
At indrette Kurts værelse har indtil videre været det hyggeligste og tilmed mindst komplicerede (ingen tørretider eller endeløse leveringstider à la badeværelset) i vores flytteproces.
Og ikke nok med, at jeg har hygget mig gevaldigt med det, vores lille minimenneske har været så ovenud begejstret over hvert eneste lille tiltag, at det har været en fryd. Han er helt med på, at det er hans rum og leger derinde hver eftermiddag til den store guldmedalje.
Da han kom hjem fra vuggestue i går, havde vi indrettet et nyt hjørne i hans værelse med den sødeste værkstedsbænk med masser af tilbehør og den faldt altså lige i Pølsens smag. Tror, nærmest aldrig jeg har set ham så glad for eller optaget af noget andet legetøj.
Værktøjspræferencen kan meget vel skyldes, at han jo har været en del med på sidelinjen når vi selv og håndværkere har været i gang i huset. Uanset hvad, var han henrykt over at få sit eget grej ♥
Det lille værksted og puder, tæpper, kurve m.m. er altsammen fra Ilva og I finder en fuld liste med links nedenfor.




Kurt ELSKER sit værksted og han er tilmed helt med på, at have det forklæde og den kasket på, man kan få som tilbehør. Det kunne ellers have gået begge veje, men er åbenbart et hit. Almindelige kasketter og solhatte er en helt anden sag, men jeg har åbenbart ikke forstand på hovedbeklædning til tumlinge…
Jeg overvejer sådan om Kurt også skal have en anden seng end sin tremmeseng. Og har kig på denne her + en sengehest. For nu sover han i sin gamle Juno-seng. Uden tremmer og trukket fra hinanden. Og det fungerer egentlig fint, men han tager af og til hovedspring ud fra fodenden, der stadig er høj (den kan man ikke pille af). Så lige nu ligner soveværelset et puderum for at undgå halsbrækkende styrt. Det problem ville en lav børneseng løse, men synes bare sådan en er ret stor og liiiiidt for nem at komme ind/ud af ;)
Mens jeg tygger på det med sengen, så har jeg bestilt denne lille reol og så glæder jeg mig ellers til at krydre hele herligheden med loppefund henover sommeren. Nå, ja og noget af alt det flyttekasserne gemmer. Vi har stadig så mange, der ikke er pakket ud, haha.
Har I set noget eller har I selv noget, der er genialt på et børneværelse og som jeg skal kigge nærmere på? Kurt havde et telt, som han var vildt glad for, men som desværre er gået i stykker (fordi nogen rutchede på det, ahem, måske den samme nogen, der tager hovedspring fra det højeste punkt på sin seng), så sådan et er jeg i alle tilfælde på jagt efter. Burde måske også kigger efter en lille rutchebane. Og et miniature-stuntman-kostume…

- Værktøjsbænk (bemærk at tilbehøret skal tilkøbes)
- Værktøjskasse
- Byggesæt
- Værktøjssæt
- Forklæde og kasket
- Opbevaringskurv, lille
- Opbevaringskurv, stor
- Gulvtæppe
- Pudebetræk, hvid/okker
- Plaid, hvid/okker
- Plaid, brun

Jeg købte også den sødeste, lille købmandsbutik til Kurt i Ilva. Den passer perfekt i vores køkken (og ved siden af Kurts legekøkken).