Hund og barn

“Borte, borte, tit, tit”. Penny prøver at fedte sig ind hos Baby Nord. Billedet er taget for tre år siden. Er SÅ spændt på, hvad hun siger til at få sin ‘egen’ baby lige om lidt.

Hermed første ‘lille’ del omkring børn og hunde. Jeg havde egentlig tænkt mig at vente, til vores egen baby er kommet til verden og jeg kan dokumentere hans og Pennys relation, men I var så mange, der gerne ville høre mere og som ventede sommerbabyer, så tænkte, at jeg kan starte med mine overordnede tanker omkring det med småbørn og hunde.

For langt de fleste går det – heldigvis – glat at føre et nyt menneskefamiliemedlem sammen med hunden og der opstår hurtigt en relation. Især fra hundens side. Det virker næsten som noget instinktivt. Men selv hvis man har sådan en hund, så er det alligevel en god idé at fokusere på to ting: At opbygge en god og tryg relation hund og barn imellem og at forebygge eventuelle uheld eller skader.

Inden baby kommer

Gå tur med barnevognen. Det er nemmere at lære sin hund, at gå pænt ved siden af barnevognen, når man kun skal fokusere på det og ikke også på en måske ked baby. Så start med at træne ‘gå pænt ved barnevogn’ inden baby kommer. Hvis du har barnevognen allerede selvfølgelig. Gør det til en hyggelig og positiv oplevelse og beløn og ros hunden, NÅR den går fint på den side af barnevognen, du ønsker. Brems den stille og roligt, hvis den forsøger at gå ind foran barnevognen eller bagom. Du kan med fordel lære den at gå på begge sider af vognen, men at den kun må skifte, når du siger til. Det vil gøre det nemmere for dig, at gå tur med barn og hund samtidig, især hvis dine gåture foregår på et fortov.

Sørg for at have nogen, der kan passe hunden (og med kort varsel), når du skal føde og gerne den første lille uges tid om muligt. Lad din partner tage en klud, et tæppe eller et stykke tøj baby har ligget i med ud til hunden, og sørg for at den får masser af kiks og hygge, når den på den måde for første gang lærer babys duft at kende.

Generelt kan det siges så enkelt her: Du vil gerne have at din hund forbinder alt, der har med baby at gøre med noget godt.

Opbyg relationen

Selvom man, som jeg, har en hund, der elsker børn og som man ved også er fin og rolig omkring babyer, så er der masser af små ting, man kan gøre for at sammenføringen går ekstra glat. Og så hunden (der måske endda har haft hovedrollen i familien indtil nu) ikke føler sig helt tilsidesat, når baby kommer til og tager masser af tid og opmærksomhed.

