Tænkte at lave en lille taskeføljeton over det næste stykke tid. Et par af jer har spurgt efter at se ‘samlingen’, der egentlig er ganske beskeden, men ikke desto mindre udgør en solid grundpille i min garderobe. De får hvert sit indlæg over de næste par uger og så måske et gruppebillede til sidst :) En af dem, der bliver brugt allerflittigst er ovenviste Balenciaga Motorcycle Bag. Det er den model, der hedder City og farven er Anthracite. Jeg købte den for lidt over 4 år siden og hvis et godt køb kan defineres, som noget man bruger stort set dagligt (ved dog ikke om jeg generelt kan skrive under på den definition), så er den bestemt et godt køb. Det er i mine øjne en af de mest vidunderlige tasker; lækker, rå, helt sin egen og tilmed ganske praktisk. Altså ikke praktisk i forhold til min Haglöfs rygsæk, men praktisk pga. skulderremmen, der bl.a. gør den til min foretrukne taske at have med på rejser. Og jeg forstår (og misunder) de piger der har den i flere farver, selvom nogen synes det er fjollet. Det var en lille ode til ‘The B-bag’.