Fra venstre mod højre: Body Scrub + Milk fra Korres, Body Oil, Lotion + Balm fra Rudolph Care, Weleda Calendula Baby Body Lotion og Urtekram Rosemary Cream Wash.
Korres scrub’en er en af de bedste jeg har prøvet og en tur med den en gang om ugen + lidt tørbørstning af og til holder mig velpoleret. Korres laver flere forskellige skrubbefætre og denne med basilikum & citron og den med vandmelon er mine favoritter. Rudolph Care produkterne er gaver og ligesom med ansigtsplejen, jeg skrev om i går, er jeg vanvittigt begejstret. Det er virkelig sådan nogle lækre, drøje, velfungerende og -duftende produkter og når de så tilmed er Svanemærkede og Eco-certificerede OG ser pæne ud på badeværelseshylden, ja så er jeg altså meget tilfreds og kan næsten ikke bede om mere. Bortset fra en lidt lavere pris måske. Jeg har brugt dem lidt i flæng og hvor bodylotionen er god til hverdagsbrug, så er bodybalm’en sådan en der skal have tid til at trænge ordentligt ind en søndag efter et lækkert bad med en gang bodyscrub. Og så har man altså også barnerumpehud bagefter. Olien har jeg brugt på mine gamle tørre vinterben, men tror for alvor den kommer til sin ret til sommer. Kan nemlig især godt lide kropsolier om sommeren, synes det giver et flot sundt, dewy og lidt shiny look. Weledas Calendula bodylotion residerer for tiden i min fitnesstaske, for når man går i bad i fitness 3-4 gange om ugen, så er det rart, at der bare bor et sæt med den slags der. Inden Weleda var det en Lavera-bodylotion (rose eller orange er favoritter), der var ‘fitnesstaske-cremen’.
Som I nok kan fornemme, er jeg også ude efter de grønne/rene produkter hvad angår kropspleje og jeg tror på, at det næsten er allervigtigst her. Det er jo et ret stort område hud, og derfor tilsvarende store mængder creme/sæbe, der er tale om. Sidst men ikke mindst er jeg mægtig glad for Urtekrams showergels og cremesæber, for selvom jeg godt gider spendere en hel del på scrub og cremer, så bliver jeg lidt nærig, når det kommer til sæbe. Og så er det godt, at gode gamle Urtekram kan diske op med nogenlunde billige sæbeprodukter, der dufter dejligt af rose, lime eller rosmarin.
Hvis du vil se hvad der er i min sminkepung, kan du kigge med lige her.
My green skincare favorites for the body: Body scrub + milk from Korres, body oil + lotion + balm from Rudolph Care (gifted), body lotion from Weleda and body wash from Urtekram.