Læseklub: Den, der lever stille – Diskussion

Avra altså hvor jeg (og forhåbentlig I har det ligeså) bliver forkælet med gode læseoplevelser i år i læseklubben. Først Blækhat og Det store i det små og nu fine, fine Den, der lever stille. Eller fine er nok både for vagt og spagt. Også selvom det rent faktisk er lidt af et superlativ i mit vokabular. Men denne bog er voldsom, hjerteskærende og pragtfuld. Et hovedværk i Leonora Christina Skovs forfatterskab og en uhyre vigtig fortælling om homoseksualitet, men også om at være anderledes i almindelighed og gå imod strømmen på alle mulige måder.

Du skal skrive denne her bog for os alle sammen, sagde mit 21-årige jeg i mit hoved. Vi kan ikke gøre det, men det kan du.” (Den, der lever stille, s. 45).

Og alligevel er det svært at skrive den bog. I alle tilfælde indtil Jannie (ét blandt mange kloge mennesker i Leonoras nærhed) siger:

“… jeg kan ikke se, hvad din mors rene sjæl skulle have imod din bog.
Du skriver den jo ikke for at få hævn over hende. Du skriver den, fordi du har en vigtig historie at fortælle og ikke kan blive ved med at fortælle den i forklædt form.” (s. 85).

Det bliver forløsningen for Leonora, der gør at hun rent faktisk kan komme i gang med at skrive, men netop de ord hjalp også mig som læser. De skrællede det pinsomme ved at beskue sådan en historie bort og forenklede det at være vidne til den på en måde, så vigtigheden fik lov at overstråle det skamfulde.

Det var så stærk og inspirerende læsning, at jeg følte mig  beriget og empowered både undervejs og efterfølgende. Og det på trods af, at jeg også blev uendeligt trist, rørt til tårer og decideret ked af det og tilmed gal i skralden. Ikke på bogen eller Leonora, men over at forældre kan misforstå deres opgave så meget. Jeg tænker, at de af jer, der selv er forældre, må have oplevet den del i tifold. Og måske krammet jeres børn lidt ekstra og ladet dem sove i sengen efter episoden med hvordan den lille Christina, måtte ligge helt alene og ulykkelig og kæmpe med monstrene under sengen. Av altså.

Noget af det jeg nød allermest ved bogen, var Leonoras oplevelse med at flytte til og gå på opdagelse i København (bevæbnet med en pose af den ‘forbudte’ lakrids). Det der med at være fra andre steder i Danmark og sådan opleve og  indtage København for første gang, var noget jeg selv misundte mine medstuderende på litteraturvidenskab i sin tid. Fordi jeg selv er fra København og alt det de så med friske øjne og blev betagede og dragede af, var min baghave og min barndomsby. Og det er, som om jeg fik lov at få lidt af den eftertragtede tilflytterfornemmelsen gennem Den, der lever stille.

Og mens hun sultent indtager hovedstaden, genskaber hun samtidig sig selv:

“… jeg opgav at få Christina Skov fra Helsinge til at passe i størrelsen og genskabte mig selv som Leonora ud fra grynede billeder af Louise Brooks, Audrey fra Twin Peaks og Veronika Lake plus timelange besøg i H&M. Når jeg talte om den tid, kunne jeg stadig mærke den overvældende følelse af frihed. Lysten til at se og prøve og smage og dufte det hele, længslen efter at lære alle gaderne og menneskene at kende. Længslen efter deres kroppe, deres knus, deres nærhed.” (s. 273).

Den ungdommelige sult og lyst på at definere sig selv. Hvem man er/vil være/skal være – noget der måske er endnu mere present hos den unge Leonora, der har måttet leve “foldet sammen” så længe – er så let at genkende fra mig selv. Alle de muligheder, der føltes både skræmmende, berusende og befriende.

Hvad syntes I om Den, der lever stille? Blev i kede af det? Foragede? Vrede?

Og blev I også inspirerede og smittede af Leonoras styrke?

