Septemberønsker

Intentioner og ønsker. I september vil jeg…

  • Stornyde den sidste rigtige måned af min barsel. Det bliver selvklart mere roligt end sædvanligt og på Kurts præmisser resten af året, men fra oktober er det altså lidt back to work for mit vedkommende.
  • Jvf. ovenstående punkt skal jeg lave barselsagtige ting. På café tænker jeg. Og i babybio (kom aldrig afsted sidste måned, da hedebølgen ramte og vi stak af til sommerhuset i stedet). Og til mødregruppe. Og trille masser af ture med barnevognen. Og se serier og strikke. Hvad mangler jeg?
  • På Louisiana at se Pippilotti Rist-udstillingen inden den slutter og nappe Generation Wealth med, hvis Kurt tillader det.
  • Drikke varm kakao med flødeskum i spandevis. Er ikke udpræget vild med varm kakao, men det er alletiders undskyldning for at drikke flødeskum. Og så er der altså noget uendeligt efterårshyggeligt over det.
  • Få ryddet op på altanen og gjort den efterårsklar. Det begyndende efterår (og den seneste måneds altanforsømmelse, host host), har sat sine spor og jeg skal have fjernet visne blomster og plantet lidt nyt og årstidsegnet. Har fortsat mange blomster, bl.a. solsikker og krydderurterne står også fint, så ikke det helt store, men drømmer om lidt lyng og så måske grønkål, som vi kan nyde godt af de næste måneder. Tip mig endelig, hvis I har idéer til efterårs-/vinterplanter til altanen :)
  • Være lidt flinkere til at svare på jeres kommentarer. Læser alle og forsøger at få svaret så godt jeg kan, men det kniber lidt for tiden. Og da det virkelig er noget jeg nyder og skatter ved dette medie, så får jeg også lidt dårlig samvittighed, når jeg ikke får svaret alle.
  • Starte til træning igen. Min ryg er begyndt at værke lidt (Pølsen vejer 5 kilo nu) og jeg GLÆDER mig til at begynde og træne og få styrket min krop. Kurt og jeg skal til mor/barn-træning hos Cramers Studie, hvor jeg også gik på gravidhold helt frem til termin. Og så skal jeg også snige lidt yoga hos YO ind hist og her om muligt.
  • Kysse mere ♥

 

Jeg ser især frem til…

  • Gåtur(e) i skoven med Penny og Kurt. Intet slår skoven om efteråret.
  • At skulle til fødselsdagsbrunch på søndag. Uden baby. Lidt angstprovokerende men også en god øvelse for både mor og far. Håber jeg ;) Nikolaj glæder sig til at have ham solo på søndag og det tænker jeg, de klarer med bravour.

Månedens (drømme)outfit…
strik og bare ben. Det er suverænt min yndlingskombi og kun noget man rigtigt kan praktisere nu. Nå ja, og måske i foråret, men det er altså bedre nu. En af sommerens kjoler og så med en chunky strik over. Det er det bedste.

Jeg skal spise…
… gammeldags æblekage. Måske det faktisk er min livret. Og æbler i det hele taget. De smager helt fortryllende lige nu. Jeg skal også have smørstegt toast med kantareller. Og hvis jeg orker skal jeg tage lange ærmer og handsker på og en stige under armen og over at plyndre Amager Fælled for brombær. Men det lyder ikke så realistisk, nu hvor jeg skriver det, så det vil jeg nok lade andre om. Gad ellers godt fylde fryseren og lave brombærsyltetøj og -tærter.

Det skal jeg lytte til…
… Dy Plambecks Til min søster som lydbog. Den er indtalt af forfatteren selv og hun har sådan en vidunderligt, finurlig stemme og ditto skrivestil.

Det skal jeg se…
… har binget hele 3. sæson af Working Moms og begge sæsoner af The Let Down, men hvis der findes andre “morserier” så tip mig endelig. Lige nu genser jeg Gilmore Girls (elsker altså den serie, det er lidt som at få et kram) og så skal Nikolaj og jeg have taget hul på den nye sæson af Mindhunters. Og så vil jeg som gammel Tarantino-fan også rigtig, rigtig gerne i biffen og se Once Upon a time in Hollywood, det lykkedes mig nemlig ikke i august.

Jeg skal læse…
Pariseren af Isabella Hammad. Det er måske liiidt at skyde over målet, for det er en episk roman på mere end 500 sider, men man kan jo altid give det et skud. Og ellers må jeg jo bare læse den færdig næste måned. Og så skal jeg også have fingrene i Katrine Engbergs nye krimi, Vådeskuddet.

 

Månedens drøm…
… en date night i Drive in bio. Med dyner og popcorn og en baby i favnen.

… en efterårsfin altan med lyng og græskar.

Jeg er taknemmelig over…
… at have fået barn med verdens bedste far ♥

… den sprødhed der er i luften nu. Er fuldstændig betaget af overgangen mellem sensommer og efterår. Det er noget ganske særligt.

Jeg gider ikke...
… folk der stiller deres storskrald i gården (i stedet for at køre det på genbrugspladsen), så det bliver andres ansvar. Ja, er stadig en bitter skraldemis.

