Avra altså hvor jeg (og forhåbentlig I har det ligeså) bliver forkælet med gode læseoplevelser i år i læseklubben. Først Blækhat og Det store i det små og nu fine, fine Den, der lever stille. Eller fine er nok både for vagt og spagt. Også selvom det rent faktisk er lidt af et superlativ i mit vokabular. Men denne bog er voldsom, hjerteskærende og pragtfuld. Et hovedværk i Leonora Christina Skovs forfatterskab og en uhyre vigtig fortælling om homoseksualitet, men også om at være anderledes i almindelighed og gå imod strømmen på alle mulige måder.
“Du skal skrive denne her bog for os alle sammen, sagde mit 21-årige jeg i mit hoved. Vi kan ikke gøre det, men det kan du.” (Den, der lever stille, s. 45).
Og alligevel er det svært at skrive den bog. I alle tilfælde indtil Jannie (ét blandt mange kloge mennesker i Leonoras nærhed) siger:
“… jeg kan ikke se, hvad din mors rene sjæl skulle have imod din bog.
Du skriver den jo ikke for at få hævn over hende. Du skriver den, fordi du har en vigtig historie at fortælle og ikke kan blive ved med at fortælle den i forklædt form.” (s. 85).
Det bliver forløsningen for Leonora, der gør at hun rent faktisk kan komme i gang med at skrive, men netop de ord hjalp også mig som læser. De skrællede det pinsomme ved at beskue sådan en historie bort og forenklede det at være vidne til den på en måde, så vigtigheden fik lov at overstråle det skamfulde.
Det var så stærk og inspirerende læsning, at jeg følte mig beriget og empowered både undervejs og efterfølgende. Og det på trods af, at jeg også blev uendeligt trist, rørt til tårer og decideret ked af det og tilmed gal i skralden. Ikke på bogen eller Leonora, men over at forældre kan misforstå deres opgave så meget. Jeg tænker, at de af jer, der selv er forældre, må have oplevet den del i tifold. Og måske krammet jeres børn lidt ekstra og ladet dem sove i sengen efter episoden med hvordan den lille Christina, måtte ligge helt alene og ulykkelig og kæmpe med monstrene under sengen. Av altså.
Noget af det jeg nød allermest ved bogen, var Leonoras oplevelse med at flytte til og gå på opdagelse i København (bevæbnet med en pose af den ‘forbudte’ lakrids). Det der med at være fra andre steder i Danmark og sådan opleve og indtage København for første gang, var noget jeg selv misundte mine medstuderende på litteraturvidenskab i sin tid. Fordi jeg selv er fra København og alt det de så med friske øjne og blev betagede og dragede af, var min baghave og min barndomsby. Og det er, som om jeg fik lov at få lidt af den eftertragtede tilflytterfornemmelsen gennem Den, der lever stille.
Og mens hun sultent indtager hovedstaden, genskaber hun samtidig sig selv:
“… jeg opgav at få Christina Skov fra Helsinge til at passe i størrelsen og genskabte mig selv som Leonora ud fra grynede billeder af Louise Brooks, Audrey fra Twin Peaks og Veronika Lake plus timelange besøg i H&M. Når jeg talte om den tid, kunne jeg stadig mærke den overvældende følelse af frihed. Lysten til at se og prøve og smage og dufte det hele, længslen efter at lære alle gaderne og menneskene at kende. Længslen efter deres kroppe, deres knus, deres nærhed.” (s. 273).
Den ungdommelige sult og lyst på at definere sig selv. Hvem man er/vil være/skal være – noget der måske er endnu mere present hos den unge Leonora, der har måttet leve “foldet sammen” så længe – er så let at genkende fra mig selv. Alle de muligheder, der føltes både skræmmende, berusende og befriende.
Hvad syntes I om Den, der lever stille? Blev i kede af det? Foragede? Vrede?
Og blev I også inspirerede og smittede af Leonoras styrke?
Hvordan havde I det med mormoren? Jeg var så ambivalent. Hun var på en gang en trofast og kærligstøtte, men også en der blev ved med at pille skorpen af såret og holde det friskt. Og hvordan mormorens eget nedarvede familietraume bliver givet videre generation for generation. Hun var også et offer, men vel også skyldig?
Var der noget I ikke kunne lide? Var det for meget eller for intimt?
For mig var det på sin vis voldsomt (men netop også så effektfuldt) at forfatteren på den måde kaster fiktionens slør bort og ikke gemmer sig bag det delvist digtede. Så ægte men på sin vis også pinligt at være tilskuer til, fordi det var så råt og i en sfære man ellers ikke har adgang til. Helt inde ved spisebordet i parcelhuset over mandagsfisken. Men selvom det skar og trak i mig og det var alt andet end feel good, så fungerede det virkelig i al sin barskhed.
Hvad kunne I allerbedst lide?
Udover forvandlingshistorien og indtagelsen af København, holdt jeg virkelig meget af de mange metaovervejelser omkring hvordan historien skulle ordnes og fortælles. Sådan noget kan ellers være uendeligt skabagtigt og tilmed kedeligt at høre om, men her gav det mening og gjorde, at jeg som læser forstod, hvor svært det er at skrive sin egen historie. Og ikke mindst hvor meget den, selvbiografisk eller ej, stadig er en konstruktion og en redigeret virkelighed. Noget er hevet frem i rampelyset, noget er udeladt. At forfatteren således selv italesætter, at der findes mere end én sandhed og mere end én måde at belyse en historie på, virkede stærkt på mig.
Og så var jeg, sidst men slet ikke mindst, meget begejstret for karakteren Leonora. At se hvordan den stækkede, omsorgssvigtede og (på nogle områder) usikre Christina, formår at bevare sin lyst til og appetit på livet, kærligheden og kunsten på trods. Wow. Hele denne her modige og zero fucks given-attitude. Men jeg kunne netop også godt lide menneskeligheden og skrøbeligheden i hendes historie, hvordan man kan tænke og forstå ét, men stadig være fanget i sin egen families spind og historie. Hvor komplekts netop dét er. Og hvordan hun kan være så ærlig omkring sit eget sår, der aldrig heler helt op.