Hvordan havde I det med mormoren? Jeg var så ambivalent. Hun var på en gang en trofast og kærligstøtte, men også en der blev ved med at pille skorpen af såret og holde det friskt. Og hvordan mormorens eget nedarvede familietraume bliver givet videre generation for generation. Hun var også et offer, men vel også skyldig?

Var der noget I ikke kunne lide? Var det for meget eller for intimt?

For mig var det på sin vis voldsomt (men netop også så effektfuldt) at forfatteren på den måde kaster fiktionens slør bort og ikke gemmer sig bag det delvist digtede. Så ægte men på sin vis også pinligt at være tilskuer til, fordi det var så råt og i en sfære man ellers ikke har adgang til. Helt inde ved spisebordet i parcelhuset over mandagsfisken. Men selvom det skar og trak i mig og det var alt andet end feel good, så fungerede det virkelig i al sin barskhed.

Hvad kunne I allerbedst lide?

Udover forvandlingshistorien og indtagelsen af København, holdt jeg virkelig meget af de mange metaovervejelser omkring hvordan historien skulle ordnes og fortælles. Sådan noget kan ellers være uendeligt skabagtigt og tilmed kedeligt at høre om, men her gav det mening og gjorde, at jeg som læser forstod, hvor svært det er at skrive sin egen historie. Og ikke mindst hvor meget den, selvbiografisk eller ej, stadig er en konstruktion og en redigeret virkelighed. Noget er hevet frem i rampelyset, noget er udeladt. At forfatteren således selv italesætter, at der findes mere end én sandhed og mere end én måde at belyse en historie på, virkede stærkt på mig.

Og så var jeg, sidst men slet ikke mindst, meget begejstret for karakteren Leonora. At se hvordan den stækkede, omsorgssvigtede og (på nogle områder) usikre Christina, formår at bevare sin lyst til og appetit på livet, kærligheden og kunsten på trods. Wow. Hele denne her modige og zero fucks given-attitude. Men jeg kunne netop også godt lide menneskeligheden og skrøbeligheden i hendes historie, hvordan man kan tænke og forstå ét, men stadig være fanget i sin egen families spind og historie. Hvor komplekts netop dét er. Og hvordan hun kan være så ærlig omkring sit eget sår, der aldrig heler helt op.

(Visited 4.384 times, 4 visits today)

Skriv en kommentar

17 Kommentarer

  1. Jeg var virkelig benovet. Og sad helt med pusten taget fra mig flere gange efter et kapitel. Jeg måtte forklare min kæreste om bogen og nogle af de ting, jeg læste, for der var elementer, jeg slet ikke kunne rumme. Men jeg var virkelig også forarget – og vred på – og samtidig havde jeg faktisk også ondt af moren. Hvordan livet tydeligvis var fuldstændig uoverskueligt for hende, og hvordan hun ikke magtede opgaven som forælder, men der var ikke nogen, der gjorde noget eller råbte op, for at hun kunne få hjælp.

    Til gengæld er jeg lidt uenig med dig i delen med metaovervejelserne. Jeg synes, de fylder for meget i den sidste halvdel af bogen, og jeg oplevede det hen ad vejen mere som undskyldende over, hvordan Leonora har valgt at skrive bogen, hvilket jeg slet ikke synes, der var i den første halvdel af bogen, og det gjorde den første halvdel lidt mere sammenhængende og som en mere klar fortælling.

    Tak for en virkelig god læseklub i øvrigt :) God påske.

    1. Jeg er rigtig enig med dig, Emilie! Både det med, at man har brug for at snakke om bogen og tale højt om nogle af de mere voldsomme passager grundet ren og skær forargelse, men især også det med moren. Jeg tænkte gennem læsningen af bogen, at moren må have haft det utrolig svært og dårligt – ikke at hendes behandling af sin egen datter skal legaliseres deraf, overhovedet. Men én gang blev der nævnt, at hun vidst nok havde haft en fødselsdepression. Ikke vidst nok, men jeg tænker: Helt sikkert! Og en voldsom en af slagsen. Det har Skov dog også selv omtalt i flere forskellige interviews efter udgivelsen. Om det så er som et alligevel forsvar af moren efter udgivelsen ved jeg ikke. Men klart, moren havde brug for hjælp og dén vinkel, kunne jeg godt savne lidt. Og så igen – det var en fortælling ud fra en datters perspektiv.

