Min fødselsberetning – Del 2

Læs første del af min fødselsberetning her.

… fortsat.

På vej ned på fødeklinikken, der ligger på samme etage, men i modsatte ende af fødegangen, måtte jeg stoppe et par gange og tage veer. Vel ankommet på ‘Omega’, den ene af to fødestuer på klinikken, pakkede vi lidt ud og fik os installeret. Vores jordemoder, Astrid, hentede saft og vand og opfordrede os til at fortsætte, som vi havde gjort hidtil. “Det går så fint med det I gør, så jeg nøjes med at tage en hjertelyd af og til og blander mig ellers så lidt som muligt”.

Det stemte så fint overens med det, vi havde ønsket. Ro og fred. Hvis det var en mulighed selvfølgelig, men der var fin fremgang i fødslen på den måde, så det var dejligt at kunne fortsætte som derhjemme. Og så var Astrid også en stjerne til at rose mig løbende undervejs. Jeg fungerer virkelig godt på ros, pep og hep. Så det havde jeg også skrevet på min ‘ønskeseddel’. Hvad man personligt er til, er ligemeget, men det kan være smart, at fortælle jordemoderen, om man bliver motiveret af pisk eller gulerod. De kender jo, som regel ikke en på forhånd.

Fødestuen var i øvrigt så pæn og hyggelig. Især om natten. Der fornemmede man virkelig det, der er intentionen: At skabe et miljø, der bygger bro mellem hjemmefødsel og hospitalsfødsel. Måske det er små detaljer, men en fin farve på væggene, snydestearinlys der flakkede, Rudolph Care-produkter, lyskæder og Dea Trier Mørch litografier på væggene, gjorde en forskel og der var vitterligt hjemligt og sådan en dejlig ro. I dagslys så det – indrømmet – lidt mere hospitalsagtigt ud, men stadig langt fra en klassisk hospitalsstue med slanger ud af væggene og hårdt lys i loftet. Og om natten mens jeg fødte og kiggede ud på Panum-instituttet og nymånen, så var det, det smukkeste sted i verden.

For ja, jeg var altså lidt høj (og bims) på hormoner. Især lykkehormonet oxytocin, der er det, der sætter fødslen i gang, mistænker jeg for at brage rundt i min krop, for jeg havde nærmest en ud-af-kroppen-oplevelse. Opfattede hvad der skete og så alligevel ikke. Jeg var sendt helt afsted til det, jeg har hørt andre kvinder betegne som fødeland. Og mens der er meget, jeg kan huske, når Nikolaj og jeg har sammenlignet historier, så er der også rigtigt meget, jeg slet ikke har opfanget undervejs. Eksempelvis at Nikolaj tog armbøjninger i nogle af mine ve-pauser for at holde sig frisk og vågen. Eller at han løbende snakkede og jokede med jordemoderen. Eller at han satte musik på og de talte om det. Altså jeg kan huske musikken (nogle Yin Yoga-playlister, jeg har fået af min søde yogalærer, ja ja, det kan ikke blive mere urtet, I know, men det fungerede SÅ godt som lydtæppe) og at det var dejligt, den var der, men ellers er det meste ret fragmenteret i min erindring. Jeg må også indrømme, at det er fedt at have min journal med tider, at læne mig op ad, for min tidsopfattelse fra under fødslen er helt til hest, kan jeg se, når jeg sammenligner sådan som jeg opfattede det, med hvad der rent faktisk skete og hvornår.

Men nok udenomssnak, lad os komme til fadet:

Vel installeret på fødestuen kl. ca. halv elleve tog jeg veer i knæ-albueleje ovenpå en stor sækkestol af en art. I ve-pauserne sørgede jeg for at slappe HELT af. Jeg tænkte fortsat enten “JA!” eller “Jeg vil, jeg kan” på hver ve. Og så tænkte jeg på, at jeg åbnede mig mere og mere. Jeg visualiserede det ikke, det var mere en følelse og en tanke. At give slip og give min krop lov til at åbne sig. Det lyder måske banalt nu, men husk på, at jeg var helt i fødeland og således nærmest skæv og/eller høj, gav mine åbningstanker så meget mening ;)

 

Astrid spurgte mig, om jeg ville have smertelindring, men jeg sagde, at jeg gerne ville vente. Der er ikke mulighed for medicinsk smertelindring på fødeklinikken og heller ingen fødselslæger, men andre former for smertelindring som varmepude, badekar, lattergas m.m. kan man få. Hun tjekkede også Kurts hjertelyd, som omkring kl. 23 desværre var i den høje ende.

