver gang (så bliver det både for dyrt og nok på alle måder lidt i overkanten), men det er skægt af og til at bruge aftenen på at lave noget helt andet end man plejer.

Et lille, overset tip er at mødes til daten, i stedet for at følges derhen. Det lille kneb med at man ikke har set hinanden inden, gør at det hele føles sådan lidt spændende og jeg får i alle tilfælde sommerfugle i maven, som var det en af de dates, man var på i starten.

Af og til overrasker vi hinanden, men mindst lige så ofte aftaler vi vores aften i fællesskab. Hvis man har haft en lang og travl dag, kan man således godt bede om en sofadate ;)

  • Spille minigolf. Det her er min mands absolutte yndling og vi har prøvet rigtig mange minigolfbaner rundt om i landet efterhånden (også den indendørs i Herlev). Byder aftenen på den slags aktiviteter, så spiser vi typisk noget hurtigt inden eller efter. Eller kører den klassisk ind med minigolf og vaffelis, hvis det er i sommermånederne.
  • Holde spilaften hjemme. Vi elsker at spille spil og især Scrabble og Sequence hitter.
  • Lave den andens livret og leje en god film. Eller spille spil som ovenfor.
  • Gå en lang tur. Evt. i et kvarter man ikke kender så godt. Eller i skoven eller på stranden. Man snakker så godt sammen, når man går. Fungerer dog bedst i sommerhalvåret og er alletiders at kombinere med lidt mad eller en is.
  • Tage i teateret. Ballet og skuespil er vores foretrukne typer af forestillinger, men vi har også været til opera og stand-up.
  • Gå i Zoologisk Have eller tilsvarende dyrepark eller akvarium.
  • Stå på skøjter. Som regel i skøjtehal for selvom de udendørs, offentlige skøjtebaner er noget så hyggelige, så er de som regel også lidt overrendte. Måske ikke så aktuelt lige nu, men det er en vinterfavorit hos os.
  • Spise aftensmad på sengen. Konceptet er det samme som morgenmad på sengen. Tag nattøj på (gerne det flotte/frække) spis i sengen, se film eller serier og supplér med lidt knas. Der er noget herligt dekadent over at komme hjem fra arbejde og gå i seng.
  • Gå i biffen. Det er ikke hver gang vi gider eller behøver opfinde den dybe tallerken, så ofte bliver det altså også ‘bare’ en tur i biografen (evt. kombineret med middag ude) og det skal man altså heller ikke kimse ad.
  • Køre i drive-in-bio i sommerhalvåret (ja faktisk er det allerbedst i foråret og det tidlige efterår, hvor det bliver relativt tidligt mørkt, men heller ikke er for koldt) er så hyggeligt. Vi bruger den i Lynge.
  • Tage på museum. Flere museer har aftenåbent og vi synes det er hyggeligt at køre op til Louisiana og spise og se den aktuelle udstilling.
  • Stå på ski på Copenhill. Vi fik lov at teste bakken i vinter og det er så fedt. Åbner rigtigt her inden sommer og det er altså en god date-aktivitet.
  • Cykle ud til Flyvergrillen. Og spise temmeligt ligegyldig grillmad og helt ok softice. Det er jo lidt af en Amager-attraktion, men hvis ikke man bor tilnærmelsesvis i nærheden, så har man måske noget andet, der kan agere mål for en cykeltur. En særligt god isbutik en gå-tur på havnen eller lignende.
  • Tage på bar. Den er måske ikke så aktuel for mig lige nu. Men det er ret hyggeligt at drikke flaskeøl med sidevogn, spille pool, dart eller Snyd og blive hyggefulde sammen.
  • Gå ud at spise. For os er det hyggeligt at bruge nogle af onsdagene på at spise på nogle af alle de mange spisesteder, vi gerne vil prøve. Og det kan være højt og lavt. Falaffelbiks som Michelin-restaurant, vi er åbne for det hele. Er det en hurtige spiseoplevelse kombinerer vi ofte med en anden aktivitet.
  • Tage ud at sejle i GoBoat eller Hey Captain i Københavns Havn og gerne med en picnickurv.
  • Padle en tur på SUP-board. Vi har vores egne, så vi bruger dem både i havnen, hvor vi bor eller kører til en å eller strand og padler en tur. Her er det også hyggeligt at kombinere med picnic.
  • Tage et madlavningskursus à 1-2 gange. Dette har vi endnu til gode, men har fået anbefalet Timm Vladimirs Køkken, der skulle have et godt et, hvor man lærer at lave mexicansk. Ja, de har sikkert også andre, men det er altså det, jeg fik anbefalet. Et bagekursus hos Meyers gad jeg også godt.
  • Gå i Tivoli. Vi har årskort, så ofte går vi ‘bare’ en tur i haven, snakker og spiser en gang churros. Andre gange bliver det også til lidt mad eller et spil af en art og andre gange igen går vi all-in med Turpas og hele molevitten.

