
Det her indlæg har været længe undervejs, for jeg har simpelthen ikke helt vidst, hvordan jeg skulle udforme det. Som en fortælling om mit løb, konkrete tips eller noget helt tredje?
Jeg er ingen løbeekspert, men omvendt har jeg gjort mig nogle erfaringer, som I måske (måske ikke) kan drage nytte af. Nu starter vi med min løbehistorie og så napper vi de konkrete tips, hvis det har jeres interesse? :)
I denne måned har jeg 2-års jubilæum som løber. Jeg har også løbet da jeg var yngre, men aldrig så vedholdende og trofast som de seneste to år. Jeg har nemlig løbet hver anden dag stort set uden undtagelse. Jeg har kun holdt pause, hvis jeg var syg.
For knap tre år siden blev jeg opereret i min ankel for at rette op på en gammel skade. Efter det havde jeg ét mål: Jeg ville kunne løbe igen og resten af livet. Mit mål var således ikke en specifik distance, men at gøre ben, sener og led stærke nok til at jeg kunne løbe ubesværet. Ikke noget med marathon på et halvt år, men snarere et mål om at kunne løbe 5-10 km 3 gange om ugen, så længe jeg vil det.
Så jeg startede forsigtigt, forsigtigt. Jeg gik i forvejen en masse med Penny, så jeg indlagde blot småbitte løbepas i vores ture hver anden dag. Jeg afmålte en rute på knap 5 km og skiftevis gik og løb.
De første par måneder gik jeg mere end jeg løb, men byggede gradvist op. Uden dog at tænke for meget over det. Sådan fungerer jeg bedst. Men er man bedre til lidt mere struktur kan man selvfølgelig blot holde sig til 2 minutters gang 1 minuts løb eller lignende. Der findes masser af gode løbeprogrammer og app’s til at komme i gang, der skemalægger hvad man skal gøre :)
Men jeg løb altså bare lidt, gik lidt, og løb så lidt mere og mere og i løbet af et par måneder nåede jeg op på at løbe samtlige 5 km. Og på det tidspunkt var jeg hooked. Jeg fik mere energi og jeg begyndte virkelig at glæde mig til turene, der agerede perfekt afkobling og opladning for mig.
Min kondition var egentlig hurtigt med (tak Penny og cykelture), så jeg måtte tvinge mig selv til ikke at løbe for meget til at begynde med. Jeg havde en svag ankel at tage hensyn til og ville gerne langsomt, langsomt vænne sener og led til belastningen. Og det er lykkedes. Jeg er 7-9-13 ikke ramt ind i en skade endnu og anklen har det glimrende. Og formen ligeså.
I dag løber jeg som regel 2-3 ture à 7 km og 1 tur à 10 km om ugen. Af og til napper jeg en, der er lidt længere. I vinter løb jeg en dag 20 km, for at se om jeg kunne. Det kunne jeg og selvom jeg var træt, kunne godt være blevet ved lidt endnu. Det var virkelig en sejr.
Og det er det, der for mig har været den allerstørste belønning. Evnen til at løbe og føle at man har kræfterne og overskuddet til at blive ved og ved. At benene er stærke nok og at konditionen er der.
Jeg løber ikke for at svede en eller anden kage ud (mere om mit forhold til sundhed generelt i dette indlæg), den slags ‘strafkondition’ bryder jeg mig ikke om. Jeg løber fordi jeg holder af det og fordi jeg tydeligt kan mærke, at det gør min krop godt.
Jeg løber som regel om morgenen og når jeg ikke det, tager jeg bare turen om eftermiddagen eller aftenen. Det er bl.a. det der er så fantastisk ved løb for mig. At det er fleksibelt og at man kan gøre det uanset hvor man er. Hver anden dag. Altid.
Løber I? Har I løbet længe eller er I lige startet? Eller overvejer I måske at gå i gang? Hvad ville det være interessant at høre om af mere konkrete ting i forhold til løb (motivation, ruter, musik, løbemakkere osv.)?

