Som forudset, får jeg ikke læst helt så meget på papir, efter jeg er blevet mor. Til gengæld får jeg ‘læst med ørerne’. Også i dén grad. Og det er altså herligt. Så slipper jeg for at gå glip af ventede eller anbefalede læseoplevelser og kan holde mig nogenlunde opdateret på den litterære front (noget jeg sætter stor pris på) og samtidig også få ‘læst’ bøger, jeg længe gerne har villet stifte bekendtskab med.
Jeg lytter især, når jeg går ture med barnevognen eller på anden måde er på vej og så når jeg ammer. Det bliver sammenlagt til nogle timer om dagen. Hvilken lytteluksus!
Måske I også er på barsel? Eller lytter på turen til og fra arbejde? Eller som godnathistorie? Uanset om det er det ene eller andet eller noget helt fjerde, har jeg samlet en række anbefalinger til efterårslytningen her i indlægget. Både bøger jeg har hørt allerede og kan anbefale og så dem, jeg selv har i kikkerten og på læselisten.
Rigtig god lyttelyst ♥
Jeres boganbefalinger
Og som sædvanligt, når jeg laver boganbefalinger, bliver jeg mere end glad for også at høre jeres. For det kan altså være lidt af en jungle. Så har du lyttet til noget dejligt og med en god oplæser for nyligt, så tip endelig mig og de andre.
30 dages gratis adgang til Mofibo
Lige nu kan du få 30 dages gratis adgang til alle de mange e-bøger og lydbøger på Mofibo med koden ES2019 ved at signe up her. Tilbuddet gælder nye brugere og løber frem til d. 30. november 2019.
5 lydbøger jeg har ‘læst’ og kan anbefale
- Moderskab og Mødrehjælp – Otte portrætter og 100 års historie af Pia Friis Laneth. Denne her ‘anbefalede’ Mofibo mig selv og hurra for det! Medrivende og spændende historisk portræt af foreningen Mødrehjælpen og dermed kvindeliv og -kamp, moderskab og kønspolitik de seneste omtrent 200 år. Krydret med 8 personlige portrætter af vidt forskellige kvinder, der af den ene eller anden årsag, har fået hjælp af Mødrehjælpen. Fik en klump i halsen og våde øjne over hvor hårde vilkår og få muligheder, man havde som enlig mor i slutningen af 1800-tallet og kuldegysninger, da jeg læste om såkaldte englemagersker, kvinder der tog spædbørn i pleje (mod betaling) for så at slå dem ihjel, så der ikke var endnu en mund at mætte. Det hele er dog ikke gys og gru og der er også masser af solstrålehistorier og spændende betragtninger. Kæmpe anbefaling herfra.
- Vådeskud af Katrine Engberg. Nyeste skud på stammen fra en af mine yndlingskrimiforfattere. Og den lever bestemt op til de forgængerne og lidt til. Velskrevet, med et snørklet plot, der leverer udover blot at følge den gængse ‘krimiopskrift’. Og oplæst glimrende og indlevende af forfatteren selv. Jeg glæder mig allerede til den næste i serien.
- Patrick Melrose-trilogien (Glemt det, Dårligt nyt, En smule håb) af Edward St Aubyn. Har længe haft bogen stående i reolen, men er aldrig kommet i gang på trods af mange anbefalinger. Men nu er det lykkedes. Og fy for den lede. De halvbiografiske romaner skildrer Patrick Melroses liv i en britisk overklasse familie med en væmmelig, herskesyg far og en underkuet, alkoholiseret mor. Og hvad der kommer ud af sådan en opvækst af misbrug og svigt. Ikke for sarte sjæle, men vanvittigt velskrevet og til tider endda morsom midt i alt det grusomme.
- Alle Roland Triel-krimierne af Dennis Jürgensen. Vildt spændende og blodigt og bestemt ikke for børn. Grusomheder og kriminialgåder fra gode gamle Jürgensen, der stadig er mere end relevant. Serien udmærker sig ved, at der udover hver bogs afsluttede handling også er en overordnet forbrydelse at opklare, der er fortløbende gennem romanerne, nemlig mordet på Roland Triels egen kone og mishandlingen af hans datter.
- Stolthed og Fordom af Jane Austen. En klassiker og en af mine yndlingsbøger, som jeg har læst indtil flere gange og nu også lyttet til. Alletiders bedste kærlighedshistorie!