Tis også“, tænkte jeg. Hvis ikke hjertelyden faldt, kunne det betyde, at vi skulle flyttes til fødegangen. Sådan opfattede jeg det i alle tilfælde i min føderus. Så jeg prøvede at slappe helt, helt af, gå fuldstændig i meditationsmodus og prøve at fortælle mit barn, at alt var ok. Om det var det, der virkede, finder jeg aldrig ud af, men det skadede i alle tilfælde ikke og hans puls faldt til normalniveau igen og blev der hele resten af fødslen. Også i pressefasen. Tak Kurt, for at være sådan en rockstjerne og tage alting helt køligt!

Lidt over elleve takkede jeg ja til en varmepude over lænden og den gjorde underværker. Så dejligt at have den på og den lindrede smerterne effektivt sammen med vejrtrækning og afspænding. Jeg kan huske, hvordan jeg tænkte: “Det her, dét kan jeg godt klare én ve ad gangen” og det var sådan en berusende fornemmelse. Det gjorde pokkers ondt – den boltpistol jeg beskrev i første del, sendte nu i tillæg elektrisk stød ind i min lænd og gav kraftige stråler og jag ned mod numsen – men det var alligevel til at håndtere og jeg følte mig så stærk. En vild fornemmelse af at kunne klare hvad som helst.

Jeg bevægede mig meget under vearbejdet og skiftede stilling mellem både højre og venstre sideleje og tog veer i knæ-albueleje og stående. Det var ikke noget, jeg tænkte over, men jeg havde en stor lyst til at bevæge mig. Hvis ikke jeg slappede helt af i vepauserne, vuggede jeg med hofterne og forestillede mig, hvordan Kurt skruede sig ned i bækkenet.

Lidt i tolv fik jeg en ny varmepude og havde i mellemtiden været ude at tisse og Nikolaj var sød til at trykke og massere mig på lænden under veerne og give mig saftevand i pauserne. Jeg er ikke den store saftevandsfan, men jeg havde på ingen måde lyst til at spise og tænkte at væske og sukker var et hit til den sportspræstation, jeg var midt i.

Klokken lidt over tolv begyndte jeg at mærke lidt pressefornemmelse på nogle af veerne. Fornemmelsen af at det strålede ned mod numsen forstærkedes. Jeg blev undersøgt og var omtrent 7 cm åben og Kurts hoved stod dybt i mit bækken. Der var med andre ord fin fremgang i fødslen og jeg åbnede mig flot. Altså det lyder som om jeg skamroser min livmoderhals, men det skal altså forstås som, at det gik den rigtige vej.

 

Jeg havde ønsket at komme i badekar om muligt og omkring halv et om natten mente Astrid, at det var ved at være tid til at komme i vandet og begyndte at fylde karret.

Om det var før eller efter det, kan jeg ikke helt huske, men på et tidspunkt heromkring sagde hun, at hun ville gå ned at få noget at spise og at vi bare skulle fortsætte som hidtil og selvfølgelig ringe efter hende, hvis der var noget. Og så kastede hun endnu et blik på mig. Og skiftede mening. “Jeg bliver her lige et par minutter mere“, sagde hun. Hun kunne nemlig se noget, jeg endnu ikke var bevidst om og et øjeblik efter forstærkedes pressefornemmelsen. “Jeg tror jeg bliver, så napper jeg lige et æble henne i hjørnet i stedet”, blev dommen. De er altså nogle seje damer de jordemødre. Både til at kunne genkende de helt små tegn, men også til at kunne klare et job, der kræver så meget både mentalt og fysisk på tom mave og sikkert også ofte med fuld blære.

