Smykker og syrener.

SÅ venner, så lykkedes det simpelthen. For første gang siden Små ting genopstod, er det lykkedes at udgive på en mandag, ligesom i de gode gamle dage. For tanken er jo egentlig, at det skal udkomme mandag. Det er sådan en hyggelig måde, at starte ugen på synes jeg. Men en ting er, hvad jeg synes og planlægger. Noget andet er hvordan den lille skaldede chef herhjemme (og her taler jeg ikke om Nikolaj, host host), synes tingene skal være.

Og apropos den lille chef herhjemme, så er det snart slut. I alle tilfælde i dagtimerne. SÅ er jeg min egen chef igen. Med blandede følelser. Og noget overrasket. Jeg kiggede nemlig i kalenderen forleden. Jeg har en god måneds tid tilbage på ‘barsel’. Derefter sommerferie for hele den lille familie i juli og så starter pølsebarnet i dagpleje primo august.

Jeg ved ikke hvorfor, men at se det sort på hvidt, dér i kalenderen, satte alt i relief. For udover, at jeg på ingen måde forstår, at min barn nærmer sig sin 1-års fødselsdag, så blev jeg også lidt ekstra opmærksom på at værne om det sidste af denne specielle barselstid. Det har jeg nu også gjort hidtil, men jeg kan ikke undgå at blive lidt sentimental, nu hvor der kun er en håndfuld uger tilbage af min barsel.

For et par år siden, sad jeg ved siden af en kendt, dansk designer til en middag på den franske ambassade (det føles som et andet liv nu, og var det på sin vis også) og hun gav mig et råd. Eller snarere: Hun delte noget, hun havde fortrudt, med mig. Men deri lå et indbygget råd. Sådan et kan man tage til sig eller lade ligge, men det gjorde altså indtryk på mig, kan jeg se her i retrospekt. Hun fortalte nemlig, hvordan hun samtidig med at hun var højgravid og siden nybagt mor, havde banket sit tøjmærke op sammen med sin partner. Havde arbejdet dag og nat. To babyer på en gang så at sige. Lige krævende, men på vidt forskellige måder og ikke så kompatible. Og hvordan hun faktisk fortrød (timingen i sammenfaldet altså), fordi hun følte, hun for evigt var gået glip af meget af sit barns første tid.

Og jeg er hende taknemmelig for at have delt den erfaring med mig. For jeg har ofte tænkt på hende og hendes fortælling. At det er et splitsekund i løbet af et liv, at man har små børn. Og således, at der er en tid for alting. At man ikke behøver (man må selvfølgelig gerne) gøre alt på én gang. At man nok skal nå det. Hvis altså der er noget, man gerne vil nå. Man bestemmer selv.

Måske var det slet ikke det, hun ville fortælle. Men det var det, jeg tog med mig og det jeg læner mig ind i og finder stor tryghed, tillid og kærlighed i.

Må I få, en helt igennem god, ny uge. Hvad end I gør det hele på én gang (det kan der også være en tid for) eller tager ét lille skridt ad gangen. Måske endda dvæler lidt ved det specielle i en helt særlig tid ♥

Ps. Jeg havde egentlig tænkt, jeg ville fortælle om vore rare, meget afslappede weekend og denne uges gode planer, men så stak det lidt af i en tankestrøm, som I kan se ovenfor.  Så må I have det andet til gode.

Vitaminer til både øjne og krop.

Og vitaminerne har vi haft brug for. Pølsen har været syg (3-dages feber) og moren har som følge deraf og nogle meget urolige nætter, været en kende træt. Men åh så sød glæden ved, at han blev frisk igen, var.

‘Min’ blåregn er så småt ved at komme i blomst. Smukkeste. Hvis jeg engang skal eje et hus, så må der gerne være en blåregn.

Vores bryllup i seneste nummer af ELLE. Og et stykke gulerodskage. Deler opskrift senere denne uge.

Og apropos bryllup, så har vi fået et af vores bryllupsfotos op at hænge. Og et af Penny-dyret.