5 lydbøger jeg har på efterårslyttelisten
- Vinterbørn af Dea Trier Mørch. I fortalte, at jeg helst skulle vente, til efter jeg havde født, men nu skal det så også være!
- Gale Kvinder af Gabriela Mistral. Har stadig denne nobelprisvinder i litteratur (1945) til gode og glæder mig til bekendtskabet.
- Jeg slukker nu! af Cathrine Price. Fordi jeg til stadighed søger et mere afbalanceret forhold til min telefon. Jeg elsker de muligheder og den inspiration, den giver mig. Men jeg gider ikke være dens slave. Punktum. Det kan denne bog forhåbentlig hjælpe mig lidt med.
- Moders mælk til sidst af Edward St Aubyn. Fordi jeg ikke har fået nok af St Aubyn efter ovennænvte trilogi af samme.
- Faldende masker af Dennis Jürgensen. Denne har i øvrigt eksklusiv forpremiere på Mofibo og kan derfor ikke lyttes/læses andre steder før midt i november. GLÆDER mig til nyeste skud på stammen af Roland Triel-krimier og håber sådan, at blive klogere på, hvem der har dræbt Triels kone og skamferet Andrea. Kan næsten ikke vente. Lyt endelig til de andre krimier i serien først, hvis ikke du allerede har hørt dem.
Fotos: Alona Vibe
Glæder mig til at læse jeres returanbefalinger ♥
Jeg kan anbefale “Drop opdragelsen” af Fie Hørby. Lidt misvisende da den netop handler om opdragelse med respekt for barnet. Mega spændende børnesyn og selv om vores drenge stadig er små, så er der virkelig meget at lære omkring menneskesyn og gensidig respekt for grænser og person! :)
Tusind tak for tippet! Den kender jeg ikke (men ok, kender ikke rigtigt nogen bøger om børneopdragelse – endnu), men den vil jeg kigge nærmere på :) Klem til dig og dine E
Åh, hvis du kan lide Stolthed og fordom, så giv Overtalelse (også af Austen) et skud ❤ Den er også virkelig fin!
Modtaget <3
Jeg kan anbefale J. K. Rowlings “Cormoran Strike”-serie skrevet under pseudonymet Robert Galbraith. Den britiske oplæser gør det rigtig godt i mine øre (pun intended) ;)
Haha… perfekt ;)
Dejligt indlæg!
Dét er jeg glad for du synes! Kram E
Jeg har altid døjet meget med søvnproblemer og i den forbindelse opdaget jeg også lydbøger. Dog fandt jeg ud af hvis de var for spændende faldt jeg ikke i søvn. Derfor begyndt jeg at lytte til bøger først gang om dagen og efterfølgende høre dem de søvnløse nætter. Der har en klar favorit. Det er ikke stor litteratur, men den mange år moderedaktør på Vogue, Grace Coddington, har skrevet en god bog, som hun selv læser op. Det fungere ikke altid nødvendigvis godt, men det gøre det virkeligt her. Den er fedt tidsbillede af modeindustrien men også tidsånden fra 60’erne til nu. Og så hjælper det at hun er morsom og har masser at selvironi. Jeg ved om den findes på Mofibo, da den er på engelsk, men man kan købe den på amazon for et par dollars.
Tusind tak for tippet Eva, den vil jeg finde og lytte til, lyder så spændende. Og så ønsker jeg dig masser af gode nætter fremover. Kram E
Jeg er i gang med helt nye “Frank vender hjem” – også på Mofibo. Det er så fin socialrealisme af den slags, hvor man har lyst til at give hovedpersonen en krammer og samtidig ved, at hver gang det går godt, så skal det nok blive pillet fra hinanden igen. Og så er den ret let læst, hvilket er meget rart, hvis man ikke har mulighed for at koncentrere sig i en evighed af gangen.
Tusind tak for tippet, den vil jeg lytte til :) Kram E
Patrick Melrose trilogien lyder spændende! Men jeg bliver sådan i tvivl, når jeg ser anmeldelserne på Mofibo?den deler vandene , enten elsker folk den eller også er det bare ??Og tolv timers lytning er bare meget, så måske jeg skulle vælge een af dine andre anbefalinger?god weekend !
