Jeg har en uskreven regel om kun at bage kage, hvis jeg har en årsag. Eller en god undskyldning. Det har jeg ofte. Som forleden hvor jeg tænkte at det ville være hyggeligt at have kage med til teoriaftenen for mit nye hvalpehold. Hovedformålet med den uskrevne regel er altså, at jeg bager til nogle andre, sådan at det ikke ender med at jeg fortære det hele selv. Ikke at jeg kunne finde på sådan noget. Overhovedet ikke ;)
De involverede ingredienser. Forestil jer at der også ligger et æg.
Pisk smør og de to slags sukker lyst og luftigt. Tilsæt ægget og pisk det grundigt med. Flæk en vanillestang og skrab kornene ud. Rør vanillen i dejen.
Lad den tømte vanillestang flytte ned i sukkerdåsen og gøre sukkeret vanillelækkert. Bland mel, bagepulver og natron og rør det derefter i dejen.
Hak den hvide chokolade og rør den i dejen sammen med havregrynene.
Tril dejen til 24 små bolde og sæt dem på to bageplader med bagepapir. Tryk boldene let flade med fingerspidserne.
Drys en anelse havsalt på hver cookie og bag dem til de er gyldne. Lad være med at glemme dem i ovnen, som jeg gjorde. Lad dem køle af, gerne på en rist.
Tag en cookie. Spis den.
Mmmm…. sprød sprød sprød og luftig cookie med hvid chokolade og havsalt.