Byd gerne ind, hvis I har gode date-idéer ♥

Ps. Det er ikke altid jeg lægger noget op, men på min instagram kan man følge med på #tucanandmeatondate, hvis man lyster.

 

(Visited 123.398 times, 480 visits today)

Skriv en kommentar

18 Kommentarer

  1. Haha, min mand og jeg spiller også altid Sequence på date-nights. Det er et godt spil! :)

  2. Ej må jeg ikke spørge om du har nogen gode spil ideer til netop et par – vi kan også godt lide at spille spil, men de fleste er jo til flere end to personer så har lidt svært ved at finde hyggelige spil som passer til en date-night ?

    1. Jeg hjælper lige til med nogle spilidéer: Ticket to ride, Bezzerwizzer, Scrabble, backgammon :)

    2. Elsker Ticket to ride, men synes det er sjovest, når man er tre – ellers bliver der lidt tomt på pladen :) Jeg er fan af Ordrebus. Et helt simpelt spil, der ikke tager evigheder – synes nogle gange det kan virke lidt uoverskueligt at gå i gang, hvis spillet er for langt :)

      Skønt med nye date-ideer, Emily! ? Herhjemme laver vi som oftest noget sammen i weekenderne – især jeg er helt kvæstet på hverdage (damn you 5:30 alarm!)

      Jeg har givet min kæreste en Nintendo SNES – det er altså også en glimrende date-aktivitet :D

    3. Hej Anna,
      Kan anbefale Scotten Totten, The Mind, Heck Meck, Pandemic, Bananagrams og kortspillet Casino. Ellers så klassikere som Backgammon, 500, Kallaha eller Stratego.
      Tag evt. på en brætspilscafe hvis der er en i nærheden af dig – så kan man prøve inden man køber :-)
      Hilsen Maiken

    4. Kan varmt anbefale Pandemic, det er rigtigt godt til to og man spiller sammen mod spillet, det er virkelig sjovt og varierende.

    5. Hvor dejligt med alle de anbefalinger, både dates og brætspil :-)
      Og et lille fif; man kan låne brætspil på biblioteket (i al fald på mit lokale), så det kan også være en mulighed for at få prøvet noget nyt uden nødvendigvis at skulle købe det.
      Kram

    6. Jeg kan også varmt anbefale spillet patchwork og Jaipur, som begge er beregnet til kun at være til to spillere. Virkelig hyggelige og sjove! :-)

    7. Yay! Så dejligt at I hjælper hinanden og sikke mange gode spilidéer <3 Stor klem E

  3. Hos os har vi indført morgendates – også om onsdagen hvor vi begge møder sent på arbejde. Så “får ungerne lov til” at spise morgenmad på fritteren – de bliver afleveret omkring kl. 7.00 og vi når ind fra forstaden til vores gamle kvarter omkring Værnedamsvej og drikker god kaffe, spiser croissanter og morgenmad og snakker bare os to. Aftalen er, at daten starter i bilen så vi ikke stresser over trafikken. Så får vi bare snakket og hørt musik osv. og vupti – så når vi begge på job kl. 10.00. Der er ikke så meget variation, men hold nu op det er lækkert at prioritere hinanden og have ugentlige dates uden at skulle være afhængig af pasning osv. ???☕

    1. Hvor er det bare en god idé Cecilie! Tak for at dele ♡ Og den lyder så kompatibel med at have børn, den er noteret, det skal vi klart prøve af, når vi når institutionsalderen. Stort kram E