Da karret var fyldt, kom jeg ned i det og med så god effekt. Det var vidunderligt, at blive omsluttet af det varme vand og jeg tog veer i vandet i knæ-albueleje. På Astrids opfordring satte jeg benene og knæ ud i en slags bred childs pose, så jeg åbnede helt op og nykkede med hofterne for at hjælpe Kurt endnu bedre ned i bækkenet.

Jeg fortsatte med at prøve at få lidt saftevand i mig undervejs og Nikolaj serverede behændigt. Det var til gengæld svært at holde det nede. De sure opstød og den fornemmelse af, at der ikke var plads i maven, som jeg døjede med i hele slutningen af graviditeten, kom igen i tifold under fødslen og selvom jeg måske får det til at lyde som om alt var helt magisk og zen (det er nu også stadig min opfattelse og oplevelse), så bøvsede jeg mig altså også igennem den ca. 5 timer lange fødsel. Og kastede op et par gange. Primært saftevand. Det var som om, der var endnu mindre plads i mavesækken end før og pladsen var altså trang i forvejen, dér i 41. uge af graviditeten. Astrid undveg på dette fremskredne tidspunkt i fødslen med nød og næppe at få bræk i håret, da jeg var på toilettet og hun undersøgte mig, og et glas saftevand pludselig ville retur samme vej, det var kommet ned. I stedet ramte jeg Nikolajs sneakers. Note til manden: Ikke tage hvide sneakers på til fødsel.

Det er i øvrigt fødslens suverænt skæggeste øjeblik og ét vi har grinet af mange gange siden. For dér, mens jeg netop var færdig på toilettet, mærkede jeg den vildeste pressetrang og en urlyd steg op fra et sted inden i mig. Jeg kan stadig høre den for mig, men kan på ingen måde gengive den, men vi er blevet enige om, at det lød lidt som et kryds mellem den lyd et æsel og en ko siger. Dyb og rullende. Den kom bare og det samme gjorde en impuls til at slå hårdt i noget. Jeg kunne have valgt væggen, men det blev altså stakkels Nikolaj, der fik et Obelix-gok med knyttet næve på skulderen. Der efterlod et blåt mærke. Jeg tænkte ikke rigtigt over slaget, mens det skete. Men jeg kan huske, at jeg bekymrede mig meget over, om jeg havde sprængt hans trommehinde ved at brøle ham ind i hovedet med mit urbrøl. Efterfølgende har han sagt, at det bare var sejt og kraftfuldt og at han egentlig havde lyst til at brøle med, men ikke ville forskrække mig, haha.

Men altså, i løbet af fødslen kastede jeg op på min mand, brølede ham ind i hovedet OG slog ham. Samtidig. Bare så I ikke tror, det hele var yogamusik, dæmpede stemmer, ros, stearinlys der flakkede og perfekt afstemt vejrtrækning. For da pressetrangen kom, dér på badeværelset (efter jeg lige havde lavet både nr. 1 og 2 med min mand og jordemoder som tilskuere – helt ærligt, var så ligeglad) sammen med gutturale lyde og andet spændende, var jeg for første gange på glatis. Jeg havde egentlig troet at pressefasen skulle være ‘den nemme’. Havde hørt så mange beskrive, hvor dejligt det var endelig at kunne ‘gøre noget’, og hvordan kroppen bare gjorde arbejdet. Men at give mig hen til pressetrangen, blev for mig det sværeste ved fødslen. Faktisk var det dér, jeg blev en lille smule bange og lige nåede at mærke panikken stikke sit hoved frem. Og her trådte Astrid for alvor til og guidede mig. Det føltes trygt og rart og jeg begyndte at handle på presseveerne, lade dem rulle og forsigtigt presse med efter Astrids anvisninger. Når man handler, kan man ikke gå i panik, så jeg slap brølene løs og tænkte igen “Jeg kan, jeg vil!”.