Ja den er vist netop sådan en der deler vandene. Jeg er nu fan. Haha… ja, det er en ordentlig moppedreng, men det er netop også tre bøger i én. Så du kan også tænke på det som 3 x 4 timers lytning ;) Uanset hvad, håber jeg du får nogle dejlige lytteoplevelser :) Kram E
Hej Emily,
Den fine stol du sidder i – hvor er den fra?
Den er fra Ikea. Fra deres Stockholm 2017 kollektion :) Knus E
“Hungerhjerte” af Karen Fastrup er så god – barsk og brutal og smuk på een og samme tid. Den formår at sætte fokus på psykisk sygdom på en måde, så man næsten selv kan mærke det og også efterfølgende måske lidt bedre kan forstå dem, der er så uheldige at kæmpe med sindslidelser. Og så er den i øvrigt læst op af forfatteren selv, og hun har en enormt behagelig stemme. Kæmpe anbefaling herfra og rigtig god weekend :)
https://mofibo.com/dk/da/books/585372-Hungerhjerte
Tusind tak og god weekend lige tilbage (omend med en uges forsinkelse, haha… det går ikke så hurtigt her i barselsboblen). Kram E
Tusind tak for tippet :) De her indlæg er så mega brugbare!! :)
Selv tak og hvor er det bare dejligt at høre. Knus
Jeg har været i gang med at lytte til den norske Per Pettersons bøger om Arvid Janssen, fx Mænd i min situation lissom jeg også har lyttet til hans bestseller Ud og stjæle heste, som er på det hvide lærred lige nu. Jeg elsker at lytte men går nok ofte glip af mange små pointer undervejs. Derfor er Per Petterson måske lidt en udfordring at lytte til, fordi han springer umærkeligt rundt i tid. Men jeg vil alligevel anbefale ham for han får sagt meget om hvad det vil sige at være mand og valgene, som vi mennesker står overfor. Hovedpersonen i Ud og stjæle heste har læst Charles Dickens’ David Copperfield. Den er jeg i fuld gang med nu 170 år gammel coming-of-age og finde sin egen stemme-klassiker og et tidsbillede på Victoriatidens England. Måske tager jeg hans Bleak House bagefter men det må jeg se til den tid. Ellers vil jeg også anbefale Henrik Pontoppidans Lykke-Per om man har set filmen/serien eller ej. Jo, og Astrid Lindgrens Krigsdagbøger 1939-1945. Hun var en del af den svenske brevcensur men imod reglementet ‘bearbejdede’ hun sin viden fra brevene når hun kom hjem fra job og skrev dagbog, samtidig med at vi ser krigen fra en ‘almindelig svenskers’ perspektiv med fødevarerationering etc. Og som dig er jeg meget glad for Jane Austen. Hun er min favorit comfort-satiriker :-)
Kendte slet ikke til Astrid Lindgrens Krigsdagbøger, dem må jeg se nærmere på, tusind tak for tippet. Rigtig god læse- og lyttelyst til dig dette efterår. Lyder som om du er en flittig læsehest <3 Kram E
Ja, jeg er især en flittig lyttehest :-) Der er desværre kun een dagbog. Astrid Lindgren havde i perioder travlt med ‘livet’ på forskellig vis og fik ikke skrevet dagbog hen over længere stræk. Men på den måde får jeg som læser sådan et godt ‘bredt view’ hen over hele perioden. Glemte iø. at anbefale italienske Elena Ferrantes Min geniale veninde og de tre andre romaner i serien om Elena og Lila i Napoli efter 2. verdenskrig. Ligesom serien My Brilliant Friend på HBO er god. Uh, og når man allerede er i Napoli og har fået byen under sin hud, så må jeg lige nævne den serien Gomorra på HBO, der tegner et nutidigt billede af byens dynamikker. Haha, når jeg først kommer i gang. Rigtig god lyttelørdag i al fald :-)
Synes kun det er dejligt med så mange anbefalinger. Tak :) Klem E
Tak for anbefalingerne, Henriette – og Emily! Her fik jeg lige det sidste skub til at købe Astrid Lindgrens krigsdagbøger og Elena Ferrantes serie, som jeg har gået og overvejet i noget tid (har lige læst hele serien, som Syv Sind er en del af, efter anbefalingen her fra bloggen).