  • Det første møde: Hav en skål med lækre godbidder klar. Sid med baby i armene og lad din partner komme ind med hunden. Hav den evt i snor, hvis I er tryggest ved det. Vær rolige og afslappede. Lad hunden snuse til baby og sørg for at din partner giver den godbidder og snakker med den og roser den imens. Måske hunden slet ikke er interesseret i barnet, helt ok. Giv alligevel godbidder og hyg om den, den må gerne forbinde det at baby er i nærheden med noget rart under alle omstændigheder. Er den MEGET interesseret og vil den måske endda gerne slikke barnet, så er godbidderne gode til at aflede lidt med. Prøver den at slikke på barnet, så lad være at skælde ud (den skal ikke forbinde barnet med noget negativt), men løft blot barnet væk fra tungerækkevidde. På den måde kan du nemt signalere til din hund at den gerne må snuse, men ikke må slikke slet og ret ved at løfte barnet væk, hvis den forsøger at slikke. Er hunden decideret tilbageholdende, så lad være med at tvinge eller lokke den hen til baby. Giv den godbidder og hyg om den, i den afstand den er tryg ved.
  • Når baby græder bliver nogle hunde helt bekymrede, andre ligefrem utrygge og så er der dem, der er ligeglade eller lukker det ude. Hvis din hund hører til de første typer, så sørg for at den af jer, der ikke trøster, tager hunden med ind i et andet rum og leger eller laver noget hyggeligt med den. Især de første par gange. Så lærer den, at det altså ikke er lig med verdens undergang, at baby er ked af det. Heller ikke selvom det måske lyder sådan i hundeører.
  • I kommer til at bruge oceaner af tid på at amme, putte og skifte. Nogle hunde bliver ligefrem jaloux, mens andre bare gerne vil være med. Tænk over en måde hvorpå hunden kan ‘være med’ men uden at det bliver irriterende eller anmasende og beløn den for det. Det lyder måske abstrakt, men lad os tage et konkret eksempel: Når du ammer lærer du (gerne med partnerhjælp i starten) hunden at ligge for dine fødder (en adfærd der ikke er kompatibel med at slikke på dig eller baby) og kaster den en godbid af og til, nusser den lidt og snakker med den for at ligge dér. Hunden vil føle den er med, at der sker noget godt og rart, selvom det egentlig er ‘babytid’,  og du har styr på situationen uden at have et hundehoved i nærheden af bryster eller baby. Det samme kan man indøve ift. puslesituationer osv. Det bliver selvklart en del godbidder, især i starten, så man kan med fordel måle noget af hundens foder af og dedikere det til al ‘babytræningen’.
  • Glem ikke hunden. Der er selvfølgelig noget helt andet, der har førsteprioritet lige nu, men se om du og/eller din partner også kan have bare lidt tid gerne dagligt à la det, i plejede at gøre med hunden inden babys ankomst. Det kan være 5 minutter, hvor I træner tricks, en gåtur i skoven hvor I spiller bold, hundeleg med vennerne i parken eller bare lidt dedikeret nus, hvor der ikke er baby i nærheden.

Forebyg uheld og skader

“Min hund er så god, hun finder sig i alting og børnene kan gøre alt ved hende.”

Hvor dejligt det end er, at have sådan en hund, så er det altså ikke ens betydende med at man bare skal lade stå til. Sådan en hund er Penny og selvom det giver mig en kæmpe tryghed at vide, at selvom hun bliver nevet i snuden, hevet i halen eller faldet ovenpå af et barn (det er altsammen sket og selvfølgelig stoppet med det samme) så er hun mild og god og kan højst finde på at gå væk, så betyder det ikke, at jeg lader børn sidde eller ligge på hende. Eller hive i hende, prikke eller nive hende, men den del giver sig selv. Jeg vil ikke have, at hun en dag selv ender med ‘at sige fra’ (og da slet ikke med tænderne, hundens yderste instant, når den har prøvet at sige fra på alle andre måder) og små børn forstår ikke bedre, så derfor er det mit ansvar at sørge for, at hun ikke lider overlast.

Lav gerne et helle for hunden (dens kurv eksempelvis), hvor den ved, at den kan gå hen at lægge sig, når den vil være i fred og sørg for at barnet ikke kan komme til den der. Når barnet bliver ældre kan man lære dem, at når Fido ligger i kurven, så sover han og skal have ro og ikke forstyrres.

Lad aldrig baby og hunden være alene sammen. Heller ikke selvom det bare lige er 2 sekunder, mens du henter noget i køkkenet. Det gælder i særdeleshed fra dit barn begynder at kunne kravle! De fleste bidskader sker på børn i tumlingealderen og desværre endda ofte i ansigtet (da det er den del af barnet, der er i hundehøjde). Familiehunden er synderen og den slags er som oftest et tillidsbrud så stort, at man ender med at aflive eller omplacere hunden. Forståeligt nok. Men i langt de flest af den type tilfælde er hunden blevet trængt op i en krog og har på masser af måder forsøgt at ‘sige’; “det er for meget det her”. Lad være med at komme hverken hund eller barn i den situation! Hav dem under opsyn, når de er sammen og lad der være en dør eller endnu bedre et børne-/hundegitter imellem (så føler ingen sig decideret lukket ude) dem, når du eller din partner ikke har jeres fulde opmærksomhed på dem. En gitterlåge i en døråbning (eller en kravlegård) kan også være alletiders måde at give hunden (eller barnet alt afhængig af hvem der er mest interesseret i den anden) et helle på.