Jeg kom op i badekarret igen efter ‘den lille episode’ på toilettet. Jeg var nu helt åben og begyndte rigtigt at give slip og presse aktivt med, med Astrid som kyndig guide og coach. Og med Nikolaj som stærke arme bag mig, jeg kunne holde (og hive!) i. Klokken var omtrent halv tre, da jeg for alvor fik grønt lys til at presse med. Jeg var stadig lidt overvældet af pressefornemmelsen, men Astrid fik mig til at give mig og presse lidt til og lidt til, når jeg ellers ikke turde eller troede, jeg kunne presse mere på den respektive presseve. Jeg kan tydeligt huske, at jeg på et tidspunkt tænkte: “Ok, det her er voldsomt og slet ikke som jeg havde regnet med. Nu giver jeg den alt, hvad jeg overhovedet har og stoler 100% på min jordemoder, for det her gider jeg ikke i længere tid end højst nødvendigt. Jeg bliver nød til at give mig hen og ikke holde tilbage. JEG KAN. JEG VIL!” Og således pressede jeg med. Lod presseveerne gøre deres, men pressede også selv aktivt med, med alt hvad jeg kunne af mavemuskler, kæben mod brystet og buk i hofterne. Og åbne knæ. Ikke noget med at klappe benene sammen. Jeg krummede sammen på hver presseve og pressede ekstra, når jeg blev bedt om det og gispede og holdt igen, når jeg blev bedt om det. Det var SÅ trygt og godt at vide, at jeg havde en ‘dernede’, der havde helt styr på, hvornår jeg skulle trykke speederen i bund og hvornår jeg skulle bremse op, så fødslen gik bedst muligt for både min baby og mit underliv.

På et tidspunkt spurgte Astrid om jeg ville mærke Kurts hoved. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg turde ikke. Hun lod det ligge, men lidt senere spurgte hun igen, sagde “Jeg synes lige,  du skal prøve at mærke”. Så det gjorde jeg. Og det er jeg så glad for. Håret føltes silkeblødt, dér under vandet og det gik op for mig, hvor tæt jeg var på målet. Så ikke nok med, at det var en fantastisk oplevelse, så var det også vanvittigt motiverende. “Han er her snart”.

Jeg henholdvis pressede og holdt igen efter Astrids anvisninger. I slutningen af pressefasen halvt sad, halvt lå jeg i karret med benene stemt imod karrets ene ende og armene op bagud, så jeg kunne støtte mig til og hive i Nikolaj, der stod bagved karret og udgjorde en formidabel modvægt på hver ve. Og holdt mit hoved, når der var pause.

Sarah, jordemoderen fra nabostuen på fødeklinikken kom ind og hjalp til, da der ikke var nogen fødsel i gang på hendes stue. Hun tog lidt billeder på eget initiativ (tak :)) og gik til hånde og hentede siden varme håndklæder, så Kurt kunne blive varmet og pakket ind, da han kom ud Og hjalp mig afslutningsvis med amningen. Sådan en luksus at tilfældet ville at vi havde to sæt dygtige hænder bare til os.

Og så var det tid. Efter at have presset aktivt i en halv times tid, så var altså det nu. Det vi mere eller mindre havde ventet på de seneste 41 uger. Og længtes efter i flere år. Astrid tog en sidste hjertelyd, der fortsat var fin og stabil og udbrød, “Kurt, han er skideligeglad!”, fordi han var så upåvirket af at blive presset ud og ikke blev stresset. Det gyldne citat har vi grinet meget af siden, for det passer altså ret godt på ham og hans personlighed, har det vist sig.

Vi havde aftalt, at Nikolaj skulle tage imod, men da hovedet var født – en vild og kraftfuld fornemmelse og så fedt, mærkede hverken den såkaldte ring of fire eller at jeg bristede lidt – kunne Astrid se, at Kurt havde navlesnoren lidt stramt om halsen og den venstre hånd med fremme, oppe ved halsen. Det er vigtigt at huske, at barnet jo ikke trækker vejret gennem munden på det tidspunkt, så det er som regel ikke farligt at have navlesnoren om halsen (og det sker ofte) og det var det heller ikke i dette tilfælde. Men selvfølgelig skulle han lige vikles ud, hvilket Astrid gjorde nede i vandet og derefter tog Nikolaj ham og lagde ham op på mit bryst. Nikolaj nåede lige at blive lidt bekymret, men jeg følte mig helt tryg fordi Astrid og Sarah var så rolige (og måske fordi jeg var helt væk på alle kroppens hormoner, adrenalinen, oxytocinen og endorphinerne ræsede rundt i min blodbane).

