{Fra mig til mig. Har sparet op længe og nu skulle det være. Har en lille smule lyst til at spise den. Ligner den blødeste nougat}
Bedste uge længe. Ved godt jeg har sagt akkurat det, de seneste mange uger, men når man har haft en virkelig dum og trist periode, bliver alting ligesom også sat i relief og jeg er simpelthen så grundglad for tiden og nyder det. Også selvom det ‘bare’ er hverdagens trummerum og der egentlig ikke sker det store. Der er ro og overskud til både at gøre hyggelige ting for og med andre, men også for mig selv og det føles godt og er samtidig herligt selvforstærkende.
På arbejdssiden har jeg af spændende sager forberedt lanceringsevent for ‘mine’ sko, lagt (næsten) sidste hånd på vores bryllupsbog, samt været på fotoskydning med to af mine favoritter. Ovre i privaten har jeg nusset utroligt meget om planter, spirer og frø på vores altan (man bliver altså helt bidt af det) og også en god del om mig selv med yoga, gode aftaler, en ansigtsbehandling og masser af læsetid både hjemme og i sommerhus. Sidstnævnte med verdens bedste hundeselskab.
Og så har vi altså også kigget lidt på huse. Mest for sjov, men derfor giver det stadig sommerfugle i maven og stof til drømme.
Den kommende uge står på hverdagsfavoritter som onsdags-datenight og madklub med ‘Pigerne fra Bryggen’ og fredag drager vi mod Esbjerg for at tilbringe weekenden der. Tips til gode steder (alt fra kaffespots til butikker) modtages med kyshånd.
Jeg håber, at I også får en strålende, ny uge ♥
{Vindersættet. Har sagt det før, men siger det gerne igen: Croissanten på Sanders er god. Virkelig god}
{Aftenture og magiske solnedgange over Amager Fælled hele ugen. Og måske også en lille aftenis på Ismageriet fra tid til anden}
{Smuglæser lidt i de her to og overvejer om en af dem, skal være en juni måneds bog i læseklubben}
{Uniformen det meste af tiden. Krus og yogatøj. Og så lader vi være med at tale om, hvor underlig min armhule ser ud}
{Torsdag holdt jeg en halv fridag og var både til akupunktur og siden til den dejligste behandling}
{Og så var der møde i Annes og min kageklub. Vi var hos Bojesen i Tårnet og kagerne var helt sublime…}
{… det var udsigten også!}
{Når både neglene og underlaget er on fleek}
{Fredag på job med hende her og hende her, mere end fornøjeligt}
{Udstillingen Vogue Like a Painting på Gl. Strand kan anbefales}
{Min mors surdejsboller}
{Vores ‘sommerhus’ er sat op og klar til sæsonen. Det er Penny og hendes ven tydeligvis også}