NB! Hvis din hund er decideret bange for eller tidligere har udvist agressiv adfærd overfor børn (og du venter et barn), så søg hjælp hos en dygtig adfærdsbehandler allerede nu. Jeg kan bl.a. anbefale Mia fra Nordhund og dem fra Hund & Træning.

De dæmpende signaler

Dæmpende signaler er en af hundens måder at kommunikere på. Hvis du tænker efter, har du garanteret set din hund bruge dem. Måske du tænkte det bare var tilfældigt? Men når hunden blinker med øjnene (ofte langsomt), slikker sig om munden, smasker, vender hovedet bort, går i en bue til eller fra noget, vender rumpen til, ‘gør sig lille’, pludselig tisser tilsyneladende umotiveret (især hanhunde), ruller om på ryggen eller lægger sig, så kan det være dens måde at indynde sig på eller ligefrem søge afstand. Inden en hund knurrer, viser tænder eller i yderste instans bider (altså de signaler vi som mennesker let forstår som ‘at sige fra’), så har den som regel været en stor del af repertoiret af dæmpende signaler igennem. Den HAR altså prøvet at sige, at den er overvældet og at situationen er for meget. Hvis du lærer at kigge efter og genkende de dæmpende signaler, så kan du stoppe en situation (til stor glæde for din hund, der vil vide at du ‘forstår den’ og har dens ryg) INDEN den på nogen måde eskalerer.

Mange kigger kun på hundens hale og mens den som regel også er lidt at et humørbarometer, så skal man altså kigge på hele hunden for at få det sande billede. For selvom hunden oftest er glad, når den logrer med halen, så kan den faktisk også være arrig. Halen rejser sig og vifter nemlig, når hunden er ophidset og det kan altså svinge begge veje, om det er af glæde eller vrede. Det samme kan gælde rejste børster. Se på resten af hundens kropssprog. Er den ‘blød’ og glad at se på? Eller står den på stive ben, med ørerne meget oprejst eller liggende ned langs ryggen? Viser den tænder eller gør den?

Hvornår er det bedste tidspunkt at få hund på?

Hvis du ikke har hund, men allerede har små børn eller er gravid og også har et ønske om at få hund, så kan det virke nærliggende, at ‘slå flere fluer med ét smæk’ og anskaffe en hundehvalp mens børnene er små/du alligevel er på barsel. Mit bedste råd? Lad være! Det kan fungere, men jeg har desværre set mange, mange tilfælde, hvor det bestemt ikke er tilfældet. Tvært imod. I skal nok nå det hele og den store gave, det kan være for dine børn, at vokse op med en hund, kan du lige så vel give dem, når de er lidt ældre. Når de er omkring skolealderen, er et godt tidspunkt. Her er børnene store nok til at hjælpe en smule til og du slipper for at gøre indtil flere arter renlige samtidig ;) Det er et KÆMPE arbejde at have hundehvalp og kan på mange måder sammenlignes med at have en lille baby (udviklingen går bare hurtigere), så hver ting til sin tid ♥

Har du hverken hund eller barn og vil gerne starte med en hvalp, så få den gerne et par år inden du planlægger at stifte (menneske)familie. Så er hunden nået at blive voksen og I har forhåbentlig styr på opdragelse og hundehverdag, inden der også kommer en baby til. Og giv den gerne masser af gode og trygge oplevelser med børn, især mens den er hvalp.