      Og er også helt enig i dig ift. metapassagerne. Det blev lidt for markant i bogens midte og slutning. Super gode og refleksive overvejelser fra forfatterens hånd – klart, men efter min mening også en form for undskyldning, der overhovedet ikke var nødvendig for en fortælling, der kunne bære sig selv.

      1. Kan rigtig godt lide din formulering med “en fortælling, der kunne bære sig selv.” :)

    2. Det kan jeg kun nikke genkendende til Emilie, altså det med at måtte tage pauser og behovet for at tale med andre om bogen. Blev også selv så splittet mellem vrede og så sympati for moren.

      Og helt ok med uenighed, det er kun spændende, at alle ikke har samme oplevelse. Selv tak ok rigtig god bagpåske.:)

  2. Jeg kunne godt lide, hvordan hun viste en på tidspunktet lidt overraskende råstyrke og fundamental ro de gange, hvor hun blev antastet af de to mega klamme mænd (den potentielle voldtægtsmand og stalkeren i vaskekælderen). Det var virkelig sejt, omend det for mig er virkelig uhyggeligt, at hun overhovedet endte i de situationer fuldstændigt uforvarende.

    Faktisk er fraværet af sympatiske mænd i hendes fortælling ret påfaldende, og det forklarer for mig virkelig, hvor hendes spirende feministiske tilgang til livet kom fra. Jeg håber, hun siden har mødt nogle af de søde, rare og interessante mænd, der også findes. Men hun leverede nogle øjenåbnere for mig ift. feminismen kombineret med egne oplevelser, som jeg tager med mig videre.

    Jeg fandt bogen en virkelig god og gruvækkende fortælling, omend ikke et decideret litterært mesterværk. Men den er vigtig – meget vigtig! Jeg er altid interesseret i at høre u-selvforskyldte “minoriteters” historie (her tænker jeg bl.a. ift. homoseksualitet, men også mistrivsel på overfladen i “pæne” familier) i håbet om, at det kan sprede mere klarhed, retfærdighed og ligeværd i verden. Og Leonoras historie er en, jeg har taget med mig videre i livet.

    Jeg hørte hendes foredrag til Vild Med Ord-litteraturfestivallen i Aarhus, hvor hun både røbede navnet på ham den mansplain’ende forfatter (hehe!) – hvis forfatterskab jeg faktisk aldrig havde hørt om før – og også fortalte, hvordan hendes far havde deltaget i release party på bogen med munterhed og mingling. Ret cool reaktion taget i betragtning, han havde læst bogen, og den jo nok er en lidt barsk mundfuld for en forælder, der trods alt har forsøgt at gøre sit bedste, men alligevel har fejlet så grusomt.

    Desuden fortalte hun også, at hun var kommet i kontakt med morens tidligere veninde, som brevet sidst i bogen er rettet mod. De talte sammen én gang, og moren og veninden var kun meget kortvarigt veninder, så det kastede ikke så meget lys over, hvem moren egentlig var, som Leonora havde håbet.

    1. Rettelse: I’et kom til at stå forkert, der skulle stå:
      “men også mistrivsel i på overfladen “pæne” familier”

    2. De episoder var jeg også meget fascineret af Tine. Det var bl.a. dem der gav mig den der fornemmelse af feminin råstyrke og ’empowerment’, så sejt.
      Og er meget enig med dig i at det var en vigtig historie, der også bliver hængende hos mig.
      Åh hvor spændende med det foredrag og hvor fedt at du deler historierne, mega sejt med faren. Det er også dét, der er så spændende for mig ved bogen; at det med familie altid er super komplekst. Det er jo netop ikke en kæreste eller ven, man ‘bare’ skiller sig af med, når de har opført sig utilgiveligt. På en eller anden måde hænger man på dem og i mange familier er der jo masser af lig i lasten, som man alligevel formår at tilgive eller i alle tilfælde leve med.