Og så var han der. Vores dreng. Kl. 2.58 fredag d. 2. august. Dér lå han på mit bryst og blev gnedet i varme håndklæder. Lille mand. Helt blå og meget rolig. Ikke en lyd sagde han. Hvilket er ret normalt for børn, der bliver født i vand, har jeg siden lært. Fordi overgangen fra livmoder til verden udenfor er mere blid og minder om dét, de kender fra maven. Men derfor vil man altså gerne have et lille skrig og at hudfarven hurtigt bliver lyserød. Sidstnævnte gik det ok med, men han nægtede at sige en lyd. Efter at være blevet pustet i hovedet og gnedet yderligere gik han med til et lille piv, men et decideret skrig fik vi vist aldrig. Derefter fødte jeg moderkagen og det gik helt problemfrit. Et enkelt lille pres og den var ude. Først da den var født og al pulsation i navlestrengen var ophørt, klippede Nikolaj navlestrengen.

 

Jeg kom op af karret med Kurt i armene, i dag forstår jeg ikke helt hvordan, for mine ben var som gelé, men Nikolaj og Astrid støttede mig og jeg kom over på undersøgelseslejet og fik benene op i bøjlerne. Jeg tænkte overhovedet ikke selv over det, men Nikolaj sagde, at det var et totalt gakket scenarie. Som om min overkrop og underkrop var to separate dele. For på mit bryst lå vores nyfødte dreng og jeg fik god hjælp og instrukser til amningen af først Astrid og siden Sarah, alt imens jeg blev syet forneden. Jeg havde pådraget mig en 2. gradsbristning, intet slemt, hvilket er normalt og forventeligt, især når man er førstegangsfødende. Til gengæld var jeg voldsomt hævet, men det fortog sig i løbet af nogle dage. Jeg var ikke særligt bekymret over at briste inden og det rørte mig heller ikke dér. Ærligt så kunne jeg ikke mærke noget, jeg var helt høj på hormoner og lykken over den lille dreng, der lå fin og vågen og kiggede med store øjne ved mit bryst. Jeg blev lokalbedøvet, da jeg skulle syes med et par sting og mærkede intet overhovedet.

 

Da jeg var blevet fikset og havde fået et dejligt isbind på, kom jeg over at ligge på fødelejet, hvor jeg havde taget åbningsveer, stadig med vores søn på brystet. Han suttede fortsat og var faktisk vågen i næsten to timer, mens vi lå der og oplevede hinanden i ro og mag og fik serveret fødselsdagsmorgenmad. Bedste ostemad og bedste æblejuice nogensinde, haha.

 

Først efter et par timer, hvor han havde ligget hud-mod-hud på mig og Nikolaj, blev Kurt målt og vejet og undersøgt. Han viste sig (jvf. alle de ekstra vækstscanninger vi gik til i graviditeten) at være en helt standard baby på 3560 g og 52 cm, så han havde tilsyneladende haft godt af den ekstra tid i maven. Så dejligt. Derefter blundede Nikolaj lidt, mens jeg var lysvågen og høj på fødslen og bare lå og kiggede på og mærkede vores barn. Og fik hyggeligt besøg af den jordemoder, jeg havde gået hos under graviditeten. Hun var nemlig på vagt på fødegangen den nat og stak hovedet indenfor og ønskede tillykke. Ret hyggeligt og en dejlig måde lige at ‘afslutte’ det hele på. Derefter pakkede vi så småt sammen, fik lidt instrukser og pjecer og så driblede vi ellers hjemad.

Nu som en lille familie på tre ♥

 

Hjemme igen 6 timer efter fødslen og meget trætte begge to ovenpå nattens præstation.

(Visited 18.139 times, 171 visits today)

Skriv en kommentar

31 Kommentarer

  1. Hvor lyder det bare som en dejlig fødsel. Jeg var flad af grin over situationen på toilettet, hvor Nikolai både måtte tage i mod bræk, brøl og slag, og rørt til tårer over den måde du beskriver jordemødrene på under fødslen. De er bare så seje, de jordemødre, og de burde have så meget bedre forhold end de har!