(Visited 9.478 times, 5 visits today)

Skriv en kommentar

9 Kommentarer

  1. Hej emily!

    Sikke en god artikel – den rammer spoton på, hvad vi også har været inde og berøre på vores hjemmeside, http://www.voreshund.dk. Du kan læse hele vores tema omkring “børn” her: https://voreshund.dk/hjemme/hund-og-familie/

    Siden er selvsagt under løbende udarbejdelse ? Det er dejligt du berør emnet, for der er så mange kedelige situationer og misforståelser i hele baby-hund konstellationen. Du når ud til rigtig rigtig mange mennesker med dette indlæg ??? Bare det, at man kan gøre overgangen med en baby til bedre for en hund, så har det jo været det hele værd. Er det i orden, at vi deler og linker til dit blogopslag inde på vores hjemmeside og sociale medier?

    Mvh Voreshund-teamet.

  2. Kære Emily,
    Tak for et godt indlæg, jeg er selv en af den der glæder sig til at få hund, når yngste barn når skolealderen.
    Min mand og jeg var mange snakke igennem om vi skulle have hund eller barn først, men hvor er jeg bare glad for at vi valgte barn/børn.
    Selvom vores søn er ret nem og jeg har været heldig med min amning, er jeg blevet ret overvældet(på den lykkelige måde) af hvor hårdt arbejde et barn er, især i starten. Din beskrivelse af en hund i fodenden af amning gav mig lidt stresskvalme, da jeg husker, hvor uoverskueligt amning var i de første par måneder. Selv nu, hvor det kører godt og amningen er veletableret kan jeg ikke sidde med en telefon eller se tv, hvor man skal følge med, samtidig.

    Ønsker alle der kan håndtere barn og hund alt det bedste, de er seje. Og jeg drømmer jeg mig nogle gange frem til om de ca. 10 år det vil tage at få tre børn og få dem op i skolealderen, om alt går godt :)

  3. Så fint og velskrevet indlæg. Vi fik vores hund (en sheepadoodle), da vores børn var hhv 8 og lige knap 5, og det viste sig at være så fint et tidspunkt. De var store nok til at lære helt essentielle grundregler om hvordan man behandler en hund med respekt og kærlighed, og selv om vi i begyndelsen aldrig lod hund og børn være alene sammen, var der heldigvis kun ganske få gange hvor det var nødvendigt at irettesætte dem og genbeskrive rammerne. I dag, 10 måneder senere, har vi en hund og to børn, der simpelthen elsker hinanden så højt, og jeg bliver helt rørt når jeg ser dem sammen, fordi det minder mig om hvor fantastisk det var for mig at vokse op med hund. Det er et helt særligt bånd, og jeg er så lykkelig over at kunne give mine børn den samme oplevelse. Vores hund får uendelig meget kærlighed dagen lang fra os alle sammen – og som belønning har vi fået verdens bedste pelsede hundeven. ❤️

    1. …hov, lige som en tilføjelse til min egen kommentar: noget af det (meget), der er så fint at se er, hvordan vores hund tilpasser sin leg og sit niveau af “vildhed” til den, hun leger med. Hvis det er min mand, kan der hoppes og legeknurres med masser af gøen og lidt åben mund og vilde hivelege – lige så snart vores 5årige tager over, skruer hunden helt ned og leger på hans niveau. Lægger pivedyret foran ham, så han kan kaste, frem for at de skal legeslås lidt vildere om det, løber lidt langsommere så han kan fange hende osv. Med den 9-årige bliver der så skruet lidt op igen. Det er helt tydeligt og helt ubeskrivelig sødt og fint og kærligt. ❤️

  4. Rigtig god beskrivelse af hund/baby :-)
    Vi har flere dyr og ca. det samme gælder også for kat/baby og hest/baby.
    Dejligt du har alle disse tanker både for baby og for din hund, for det er så vigtigt ikke at forfordele.
    Tak for kigget og held og lykke med baby/hund :-)

  5. Tip: det er nemt at gå tur med hun hvis man bærer baby i en form for bæreredskab (medmindre hunden vælter en selvfølgelig ?)