Små ting

hindbær med fløde

Sommerlivret, bær med fløde.

Hermed en omgang ‘små ting’ galore fra de forgangne 4 uger. Og hvilke fire uger. De blev en mere end fin omgang sommer-medley (på trods af det lidt kedelige vejr) med både tid i sommerhus(telt), herhjemme og ikke mindst i autocamperen i Norge.

Sidder i skrivende stund og spiser vandmelon og drikker kold cola zero (det er virkelig min last, har jeg nogensinde fortalt jer om den? Kan ikke lide almindelig cola, men zero har jeg altså en prik med, prøver dog at holde det på et minimum…) og har en time foran tasterne, inden jeg skal lave mad. Det er lidt fordelingen, mens vi kører ind i dagpleje. Nå, ja og så lidt tid på mailen, mens jeg triller formiddagslurtur og så om aftenen, hvis jeg kan holde øjnene åbne. Eller orker. Er ikke og bliver aldrig flink til at arbejde om aftenen, er nok for meget a-menneske eller måske bare for magelig. Må i alle tilfælde indrømme, at det som regel trækker mere at gå tidligt i seng eller nappe et par afsnit af nyeste sæson af Modern Family eller et kapitel i De heldige (læser den nu, stor anbefaling herfra) end at klimpre i tastaturet, når klokken har slået otte om aftenen. Men situationen nu er en stakket frist (håber jeg da) og det fungerer faktisk ok. Man kan jo som bekendt nå meget på en time ;)

Nu pippede jeg jo lidt i går om, at jeg syntes, det var lidt trist med barsel og ferie, der sluttede. Og det gør jeg også. Starten af ugen var især lidt hård på den (følelsesmæssige) konto. Men der er også en hel del små ting at glæde sig over og til og det kan jeg mærke bundfælder sig nu. Det er rart at være tilbage i hverdagen (for den holder jeg, som Dan Turell, af) og det er rart at kunne se frem til min yndlingstid på året: Sensommer og starten på efteråret ♥ Og med alletiders forsømte forår i bagagen, skal den sidste halvdel af 2020 nydes ekstra meget.

Ikke at der nødvendigvis skal gøres eller laves mere for at kompensere for det ‘tabte’. Hvis der er noget, jeg lærte og kan tage med mig fra forårets lockdown, så er det hvad jeg virkelig kan lide og gerne vil bruge tid på. Og hvad jeg fint kan undvære.

Jeg håber, I får en fortsat rar uge og god weekend lige om snart ♥

 

Et lille glimt af vores nye hus. Og I kan tro, at jeg nok skal fortælle mere snart. Hyggeligt, at I er interesserede ♥

Strandtur med min ‘førstefødte’.

Læsestund og kaffedrikning på min fødselsdag og telttid i ‘sommerhuset’ med mine drenge.

Kurt på strandtur med sin gode ven Ellie. Endnu en livret: Vafler med flødeskum og bær. Men altså, alt med frugt og fløde og man kan blive min ven.

Kurts træ. Fik en lillebitte violinfigen af Nikolaj i barselsgave. Stort set bare en spire. Nu er den så ‘stor’ her. Lidt hyggeligt at de følges ad.

Campinglivet.

Norge var mageløs. Årets smukkeste udsigt fra ‘soveværelset’ og årets smukkeste SUP-tur.

Kurt og jeg fandt vores drømme-camper.

Kagebord til Kurts 1-års fødselsdag i søndags. Dejligste dag med søde gæster.

Ude godt, hjemme (aller)bedst ♥

(Visited 4.295 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

18 Kommentarer

    1. Tak, det bliver jeg glad over at læse :) Den er fra Ilva og var på bud, da vi købte den, måske den stadig er :) Kram

  1. Vil du ikke lave et lille blogindlæg eller bare en par råd om jeres tur til Norge? Jeg har først ferie her i August og planlægger da en kør selv ferie i vestlige Norge. Jeres tur så helt fantastisk ud ?

    1. Dét vil jeg, men spørgsmålet er om jeg når det inden du skal afsted? Men ellers har jeg samlet en hel del (i alle tilfælde ift destinationer) på min instagram, både i feed og under højdepunktet ‘Camping 2020’ :) Kram E

  2. Så dejligt du er tilbage! Jeg glæder mig til alle de gode indlæg, der er i støbeskeen :)

  3. Ligner en dejlig ferie. Norge ser uvirkeligt smukt ud, wauw! Jeg studerede dit sidste billede nærmere – hvor er jeres tæppe fra? Hyggelig stue, glæder mig til at se jeres nye stue i huset :-)

    1. Dét var det også. Ikke ligefrem afslapningsferie, men manner nogle oplevelser!
      Det er fra Layered, lavet af gamle plastikflasker. Stort knus herfra og ønsker om en god weekend

    1. Nej, men vi flytter først næste forår/sommer, så Kurt kommer til at gå i dagplejen i et år, inden han skal rykkes :) Kram E

  4. Vil du dele opskrifterne på Kurts kagebord? Jeg skal holde 4-års og 1-års fødselsdag for mine piger i oktober.

    1. Dét ville jeg gerne, men det var søde venner og familie, der havde bagt til sammenskudskagebord, så kan desværre ikke dele. Men ved at min mor bl.a. havde fundet opskrift hos Anne au Chocolat <3 Klem E

  5. Hvor ser det skønt ud!
    På Instagram er der flere fotos, hvor du har en meget meget fin brun kjole på med hvide prikker. Mon du vil dele, hvor den er fra?