  2. Dejlig beretning! Blev helt rørt over det med at se ud over Panum om natten – præcis sådan havde jeg det også. Jeg kan stadig blive helt følelsesladet bare af at køre forbi Riget og kunne se op på fødestuen, hvor jeg stod ‘i fødeland’ og så ud over København. <3

    Men nøj, jeg synes, det er vildt, at I blev sendt hjem lige efter fødslen! Det gjorde vi også med mit andet barn, og det syntes jeg var vildt også. Med den første var vi to overnatninger på barselshotellet, og det var så trygt og rart at have jordemødrene omkring os. Den mulighed kunne jeg godt unde førstegangsfødende i dag.

    1. Hej Manja,
      Jeg er en af dem som blev sendt hjem som førstegangsfødende og vi var ikke engang forberedt på det, da jeg fødte på Herlev. Der var bare fyldt.
      På en måde gik alt ok, og jeg tænkte ikke så meget på det den gang, men nu, 7 måneder efter fødslen er jeg virkelig ærgerlig over at være blevet sendt hjem. Det var for meget, jeg manglede omsorg og det var enormt overvældende for min mand.
      Jeg håber jeg kan få lov at blive lidt længere anden gang og ellers tror jeg, jeg vil planlægge mig mere ud af det.
      Måske sørge for der er lækkert sengetøj derhjemme og en ammevejleder som kommer forbi.

  3. 😭😭😭
    Så smukt! Flere dele af forløbet gav flashbacks til mine egne børns (hjemme-)fødsler, særligt den overrumplende pressetrang, det silkebløde hår under vandet og lykkerusen. Hvor er det skønt at høre din oplevelse på klinikken. Tillykke med den og det hele! ❤️

  4. Meget smuk beretning :-)
    Den med at overgive sig i “kampens hede” oplevede jeg også selv.
    Jeg synes I har tacklet fødslen super godt og din gemal har ydet god støtte så Kurt kunne få den bedste start på livet :-)

  5. Så fin en beretning. Kæmpe tillykke! Skal selv føde på Rigets fødeklinik inden for et par uger (any day now!), så det er så fedt at læse en beretning netop derfra.
    Lige et par spørgsmål jeg håber du vil svare på:
    – jeg går også til Smertefri Fødsel og vil høre om du synes stempelkande-presset gav mening? Pressede du på ryggen hele tiden eller skiftede du stilling?
    – hvordan er det gået med at hele efter bristningen? (Er sku lidt bekymret for netop det..)
    – hvorfor sagde du nej til lattergas?

    Mvh C

    1. Åh hvor spændende, ønsker dig den bedste fødsel og at der er plads på klinikken, når du skal føde, det var sådan et dejligt sted <3
      - Ja, det synes jeg, men for mig var det nemmere 'bare' at se det som at presse med, med mavemusklerne. Jeg var ikke rigtigt på ryggen, men snarere i en siddende stilling, du kan næste se det på billederne i karret. Og inden den stilling stod jeg også op med armene om halsen på min mand og tog nogle presseveer sådan.
      - Det er gået så fint. Det var ikke nogen slem bristning og sådan er det heldigvis for de fleste. Kan godt forstå det bekymrer dig, men det er virkelig det mindste af det.
      - Det gjorde jeg egentlig heller ikke, ville som udgangspunkt gerne have haft, men nåede det bare aldrig. Min fødsel gik ret hurtigt efter jeg først kom ind på hospitalet, og så havde jeg heller ikke rigtigt brug for det. Fik overraskende god smertelindring af varmepude og badekar.
      Kram E

    2. Jeg pipper lige med her, for vil bare lige sige, at trods bristninger og hævelser, så bliver det helt normalt igen. Jeg var meget hævet og havde blodudtrædninger – det så herrens ud – men tro mig, det bliver normalt igen 😊

  6. Jeg elsker din ærlige måde at fortælle på, dine kærlige og humoristiske beskrivelser….., både det sure og det søde.
    Fantastisk fødselsberetning, smukke mamacita. Og wow for det fantastiske team i var til fødslen af lille Kurt.
    Jeg er vild med det!

