Så for Søren! Det var ellers lidt af en historie, Det store i det små.
Eller som Ruth så rigtigt (og flot) udtrykker det: “Slaveri er ikke kun sortes historie”…”Det er alles historie.” (s. 290).
Og den fik mig til at tænke og gør det stadig. Ja faktisk kan jeg slet ikke helt slippe Det store i det små eller også kan den ikke slippe taget i mig. Den har under alle omstændigheder været med mig og rumsteret i mit hovede, siden jeg læste sidste side forrige fredag. Og selvom jeg forholdsvis let lever mig ind i og bliver rørt af en bog, så har det med denne været ud over det sædvanlige. Det er lige før, jeg vil sige, at den gør, at jeg ser verden lidt anderledes. Nej, ikke lige før. For jeg ser verden lidt anderledes nu. Og mig selv ikke mindst. Noget der har gjort mig skamfuld for at være helt ærlig. Men inden jeg vader mere rundt i, hvor ilde til mode, Picoults roman gjorde mig, så lad mig lige runde hvor stor en læseoplevelse jeg syntes den bød på.
Det store i det små er en blændende bog og jeg synes, det er helt med rette at den er blevet kaldt sin generations Dræb ikke en sangfugl. Den er ikke bare vanvittigt velskrevet og så spændende konstrueret, at man sluger den hurtigere end en krimi, den er også så velovervejet og gennemarbejdet, at det næsten tager pusten fra en. Noget der er tydeligt hele romanen igennem, men som manifesteres i forfatterens epilog og tak. To afsnit der ellers sjældent er videre interessante, men som her stadfester hvilket enormt arbejde, der ligger bag at fortælle en historie som denne.
På sin vis var historien fjernt for mig. Jeg bor ikke i USA, hvor race og farve unægteligt fylder mere, men derfor var hovedtemaerne universelle og nemme at relatere til: Lighed og retfærdighed. Eller mangel på samme.
Ruth er både hovedperson og offer, men jeg var meget begejstret over bogens opbygning, hvor alle ‘bliver hørt og kommer til orde’. Ruth som minoriteten og den undertrykte, Turk som den udtalte racist og Kennedy som (misforstået) beskytter, men også passiv tilskuer og medskyldig. Det er så godt tænkt at vi får historien fra alles point of view. Det må være den ægte vej til empati og større forståelse.
“Det er måske også grunden til, at jeg, når jeg endelig kommer på besøg, gør et stort nummer ud af at benytte hoveddøren, med dørmand, i stedet for at tage tyendets indgang omme bagved. Det fryder mig at vide, at jeg vil blive annonceret som enhver anden gæst.” (s. 117).
Selvom det var Ruth der stod for skud og blev komplet uretfærdigt behandlet, så blev jeg også frygteligt irriteret over hendes handlinger (eller mangel på samme, da hun ikke øjeblikkeligt slog alarm, da Davis blev dårlig) igennem romanen. Irriteret over hendes – tilsyneladende – misforståede stolthed og stædighed især udtrykt ved hendes ønske om at vidne i retten. Og det gav mig selvfølgelig efterfølgende uendeligt, dårlig samvittighed (med undtagelse af ikke at reagere hurtigt nok med barnet), da det siden viser sig at hendes insisteren bliver skelsættende og gør en kæmpe forskel. Ikke kun for hendes egen selvopfattelse, men også for udfaldet af retssagen, Kennedys forståelse af hvad racisme (også) er og derigennem læserens.
Men jeg fik ikke bare dårlig samvittighed, jeg har også skammet mig sådan, som jeg indledte med at fortælle. Netop fordi jeg ER Kennedy. Den hvide piger, der siger at hun “slet ikke ser hudfarve” og roser sig selv for sin gode indstilling til “at alle er lige” også selvom de (desværre!) slet ikke er det. Av. Men virkelig også tankevækkende og lidt som at få et sæt skyklapper af.
Nu er jeg meget, meget spændt på at høre, hvad I syntes om Det store i det små?
Blev I mon lige så berørte (og måske endda skamfulde) som jeg?
Hvad kunne I godt lide? Hvad irriterede jer?
Hvordan fungerede hele sidehistorien med Turk for jer? Og hvad syntes I om at det viste sig at Brittanys mor var sort? Den del syntes jeg selv var lidt forceret
Eller er der noget helt andet eller tredje som jeg har overset, der var mere interessant eller faldt jer for brystet, da I læste den?