  3. Jeg læste Den, der lever stille for en måneds tid siden, og blev virkelig fanget af bogen. Af forældrene, der efter min mening helt har misforstået deres rolle. Af Leonora, der overlever og lever på trods, da hun flytter til København. Af metaovervejelserne over at skrive en selvbiografisk roman.
    Min bog er p.t. til udlån, for jeg vil gerne give min læseoplevelse videre. :)

  4. Det har været den bedste læseoplevelse jeg har haft i årevis at læse “den, der lever stille”. Jeg er meget taknemmelig for at du valgte netop denne bog i bogklubben. Hele fortællingen, opbygningen og udviklingen af Christina til Leonora var fantastisk godt skrevet, men mest af alt er jeg bare dybt berørt over at hun har turde skrive sin egen historie så ærligt ud til hele verden. Jeg mistede min mor i januar på hospice, så jeg har grædt meget igennem denne bog, for det er en voldsom oplevelse at miste sin mor uanset hvilket forhold man har haft til hinanden. Desværre minder min barndom meget om Christinas, og det er jeg stensikker på jeg ikke er alene om, selvom det føltes sådan dengang. For psykiske lidelser i “pæne familier” er stadig et tabu, og det påvirker børn utroligt meget mere end hvad jeg tror forældrene selv er bevidste om. Desværre.
    Kunne du måske lokkes til at bede Leonora Christina Skov om at udfylde din venindebog el.l. ? Det kunne være spændende at læse og se hendes svar på dine altid gode spørgsmål. :-)
    Kh Katrine

    1. Det er jeg vel nok glad for at høre Katrine, altså at du har haft så god en oplevelse med bogen. Det gør mig ondt at høre om din mor og også din barndom. Og ja, det er så flot, at nogen tør fortælle om hvad der foregår bag hjemmets fire vægge på den måde.

      Det er så skægt at du spørger, har i sidste uge skrevet med Leonora netop om venindebogen og skal hjem til hende at lave den i slutningen af næste uge, så satser på, at den kommer på bloggen i slut april/start maj :)
      Stort kram Emily

      1. Sikke en dejlig nyhed, jeg ser meget frem til at læse hendes svar og også dine ord og billeder dertil. God fornøjelse og hils hende gerne og sig at hun har gjort en forskel for mange med den bog :-) Kh Katrine

        1. Det kan du tro at jeg vil gøre. Glæder mig sådan til at lave venindebogen med hende. Kram E

  5. Jeg var også ret begejstret for bogen. Hørte den som lydbog hvor forfatteren selv læser op og det gjorde bestemt ikke oplevelsen ringere!

    Følger desuden Leonora Christine Skov på Instagram og har derigennem fulgt lidt med i skriveprocessen. Vældig interessant.

    MEN

    Er jeg den eneste der er af den opfattelse at faderen bærer en mindst lige så stort ansvar for hendes triste opvækst?

    Jeg vil ikke forsvare forældrene men vi skal huske det var en anden tid f.eks. var der overhovedet ikke den samme fokus på fødselsdepressioner som der heldigvis er i dag. Selvom det forsat er en smule taburiseret.

    1. Det lyder godt Dorthe, nu får jeg helt lyst til at høre den som lydbog også.

      Nej overhovedet ikke! Jeg synes han er mindst lige så slem. Både fordi han medvirker, men også fordi han er tilskuer og/eller tager morens parti. Han ‘burde’ i mine øjne (og det er jo meget nemt at gøre sig til dommer over andre og være bagklog) have skaffet moren noget hjælp OG have støttet sin datter. Men ja, som du selv skriver, var det en helt anden tid og det bærer nok også noget af skylden.

  6. Hej Emily og bogklub,

    Kan det lade sig gøre at lave en top fem over bogklubbens læste bøger indtil videre? Jeg mangler inspiration til nyt læsestof, og tænkte jeg her kunne få nogle gode anbefalinger.

    Mvh.