Ugens udfordring

lynmad_zps42137b47

Jeg tror, jeg har skrevet det en gang eller to før, men jeg synes det er lidt sværere at holde kødfri dage, når man bor sammen med en mand, kontra da jeg boede alene eller i pigekollektivet.

Det afhænger selvfølgelig af manden, men hvis vi nu skal skære sådan nogle over én kam, så er de som regel til den kødglade side. Dog holder vi ofte ‘falaffelnight’ helt uden indvendinger, men jeg gad godt blive flinkere til at have 1-2 dagen uden kød pr. uge igen og hvilken bedre måde at indlede ballet på end med en udfordring, der lyder således?

Hold min. 5 helt kødfri dage i løbet af den kommende uge. Lyder det helt godnat, så sæt dit eget (realistiske) mål. Eksempelvis bare 1 eller 2 dage.

Der kan være mange årsager til at ville skære ned på kødforbruget og hvad end det er med klimaet, dyrevelfærd, sundhed eller egen økonomi for øje, så er det et overkommeligt lille projekt for de fleste, at give sig i kast med for en uge. Eller blot en dag eller to, hvis en uge virker helt uoverkommeligt.

Lidt har også ret :)

Få inspiration til de kødfri dage bl.a. i nogle af mine gamle opskrifter fra katergorien ‘Meat Free Monday’ lige her.

 

(Visited 2.165 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

11 Kommentarer

  1. Her i huset er vi på lidt over et år gået fra at spise kød 5-6 dage om ugen til nu omkring 2. Manden opdagede det faktisk ikke de første to-tre måneder. Fisk fungerer glimrende som glidende overgang, hvis man vil gå i den kødfri retning. Også ‘placebokød’, eks lidt god bacon i spinattærten eller parmaskinke til salaten, er en god måde at holde den samlede mængde kød lav på – og dermed bedre mulighed for at prioritere godt, dyrevenligt men dyrt økokød :)

  2. hejsa! Jeg er selv vegetar, så for mig er udfordringen ikke så slem hæhæ. Jeg vil bare lige give dig cadeau, fordi du sætter fokus på hele problematikken omkring kødspisning, klima og dyrevelfærd! Sejt!

  3. Det passer perfekt her – jeg har nemlig bestilt årstidernes vegetarkasse for første gang til kommende uge. Og min kæreste er med på den :-) Jeg har ham lidt mistænkt for at tænde på “projektet” i det – måske som en form for manddomsprøve!? ;-)

  4. Jeg lavede vegetar pasta med “kødsauce” til min kæreste her til aften, og der gik i hvert fald 5 mundfulde før han opdagede, at det ikke var kød men linser han spiste – samt rosende ord om at det rent faktisk smagte godt.

    Jeg blendede 2 fed hvidløg med 1 stort skalotteløg og lidt chiliolie sammen med 4 store tomater. Svitsede det på panden og kom en dåse flåede tomater i samt salt og peber. Så hakkede jeg frisk basilikum og blandede det hele i sammen med en dåse linser (skyllet). Ovenpå en gang grovpasta og med lidt revet ost på toppen – den var en vinder og alle går mætte og tilfredse i seng ;-)

  5. Hej :-) denne gang er den rimelig nem for mig … jeg spiser nærmest kun kød 1-2 gange om ugen – veksler mellem kyllingbryst og andelår (langtidsstegte) og så laks (som nok ikke tæller med i kød-budgettet). Så er der lige den hjemmelavet leverpostej med kalvelever og bacon, men det er heller ikke hverken hver dag eller hver uge. Kh Maiken

  6. Mega sej udfordring! Jeg er så glad for at du tager det op, da jeg tænker at dit budskab når ud til mange seje kvinder. Jeg har selv været deltidsvegetar siden jeg flyttede hjemmefra, vel nok en otte-års tid. Da jeg boede hjemme, tænkte jeg ikke nærmere over kødforbruget, fordi mine forældre altid har købt økologisk kød. Men – i kraft af at jeg flyttede hjemmefra og selv skulle hale kød op af køledisken, blev sagen en helt anden. Elsker at spise en god bøf, men det at tilberede den gør hele “det har været et levende dyr” meget mere virkelig for mig. Det andet er klimapåvirkningerne.
    Jeg har lige taget skridtet videre og bestemt mig for at blive fuldtidsvegetar. Det er intet problem i hverdagen, hvor jeg i forvejen spiser vegetarisk. Udfordringen kommer ved festlige lejligheder. Jeg tror at mange forbinder et overdådigt festmåltid med en god saftig steak. Og dessert, slef. Det gør jeg i hvert fald.
    På fredag er der gallafest på mit universitet og jeg har taget springet og meldt mig som vegetar til middagen. Gisp.
    Held og lykke d’damer!
    P.S. Hvis man i stedet for at holde én kødfri dag om ugen, ville det være sejt hvis man vendte det om til én kød dag om ugen.

  7. Hej piger!

    Fedt at I er med og helt ok hvis man allerede har et forspring ;)

    Og tak for alle gode tips mht vegetarmad vs. mænd :D

    Kram Emily