  7. Hej E,
    Skøn beretning og meget dejlige billeder.
    Min fødsel minder meget om din, bortset fra at jeg ikke føler, at jeg fik hjælp nok til at håndtere pressefasen, som ligesom for dig var den svære del for mig.
    Det er noget jeg håber på at forberede bedre næste gang ;)
    Derudover blev vi sendt hjem uden nogen hjælp til amning og uden at jeg kunne gå, blodet styrtede stadig ud, for der var fyldt hospital og min fødsel havde jo være “nem”. I dagene efter blev jeg syg og fik feber. Ikke fair behandling overhoved. Men det gik jo alt sammen og i dag er jeg jo bare lykkelig for min lille dreng. Håber på mere overskud fra sundhedvæsenet næste gang.

    1. Puha, det lyder ikke som noget rart efterspil og nej, det var da slet ikke ordentligt håndteret. Mange kram til dig <3

  8. Her sidder jeg med min datter, der lige er blevet 9 mdr., og tårerne pibler ned at kinderne på mig. Jeg bliver helt taget tilbage til min fødsel – som faktisk på ingen måder var så fantastisk en oplevelse for mig, som din var for dig, men en fantastisk datter fik jeg alligevel. Tak fordi du deler oplevelsen❤️

  9. Kære Emily,
    Først og fremmest tillykke med JERES fine barn – det er så stort at have skabt sit helt eget lille menneske :-)
    Jeg ved ikke hvorfor, men på en eller anden måde ramte din fødselsberetning mig på et ømt punkt. Jeg havde selv en objektivt set rigtig god fødsel – også på Rigshospitalet -, men oplevede den som alt andet, og nu hvor jeg igen er gravid, har jeg været plaget af en ulmende, underliggende angst for at få samme oplevelse; at føle mig afkoblet, skræmt og totalt stresset særligt sidst i processen (på trods af god fødselsforberedelse og godt ve-arbejde) – som om mit og barnets liv er i fare på en eller anden måde. Jeg har læst tusinder af fødselsberetninger siden, men DENNE var bare helende for mig. Pludselig fik jeg følelsen af, at jeg bearbejdede min egen oplevelse og fik et mere positivt syn på det at føde. Jeg er dig evigt taknemmelig – også selvom du slet ikke kan forstå hvor meget :-)

  10. Sikken en dejlig fødsel. Helt perfekt jo. Og meget fin beskrivelse af de følelser jeg tror de fleste der har født, kan genkende. Er et af de største øjeblikke i livet. Husker begge mine meget klart, selvom om det er 10 og 7 år siden mine piger kom💜

  11. Sikke en fantastisk beretning – tak for den! Jeg vil blot nævne en enkelt ting her – kan andre mon genkende den? For jeg havde helt seriøse overvejelser om at skrive “bagom” til min fødselsjordermoder , for jeg sådan lyst til st blive veninder med hende. Jeg synes hun var fantastisk og nu havde “vi” jo delt sådan en stor livsbegivenhed, haha.. Det lyder helt skørt, men jeg tænkte virkelig, at vi kunne blive gode veninder ☺️

    1. Haha… dét tror jeg ikke du er alene om. Kan stadig ikke tale om vores uden at få tårer i øjnene. Hun har den største stjerne hos os. Klem E

  12. Kære Emily
    Hvor er det bare en fin og rørende beretning ❤️ Med plads til både en lille glædeståre og et grin over det ‘kinderæg’ du leverede til Nikolaj undervejs.

    Det er første gang jeg læser en fødselsberetning, der virker så ‘ægte’ og (k)ærlig, som om vi virkelig er med i dit hoved undervejs (hvis det giver mening??). Jeg har ikke selv børn og har aldrig helt kunne forstå hvad en fødsel indebærer, andet end at det har virket ret skræmmende på mig (som håber at få børn en dag). Uagtet at alle fødsler selvfølgelig er vidt forskellige, så har det været rigtig rart og indsigtsfuldt at læse din beretning (fx hører man sjældent om spontant bøvseri og opkast undervejs!). Det gør det på en eller anden måde lidt lettere at forestille sig hvad sådan en fødsel egentlig går ud på 😊 Så TAK og stort tillykke med jeres nye lille familie.

