Blev vækket af GLS mand, der ringede på min dør kl. 8. Helt søvdrukken og med morgenhår galore, åbnede jeg og kvitterede for min pakke. Havde heldigvis haft åndsnærværelse nok til at nå at kaste en frakke over slightly gennemsigtig Sonia Rykiel natting.
Hmm.. ikke den måde jeg helst vil vækkes på. På den anden side er jeg aldrig blevet vækket på den måde jeg helst vil vækkes på, så det var ikke GLS mandens skyld.
Egentlig ret vildt at tænke på at jeg i en alder af 24 1/2 (jep så barnlig er jeg, tæller også stadig i 3/4) og med en lille håndfuld småseriøse forhold bag mig, aldrig har fået serveret morgenmad på sengen. Ever… Men har i det hele taget aldrig været sammen med nogen, der har gjort det i grand romantic gestures. Eller i al tilfælde ikke de der classic (og måske kliché) ting som blomster, undertøj, middage, diamanter, en lille tur til Paris, et glødende brev, morgenmad på sengen eller et par Louboutin stilletter (og et kæmpe skab de kan bo i). Forstå mig ret, behøver jo ikke at være noget dyrt, det var bare lidt mere håndgribelige eksempler.
Hvorfor er fyre blevet så nærige med romatikken. Er det derfor vi alle sammen er helt forelskede i Twilight cirkuset? Fordi det er gammeldags heltetyper, der redder deres elskede og er opofrende og romantiske på en måde, der er ved at gå i glemmebogen?
Eller som da jeg så Gossip Girl i går og blev så rørt af Nates omsorg overfor Serena. Han bankede skurken i gulvet og veg efterfølgende ikke fra hendes hospitalsseng. Selvom man er en strong independant woman vil man jo gerne reddes lidt og behandles som en prinsesse af og til… Eller hvad siger I?
Ret skal være ret for der er en del der har lavet middag til mig. Og en der har skrevet en sang. En anden har lavet en tegneserie om min hund, hvilket også er ret sødt. Min sidste kæreste lavede en sammenplantning af krydderurter til mig og det var også ret fint set i lyset af, at jeg havde snakket om hvor godt jeg kunne tænke mig en altan, så jeg kunne have krydderurter i altankasserne.
Og jeg har også fået blomster, men altid på den nærige måde. Som i brune (!) chrysanthemum eller noget fra en tank og så kan man jo lige så godt lade være efter min mening. Hvis det er et pengespørgsmål, så hellere nøjes med én perfekt langstilket rose end en masse juks. Eller også har det været bagtanke- eller undskyldnings-blomster, hvilket er det værste i hele verden.
Nu kommer jeg til at lyde helt bitter og det er slet ikke meningen. Jeg er bare håbløs romantiker.
Som Carrie siger i sidste afsnit af SATC:
“I’m looking for love. Real love. Ridiculous, inconvenient, consuming, can’t-live-without-each-other-love.”
Nå, det her indlæg skulle egentlig bare have handlet om, at jeg efter GLS besøg tog vuf på morgentur og stoppede forbi Baresso på vejen hjem. Og købte en julelatte, der smagte godt…
(Visited 249 times, 1 visits today)
Som den universitetstosse man er (nogle gange) har jeg rent faktisk overvejet at skrive speciale om netop dine overvejelser! Hvorfor vi independent women anno 2010 stadig bare gerne vil nusses om og ha' blomster, morgenmad på sengen, evig hengivenhed osv. Og naturligvis er det filmenes skyld. Og tv-seriernes. Nægter at smide Lacan direkte ind i det her (selvom han har visse iagttagelser, der kan bruges), så vil istedet citere Charlotte: All women just want to be rescued. Jeg tænker, at tekstforfatterne til SATC har en slags ret;)
Spørgsmålet er om den romantiske mand overhovedet findes eller om det bare er noget først litteraturen og siden film og tv-serier har prøvet at bilde os ind? Shit, nu bliver det helt konspirationsteoretisk… Tak for at du ikke kastede Lacan ind i kampen ;) Og tror at du har helt ret i, at det er filmenes skyld. Og Emily Brontës… Og Jane Austens… Og Charlotte har ret tror jeg, selvom de fleste piger nok ikke vil indrømme det. Ret så spændende speciale det kunne blive…
Ja, det tænker jeg også. Og det må gerne være lidt konspirationsteoretisk…gør vel kun alting sjovere. Bortset fra at det jo så betyder, at han rent faktisk ikke findes. Har jo ellers selv en ret god een af slagsen, som f.eks. har givet blomster (liljer og roser…IKKE brunt pjat)adskillige gange. Men vi vel jo ha' meeeeere hele tiden…Det er her Lacan kommer ind med hans begærshysteri. NÅ, der var han alligevel, øv.
Taget i betragtning af, at kvinden sidder på ægget, burde manden kæmpe hårdere. jeg går ind for seri/film romantik! – Deltager gerne i evt. empiriindsamling Signe:)
Julie du har ret. Biologien længe leve. De må sgu' kæmpe for de æg må de og imponere os med deres store halefjer. Desuden er det hele ikke noget der kun sker i eventyr (og SATC), talte lige med min mormor og hun fortalte om hvordan hendes bejlere gjorde kur til hende i 1940'erne, suk siger jeg bare. Dengang blev man altid fulgt hjem (også selvom hun boede i Brønshøj). Og de stod ved hendes gadedør og ventede på hende om morgenen når hun skulle møde på arbejde kl. 6, bare for at få lov at følge hende på cykelturen eller få et glimt af hende. Jeg kunne blive ved, men det kan være at jeg skal skrive et indlæg for sig om det ;)
Det er et spændende emne som i er gået i gang med. Hvad kom først den romantiske mand, eller den romantiske film. Jeg tænker at det er manden, for kærligheden har vel altid været der. Men tiden står jo ikke stille vi udvikler os hele tiden, det har også gjort at kvinder er blevet mindre kostbare og mænd mere forvente. Der er mange ting som spiller ind. Men når en kvinde siger nej til en mand idag, så går han bare videre til den næste, hvor mænd i gamle dage gjorde en indsats for den de havde fået et godt øje til, netop som det eksempel fra din mormor, Emily. Måske er de håbløse romantiske mænd idag blevet en sjælden race, hvorimod kvindernes suk efter dem bare er blevet hyppigere og større. Jeg er selv en håbløs romantikker:)
Tanya – Elsker at du tror på at manden kom først, det vil jeg også helst (selvom man af og til kan komme i tvivl).Tror at du har ret i det der med kostbarheden. Hvis man er den mere kostbare type, så virker det simpelthen ikke, for som du skriver; de hopper bare videre til den næste. Men lad os endelig blive ved med at være håbløse romantikere og tro på det, selvfølgelig findes de derude ;)
En meget klog dame (lad os kalde hende Marie) sagde til mig imorges: "jeg tror altså ikke kun, at det er filmenes skyld, men vores egen. Hvis der står en mand udenfor vores dør kl 6 om morgenen, tænker vi nærmere stalker end romantiker." Og hun har jo ret i, at vi vel også selv afromantiserer en del. Kender mange dejlige piger, der hellere vil ha bad boys (eller en rapper) end dem, der rent faktisk behandler dem ordentligt. Så hvem kom først…rapperen eller hende der helst vil ha ham?