… stresse over ting jeg ikke når. Lettere sagt en gjort, men det er livet med et spædbarn en god øvelse i. Nogle dage kan man nå alt man drømmer om og lidt til. Andre dage not so much. Det hele er lidt oppe i luften og det skal jeg lige lære at omfavne. Hvis jeg syntes at hunde, var gode til at lære en at være i nuet, så er børn det i tifold.

(Visited 5.511 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

16 Kommentarer

  1. Jeg har lige (som i *lige*) set de sidste minutter af tredje sæsons sidste afsnit. Det kan da ikke slutte med sådan en cliffhanger!? Der må komme en sæson fire.

    Yes – google is my friend. Sæson fire kommer vinter 2020 :D

    1. Men kan ikke vente så længe :'( Ej er helt enig, sikke en cliffhanger, glæder mig til der kommer en ny sæson! Klem E

  2. Ej, kan du lokkes til at tippe om, nærmere bestemt hvor på Amagerfælled, man kan plukke brombær? <3

    1. De er overalt. Tror næsten ikke du kan undgå at finde dem, hvis du vælger en af indgangene fra Artillerivej <3 Klem E

  3. Netflix har også en australsk reality serie, der hedder Yummy Mommies. Den er totalt åndssvag, ægte reality TV, og man forarges – men jeg var også underholdt ;-) Den kan godt blive en guilty pleasure … Ellers kan jeg anbefale podcast-appen Jegermor. Den er til gengæld slet ikke “åndssvag”, men noget af det fineste, der er lavet, for at hjælpe nye mødre i en tid, som kan være rigtig udfordrende. :-)

    1. Tak for anbefalinger <3 Yummy Mommies blev simpelthen for tåkrummende for mig i 2. sæson (der med tjeneren med bar numse), men måske jeg lige skal give det en chance til, tænker det er godt en dag, hvor man slet ikke har sovet og ikke kan overskue meget andet. Vil bestemt lytte til jegermor, tak for tippet <3 Kram og god weekend

  4. Wow det lyder præcis som den barsel jeg forestillede mig, jeg skulle have.
    Håber inderligt du får den og at jeg også får den næste gang ;)
    Jeg fik den mest i glimt, da min søn ikke sov særlig meget og jeg ikke så en eneste serie.
    Han tog heller ikke flaske og jeg ammede hver anden time, så han var 6 måneder før faren var alene med ham.
    Alligevel så var det en helt særlig tid og jeg føler virkelig at jeg blev “ægte” mor, fordi jeg var nødt til at ofre mig så meget og give rigtig meget(ikke at andre mødre ikke er ligeså gode – det var bare ligesom noget godt ved det hårde, at jeg kunne kende mig selv i billedet af en træt mor ;) ).

    Min søn var heldigvis altid glad, selvom han også altid var aktiv og vågen. Nu er han 7 måneder og jeg er tilbage på job og han stornyder at være hjemme med sin far. Jeg nyder at drikke kaffe i fred på arbejdet og hygge med ham hele eftermiddagen og aftenen(han sover nemlig stadig ikke så meget ;) )

    Tak fordi du deler – både det man kan relaterer til og det jeg kun drømte om ;)
    Vh C

    1. Tak hvor er du sød. Ja, nu må vi se. Alt er lidt oppe i luften med sådan en lille størrelse. Og til gengæld har jeg så kun 1 måneds barsel til at ‘nå det hele’ så det er nok heller ikke så realistisk endda. Men ja, man kan jo drømme ;)
      Tak for at du deler retur <3 Kram E

  5. Årh, Pippilotti Rist-udstillingen ❤️ Var der med min datter på hendes 4 års fødselsdag og vi brugte langt størstedelen af besøget på at ligge i en dobbeltseng og kigge på vand-film i loftet og høre den specielle musik. Det var SÅ fantastisk og virkelig en dejlig oplevelse at dele med hende.

    Mht serier var jeg glad for Dead to me. Der er indtil videre kun en enkelt sæson, men nummer to er undervejs.

    1. Ej må nå at se den altså!
      Dead to me har jeg set og GLÆDER mig til næste sæson. Så god jo! Kram E

  6. Det lyder som nogle skønne planer for september ? Giver i Kurt flaske ved siden af amningen, siden du kan tage til festivas ? Håber i får et skønt barsels efterår?

    1. Ja, har pumpet ud et par gange og ladet hans far give ham det på flaske. Men det er ved at være længe siden, så nu må vi se om den går i morgen. Men ellers er jeg kun 20 minutter væk :) Tusind tak. Kram Emily

  7. Hvis du ikke allerede er klar over det, så ligger der en “Generation Wealth”-dokumentar på Filmstriben, der går bag om fotografierne, projektet og der er interviews med nogle af de mennesker, hun har fotograferet. Den er virkelig interessant og anbefalelsesværdig.

  8. Hej Emily.
    Jeg kan ikke lige finde det indlæg eller opslag, hvor jeg så de store uld amme indlæg du bruger. Jeg kan simpelthen ikke opstøve dem hverken online eller i butikker – hvor har du købt dine? Jeg tænker på dem der dækker hele brystet :-) tak!