    Kh Christina

  13. SÅ hyggeligt at læse din (Kurts) fødselsfortælling Emily! Og kæmpe tillykke med ham, han er jo for cuuute💛
    Sidder selv her med min og Bradleys lille pige Cleo på 4 mdr på armen, og får sådan flashbacks til min egen fødselsoplevelse, som minder helt vildt meget om din.
    Jeg havde hele tiden sagt (lidt i sjov), at hvis jeg skulle gå over termin, skulle det være minimum 10 dage over, for så ville hun blive født i tyrens stjernetegn ligesom sin far (yes, er præcis lige så urtet som dig😂) Spring til natten den 20. april – 10 dage over termin – hvor jeg mærker de første veer. Det er fuldmåne udenfor, sådan noget går hippie-mor her også op i, -efter sigende den dag i måneden hvor flest kvinder går naturligt i fødsel da energien handler om at give slip og gøre plads til det nye…
    Det hele virker altså meget meant to be, og efter knap 7 timers aktiv fødsel midt om natten, på den fineste, stille fødestue med badekar som eneste smertelindring og en hel masse yoga-vejrtrækninger, JA-hat, dyb afslapning mellem veerne, uendelige slurke saftevand og verdens sødeste jordemoder (som tilfældigt var hende, jeg havde gået hos hele graviditeten🙏🏻), + selvfølgelig en masse smerte, og en enkelt halvvrissen hvæsen af B da han begyndte at tage billeder midt i det hele (hvilket jeg selvfølgelig er glad for nu!) kom hun til verden – og både skreg og sked inden der var gået 10 sekunder🤣💩
    Håber I får et skønt barsels-efterår sammen, kram Louise

    1. Tusind tak Louise og tak for at dele retur. Åh en lille tyr, faren er også tyr her, så sådan en må vi se, om vi kan lave næste gang ;)
      Kram E

  14. Hej Emily,

    TUSIND tak for din fødselsberetning. Jeg skal selv føde for første gang til november, og er gået fra at være ret skræmt over tanken i starten af graviditeten, til at blive mere og mere rolig omkring den. Og nu hvor jeg har læst din beretning, er det nærmest som om jeg begynder at glæde mig til at skulle føde selv. Det havde jeg bestemt ikke forestillet mig for bare få måneder siden.

    Hvis du skulle få lyst til at lave en opdateret version af, hvad du rent faktisk fik brug for fra hospitalstasken, er jeg meget nysgerrig. Det er jo blot en udvidet form for redebygning, det der med at ville have den famøse taske stående parat i gangen. For ja – redebygningen er simpelthen i gang for fuld udblæsning herhjemme og jeg STORnyder det simpelthen. Det er så hyggeligt! ;)

    De bedste hilsner fra Cecilie

    1. Dejligt at høre og du skal bestemt glæde dig <3 Og uanset om det går på den ene eller anden måde, så skal du møde dit barn <3
      Det er noteret, har ikke helt så meget tid eller overskud til at blogge, men skal nok se om jeg kan få det skrevet.
      KramE

  15. Wow Emily! Tak for at dele sådan en vild og fantastisk god oplevelse. Imponerende at du kan huske så meget fra fødeland. Du beskriver det hele så fint i detaljer. Det giver et dejligt flashback til mit eget besøg Rigets fødestue!
    Alle burde lave en fødselsberetning, hvad enten det har været en god eller mindre god oplevelse. Du er en kæmpe inspiration, også på det punkt.
    Kurt og Nikolaj er så heldige at have dig. Jeg kan ikke garantere, at jeg kan lade være at stoppe op og sige tillykke, hvis jeg støder på jer med barnevognen :-)
    Kh

  16. Wauw sikke en skøn og ærlig fødselsberetning. Kunne ikke lade være med at grine over toiletsituationen :P
    Håber jeg en dag kommer til at opleve en lige så god fødsel som du er gået igennem for det lyder som en helt magisk og samtidig realistisk fødselsforløb. Tager i hvert fald en del med mig så tak for det!

    Hvor er du sej Emily! :)

  17. Kæmpe tillykke til din dejlige familie. Det er virkelig en skøn beretning. Hilsen en følger gennem mange år!