I dag har jeg løbet en tur, kommet kokosolie i håret og læst tre artikler i avisen. Det er der jo som sådan ikke noget odiøst i. Ikke objektivt set i alle tilfælde. Men for mig er det skelsættende. For de tre ting er så meget ‘mig’. Eller de var ‘mig’, før jeg blev mor. Ting jeg gør for mig, ting jeg virkelig synes om, noget der i al deres enkelhed definerer mig. Lysten til og behovet for bevægelse, egenpleje (på hippiefacon), indsigt og viden.

Og jeg kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet og blive glad helt ned i maven. For jeg havde det, som om jeg fandt mig selv – eller en bid af mig selv – igen her til morgen. Præcis samme oplevelse har jeg haft ovenpå andre perioder, hvor man på godt eller ondt bliver kørt ud på et sidespor. Hvis jeg har haft særligt travlt på job, været forelsket eller ulykkelig. Ovenpå dødsfald eller bryllup. Og så videre.

Det er egentlig lidt pudsigt hvordan man giver slip på den slags identitetsmarkører, så snart man er i en art undtagelsestilstand. Uanset om det er grundet gode eller dårlige omstændigheder. Men det er nok også helt naturligt. For man må jo give slip af og til, så man kan matche overskud og tid.

Det er ikke fordi, jeg har lyst til at ‘være mig selv’, som jeg var, inden jeg blev mor. Eller inden andre større livsbegivenheder for den sags skyld, det er en universel følelse synes jeg, og ikke noget der udelukkende knytter sig til at blive forælder. Men jeg synes det ret så dejligt, når en del af ‘gamle mig’ kobler sig på den, jeg (også) er nu. Det føles lidt som at finde hjem: Forankret. Det modsatte af rodløs. Trygt.

Næste skridt er at meditere. Noget af det, jeg ved, gør mig godt. 5 minutter hver dag. Måske bare 3, hvis det er, hvad der kan lade sig gøre.

Har I også sådanne små ting og handlinger, der definerer jer og gør jer trygge og glade? Som I giver slip på, for derefter at ‘finde hjem til’ ovenpå store som små livsomvæltninger?